Kalot
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg har spist en frø engang, ikke fordi betyder noget.
Min mor gav mig siden en dukkevogn i træ, rød og med hvide blomster på kalechen. Jeg lagde mig i den og græd så længe, at hun til sidst måtte sætte den op på loftet.
Allerede der indså jeg, at det med at trøste er en svær disciplin.
Nogen har kastet op i mine hænder, det er en umage situation.
Jeg er utilpas, utilpasset, læser Brødrene løvehjerte, og drømmer om at være Tvebak, lam og hjælpeløs. Der er så meget, der ikke nytter noget, mit blod, for eksempel, der størkner på kommando. Det er højst umage. Jeg elsker det ord, umage, jeg elsker, at jeg ikke kan lade mig gøre, at når jeg trækker vejret, puster glæden ud.
Det er næppe tilfældigt.
Er vild med den umiddelbare skønhed i ordenes sammensætning, og nervøs for at læse det flere gange – tænk hvis det gav anden mening end bare det, at være smukt.
Tak 🙂
Selv tak, Lars, jeg tænker, at mening er et stærkt overvurderet begreb, og at der kan ligge megen ikkemening i det skønne. Tak for at læse med.