Louise Juhl

Døren derhjemme var af gult matteret glas med tre brede træbjælker på langs. Den bandt en smule, så for at åbne, var det nødvendigt at presse en skulder imod, mens man drejede nøglen rundt. Alle kræfter blev lagt i, indtil døren – uden varsel – gav efter, og man ligesom faldt ind i huset. 

Den tunge glasdør udgjorde en skillelinje. Mellem der og her, ude og hjemme, vi og jeg. Om den skærmede eller lukkede ude, tænkte vi ikke videre over, det var jo bare en dør. Men inde bag døren fandtes vores hjem. Et helle, et sted vi kunne være uden tanke for hvordan eller hvorfor. 

Parcelhuset var i et plan med både entre og bryggers, den ene til fin brug, den anden til daglig. Stue og køkken var adskilte, og selvom der var spiseborde i begge rum, blev det i stuen kun brugt, når der var gæster og til jul.

Huset havde to toiletter, et med badekar og et uden. Begge steder var gulvet belagt med mønstret terrazzo, som man, hvis man havde tiden til det, let kunne fortabe sig i. Men det varede kun indtil nogen bankede på døren og utålmodigt råbte ‘er du snart færdig?’ 

Så så man op, som vækket af en dyb søvn, og lige ind i badeværelsets vindue, der, ligesom glasset i døren, var i mat glas. En klar, køligt lysende firkant. ‘Ja, ja,’ svarede man og søgte efter papiret i holderen, men forgæves. Og så måtte man strække sig så langt man kunne, ud efter en af de mange, der stod stablet på en bænk overfor. I et sirligt system, hver række af ruller var ligesom forskudt i forhold til rækken under. Selv det papir, vi tørrede røv i, var del af en ordentlighed, måske endda æstetik, vi ikke forstod, men som vi, med vores klodsede hænder, gang på gang lykkedes med at ødelægge, når vi rakte ud. 

Alt det arbejde, vores mødre havde lagt i at stable – og så bare forgæves.