H
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg drømte, at jeg vævede en tekop: Lille og sirlig.
Det var slidsomt, mine fingre krampede undervejs. Værst var dog dét her med, ikke at kunne smadre den, koppen.
Dét, at den ville falde til jorden, som et dun, hvis jeg smed den fra mig, uden at sætte aftryk og uden at gå i stykker.
Følelsen af noget helt tyst og modstandsløst, og skår så uendeligt bløde. Bløde. Bløde.
Som at have en hårbold på tværs i halsen, og ikke kunne råbe om hjælp. Et stumt H og ikke andet.
H.