Louise Juhl

Om lyset vil jeg sige, at det falder smukkest, når det falder skråt. Helt ulig skammen, der falder lodret som en tonstung fjer og ikke skyldes andet end livet som sådan. Jeg kørte engang måge ned, det var i Thy, tæt på Nørre Vorupør, på en lang lige landevej med lyng til begge sider. Det gav et smæld, som var bilen blevet ramt et skud, og jeg standsede og fik øje på fuglen. En stor havmåge. Larus Marinus, med et vingefang tæt på halvanden meter og kuglerunde, vidtåbne øjne, der så direkte igennem mig og ud i evigheden, og jeg kom i tanke om, hvad jeg havde lært af min biologilærer, Ebbe fra Gjøl, om at befri hårdt skadede dyr fra deres lidelser, og jeg greb fuglen om de spinkle kødfarvede ben og løftede den fra vejen og op over hovedet. Og så slog jeg, en gang, to gange, tre. Der var ikke noget at se ingen blod, ikke noget at høre, ingen af dyrets ellers så velkendte skrig. Bare de vidtåbne øjne, den kilotunge fugl, asfalt, der glinsede som en stjernehimmel og lige over os: Solen, hvis lys faldt hårdt og tungt som en dommers hammer.