Hverken hel eller halv

by Louise Juhl Dalsgaard

De fleste af os ønsker at blive “hele mennesker”.
Problemet er, at hele mennesker ikke nødvendigvis er smukke, kærlige opofrende, empatiske og balancerede, men i lige så høj grad er selviske, smålige og egoistiske. Vi har en ide, en drøm eller et håb om, at vi i vores fuldt udnyttede potentiale er bedre udgaver af os selv, end den, vi er, når vi tilpasser os andres behov, puster på naboens knæ, fodrer fuglene før os selv. Sandheden er, at det hele menneske muligvis er mere helt, men ikke nødvendigvis nemmere, mere omgængeligt. Vi kender det fra planteverden: Skvalderkål, der får lov at udfolde sig frit, spreder sig som pest i ethvert bed. Det er sikkert godt for kålen, mens det er mindre optimalt for bedets øvrige flora.

To amerikanske terapeuter, med en praksis der primært udøves på sociale medier, har netop udgivet bøger om “pleaser-syndromet.”
Vi kender det godt, jeg gør i hvert fald. Vi siger ja, selvom vi mener nej, fordi vi håber at blive krediteret for vores imødekommenhed. Vi bliver hos en kæreste alt for længe, overbeviste om, at ingen andre vil kunne holde os ud. Vi låger folk penge, vi ved, vi aldrig får igen, selvom vi selv er på røven. “Det er jo sådan, venner gør.”
Men er det sådan venner gør? Skærer armen af, så der bliver bedre plads til den anden eller tager et højt forrentet lån i banken, så ens forarmede fætter kan låne til tiltrængt ferie sydpå? Kunne man ikke med lige så stor ret påstå, at den ferietrængende fætter ville være en bedre ven, hvis han undlod at presse sin kusine til at optage lån i hans navn? En ny bølge mener jo: Vi skal lære at tage vores egen iltmaske på, før vi hjælper andre. Og vi skal lære at stole på, at vi godt må være her, selvom vi siger nej til en invitation eller ikke orker at passe venindens papegøje de tre måneder hun er på rejse med den transsibiriske jernbane. Jeg skal lære, at det er ok, at blive vred, når en ven bryder sin aftale fem minutter før vi skal mødes. Det er ikke mangel på rummelighed fra min side eller udtryk for et kolerisk temperament, det er en helt naturlig og fair reaktion på et svigt.

Åh sikke en frihed. Vi må godt sætte grænser. Vi må godt være os selv. Det, vi bare skal huske er, at hver gang vi undlader at please, vil der være nogle, der brokker sig. Kalder de satte grænser for hysteriske, urimelige, ja ligefrem konfrontatoriske. Og nogle gange vil de sikkert have ret. For “det hele” menneske, er ikke nødvendigvis et rimeligt menneske. Mine behov kan sagtens synes ekstrem i andres øjne. Lad mig give et eksempel: Jeg foretrækker at forlade en fest senest kl. 22.30 – gerne før. Det handler om min døgnrytme, men også om et livslangt ritual, en sjælden stille stund, jeg tillader mig selv, sidst på aftenen. MEN: Kunne jeg ikke en enkelt gang give køb på dette ritual?, kunne man med rimelighed spørge. Det samme gælder mit behov for at skrive. jeg skriver hver dag, 465 dage om året, gerne 4-7 timer dagligt (som lige nu, mens jeg skriver dette). Det inkluderer også jule og påske, ferier og runde fødselsdage, og min mand kunne med god ret foreslå, at jeg so minimum undlod at kaste mig over skriften, når vi holdt ferie – og på vores bryllupsdag måske også. Men alt i mig skriger, når ikke jeg skriver. Et enormt ubehag.
Hvem skal så tilgodese hvem? Hvem skal have lov at føle sig hel – min mand eller jeg.

Det, jeg vil sige, er. Det er svært at være et menneske. Heldigvis, ellers havde vi jo ikke noget at stå op for, kæmpe med og mod. Som Søren Ulrik Thomsen formulerer det i et digt:

Nødvendigst er dét, der gør modstand.
Hele din vægt
må du læne
mod det usynliges omrids.

Men hvad du vil gøre, den dag det gir efter
og du pludselig står i et oplyst rum?
Så er du selv den sidste nødvendighed

Løser du ét problem, skaber du gerne et andet. Min helhed kan risikere at tage plads fra andre. Min selvstændighed kan efterlade andre med et behov, jeg nu ikke længere kan eller vil dække. Og hvem skal så?
Jeg øver mig i at please mindre. Men det kommer med en pris. Nogle bliver stødte. Nogle efterlades uforstående. Sårede endda. Andre vil rette kritik, pege fingre: – Det kan da godt være, at du bliver mere hel, vil de sige, – men det efterlader mig halveret.
Det er skide bøvlet.
God onsdag.