Louise Juhl

En bekendt spørger: Hvorfor lukkede du i, lukkede ned, holdt inde. Hvorfor lukkede du ikke op: Råbte, skreg og skældte ud. 
Jeg ved ikke, om jeg svarer hende. 
Men hvis jeg gør, siger jeg: 
Er du en ulv, hyler du med den flok, du er iblandt. Det siger mundheldet i hvert fald. Men det varer kun så længe, flokken lytter. Hvis du har strukket din hals så lang, at den gør ondt og kaldt mod månen og og flokken alligevel ignorer dine lyde, ler ad dem og dig: “kalder du det et hyl?” 
Så holder du op med at hyle, trækker halsen tilbage.
“Kan du høre, hvad jeg IKKE siger?”

Da min hund var hvalp, bed han mig i haserne. Det var for at få opmærksomhed. Jeg havde travlt med alt muligt andet end at kaste pind og klappe hund. Jeg skulle lave mad, skrive bøger, tænke tanker. Men hunden insisterede, den VILLE lege og kæles for. Så den bed mig i haserne og det virkede, den fik, hvad den bad om. 
Min opmærksomhed. 
“AV”, råbte jeg jeg og vendte mig mod hunden, præcis som den ønskede sig. 
Med tiden blev det et problem, jeg fik dybe mærker efter hvalpens skarpe tænder, blodudtrækninger, til sidst haltede jeg. Jeg måtte gå i langskaftede gummistøvler også indendørs, indtil det lykkedes det snu dyr at bide sig igennem også dem. 
Så tilkaldte jeg en terapeut, Hanne hed hun. Hanne sagde: du skal blive ved at vende ryggen til, også når han bider dig. Du skal lære ham, at det at bide og nappe ikke er vejen til opmærksomhed. 
Og selvom det gjorde vanvittig ondt og jeg måtte opbyde al min selvdisciplin for ikke at brøle “AAAAV” og vende mig om, så lod jeg være. Jeg lod dyret nappe uden at det gav gevinst. Til sidst opgav den. Efter seks måneder kunne jeg gå uden at humpe, mærkerne var lidt længere om at forsvinde, et år måske.

Jeg tror, man kan kalde og bide og nappe og gø og hyle meget længe for at få, hvad man beder om. Opmærksomhed, at nogen ser en. Klapper, leger, aer. Men på et tidspunkt giver man op. Ligesom min hund gav op, den holdt op med at bide.
Jeg holdt engang op med at råbe og skælde. I stedet lukkede jeg munden. Helt. Undlod at først at tale, senere at spise, til sidst var der kun knogler og skind tilbage og stilhed tilbage. 
Og endelig vendte de sig om. Dem jeg havde bidt og råbt ad, dem jeg havde tryglet om opmærksomhed. Nu hvor jeg var tavs og tynd og uden mæle, hørte de mig.
Det er ikke et godt svar, det ved jeg godt, det er frygteligt og helt forkert svar. Men det er det svar, jeg har at give: Ingen hørte mig, da jeg råbte, først da jeg lukkede ned, holdt min kæft og sugede kinderne ind, blev jeg hørt. 
Hvad kan man lære af det?
Forhåbentlig ikke en skid.