Louise Juhl

Jeg kan ikke få vejret. Jeg kalder måske? I hvert fald kommer du ind, du fugter en klud og tørrer min pande. Det hjælper ikke, men.
Jeg husker i vildelse. At mit halsrør er for snævert, at min ånde er for tyk, at jeg trækker vejret for lidt ind. Ånder for meget ud, måske.
Du løfter min dyne, lægger den på igen, så aer du min kind, flakker øjne.
Gør ting.

“Du må ikke dø fra mig,” hvisker du.

Jeg ved ikke. Det vækker et monster, gråt og enormt, det rejser sig af sengen, hvor jeg ligger, monsteret, det skriger med et vejr, præcis som det, jeg ikke kan trække:

“DU BESTEMMER IKKE OVER MIT LIV.”

Jeg ved ikke, hvor stemmen kommer fra, eller vejret. Hvad det vil. Men jeg kan se, at du falder sammen, som en væge druknet i stearin.

“Okay,” svarer du. Det er det, du svarer.

Og sådan vågner jeg. Ved lyden af min egen stemme, “okay.”