Louise Juhl

Jeg drømte om dig i nat, vi var langt oppe nordpå, vi kørte på slæde, et kobbel af hunde trak os frem. Vi råbte “Ui, Ui”, hundene glammede af ophidselse og løb – hele tiden hurtigere. Jeg tror, vi havde retning mod noget, men jeg kan ikke huske hvad. 
Du var omsorgsfuld, flere gange lod du mig sidde på slæden, mens du selv løb ved siden af. Råbte ad hundene, for at holde dem i gang “Ui Ui”. Der var sne overalt, det lysende hvide skar i mine øjne, og jeg måtte lukke dem hårdt, for ikke at brænde mig blind. 
Da jeg åbnede dem igen (jeg tror, det er flere år senere) sad jeg i et skur. Eller en faldefærdig hytte måske, der var ikke længere nogen hunde, heller ingen sne. Du var også væk
Jeg kaldte: “Ui Ui.”
Men det lød helt anderledes nu: Som en gal, der søger tilbage til noget, der ikke længere findes. Et vanvid, der engang var smukt og fyldt med glammende hunde, men nu er tavst og tomt.