Louise Juhl

Du beder mig gentage alt med tryk på det stumme, ”H-jælp”, og vi tegner himlen op.
Sammen, som et tag over hovedet.
Og vi maler jorden rund, for at få tiden til at gå.
”Knofedt og kampånd,” siger du, vist nok mest til dig selv, og køber en fisk til akvariet. ”King,” kalder vi den, vi må ikke holde hund, hvor vi bor, derfor.

Du laver alt fra bunden (du lægger betoningen på “alt”, som om der er mere i det end alt) og har gemt en surdej i årtier, derfor ved du, at råddenskab holder.
(Båndsalat, vi vender tingene om, forfra, om tingene, vender vi forfra, om igen, vender forfra, vi vender tingene, om, om, om)

Du fortæller om dengang …. og så videre.
Så vender du en side i det hæfte kommunen har sendt, det er noget med ret og pligt, siger du, og slikker med omhu pegefingeren, før du vender den næste side. Side. Side. Side.
Behændigt, bogstavelig talt, som når du fletter mit hår så stramt, at mit ansigt forstrækkes og mine læber går i spagat: ” Appelsiiiiin”
Jeg er et smilende barn, du er en behændig mor, sådan går alting op, hvis bare vi insisterer. Nok.