Ildslugeren
by Louise Juhl Dalsgaard
Hvis du bare én gang havde sat dig i mit sted, og spurgt hvorfor. I stedet for at bebrejde, pege fingre og dømme. Hvis du blot en enkelt gang havde tiet for at lytte og forstå . Måske endog lære. I stedet hævede du stemmen, overdøvede og korrigerede.
Hvis du ind imellem havde set på mig, virkelig set på mig, havde du set appellen. I stedet så du trods – stædighed. Og et menneske, du ikke forstod. Slet, slet ikke forstod.
For helvede: Det var min måde at trygle om kærlighed. Din kærlighed.
Den man tugter, elsker man, siges det. Fuck hvor jeg tugtede. Og fuck hvor jeg elskede.
Og slugte afvigelserne, til kroppen var fyldt med ætsende selvbeherskelse og der ikke var mere plads. Ikke var plads til mig. Så jeg måtte sulte for at levne rum til dét skrig, du ikke ville høre. Måtte reducere mig selv og dermed det tomrum, der fyldte mig.
Tomme tønder buldrer mest, sagde du. Og nægtede derfor at høre min tordentale. Nægtede at høre min kærlighedserklæring. Nægtede. Alt. Også mig.
Jeg har tilgivet dig. Ved, at du ikke kunne andet.
Tordenen hørte du aldrig. Lynene flænger fortsat min himmel.
jeg mangler ord…
keep ud the good work
Kendte en gang en, der ikke så mig. Det var den længste heartache jeg nogensinde har haft. Følte lige, at dette indlæg var skrevet til mig (ved godt det ikke var 😉 ) – men jeg kender det med lynene, der flænger himlen. Jeg har aldrig siden set de lyn – heldigvis…
Blogwoman
Har ikke set dig være så konkret før!
Jeg synes det har nerve så det sitrer.
Virkelig flot ærligt og nærværende.
Håber for dig at din torden og hans lyn en dag må mødes
så i kan få renset luften og jorden til at ryste og skælve
inden den falder til ro badet i frydefuld sommerregn.
Held og lykke
Et så aktuelt tema. Oplever den på nærmeste hold. Tilgivelsen er essentiel, og forvent ikke nødvendigvis at få det du efterspørger. Lær snarere at acceptere det, du får (eller ikke får).
Det lyder opgivende, men er ikke ment sådan. Alternativt kan man sidde fast – forever!
Knus herfra.
Zacariaz: Af hjertet tak!
Blogwoma:
Lige netop: Man bliver ikke set! Man bliver ikkehørt. Uanset hvor meget (eller lidt) man fylder og hvor højt, man skriger. Total afmægtighed.
Jeg har ingen lyn på himen mere. Men desværre sidder et par stykker fast i kroppen.
Tak for dine ord 😀
Tekst:
Det ER meget konkret. Følelsen og lynene og afmgaten. llden, der sluges, brænder. Hver dag.
Penpal:
Jeg har accepteret, at jeg ikke får, hvad jeg ønsker. Og jeg har lært at værdsætte dét, jeg får. Men der er stadig et savn over det, der aldrig blev og ikke bliver. Og det er en ild, jeg ikke kan slukke, men måske lære at leve med. Måske endog HAR lært at leve med?
Dét, der brænder i maven, er måske den kærlighed der aldrig blev set eller hørt og ikke blev modtaget. Dén kærlighed, der blev afvist, og som nu sidder som en stump hale,der ikke længere kan logre.
Knus til dig!
Har du tilgivet dig selv?
Ikke at blive set, hørt og derfor ikke elsket for DEN MAN ER er noget af det mest nedgørende, nedværdigende, ødelæggende, et menneske kan udsættes for.
Smukt, Ballast. Føles genkendeligt, desværre.
Læseren:
Er det nødvendigt 😉
Og nej, jeg har ikke tilgivet mig selv, det synes jeg tilkommer andre, at gøre. Og så kan man jo vente længe….
Engleord:
Man kommer aldig over, at den man ønsker skal elske een som man er, inddirekte forlanger at man skal være en anden, for at være elskelig.
Man vil gøre alt for at blive elsket. Også forlange det umulige af sig selv: At være noget andet. End den. Man er. Og så går man i stykker. Flænges
Tak for ordene. Og håber ikke lynene flænger din himmel længere …
Nej, ballast, Ikke andet end gamle minder, selvom de kan være nok så smertelige, når de kommer. Jeg takker dagligt en vis Herre i Det Høje for at have mødt kærligheden – intet healer som kærlighed. Intet. Og intet overgår ægte kærlighed.
Har du mødt den ? Kærligheden ?
Ja.