Louise Juhl

Lørdag morgen i en fremmed by. Jeg talte 21 måger. Det var iskoldt. Det var ikke mågernes skyld. Jeg gik over Langebro. En bro er en konstruktion, der forbinder to punkter på tværs af en forhindring. Det kan være en jernbane, en motorvej, et hav. Langebro er, trods sit navn, ikke særlig lang.
Jeg for vild på den anden side. Det vil sige, det sneede, og jeg gik, og pludselig vidste jeg ikke, hvor jeg var. Så vendte jeg om, fulgte mine egne spor i sneen tilbage. Undervejs tænkte jeg på, hvad jeg ville mene om mig selv, hvis jeg var en anden. Det er, kan jeg konstatere, en nedslående og meget ufrugtbar overvejelse. Alligevel førte den mig hjem.
Jeg var længe om at få varmen. Satte mig i sengen med dynen trukket op til over navlen, skrev en sætning. “Måske er det sådan, vi alle ender, stærke i hjertet og tunge af tid?” Så ringede telefonen. Jeg tog den ikke. Udenfor vinduet hang mågerne som punkter i en priktegning. 22, 23, 24. Tilsammen en dag.