Louise Juhl

Jeg læste for nylig en artikel af en professor i matematik og datalogi, Dan Rockmore hed han. Han stillede sig selv spørgsmålet: I hvor høj grad kan vi regne os frem til verdens beskaffenhed? Et spørgsmål, der altid har optaget videnskabsmænd, religiøse lærde og kunstnere, men som de seneste år er blevet meget aktualiseret af fremkomsten AI og den udstrakte brug af algoritmer til alt fra valgprognoser og vejrudsigter, til målrettede rum-missioner og militær krigsførelse.
I artiklen var en række eksempler på vellykkede algoritmiske beregninger – for eksempel i forbindelse med COVID-pandemien i 2020. Ved at parre viden om virus’ spredningsmønstre med data om befolkningsadfærd og demografi, lykkedes det til en vis grad at inddæmme sygdommen også før en vaccine lå klar. Men Rockmore fremhæver også, hvor ofte algoritmens forudsigelser viser sig at være forkerte: Ingen, heller ikke maskinerne, havde forudset finanskrisen i 2008, ingen troede for alvor på Trumps valgsejr i 2016. Ikke desto mindre skete begge ting og fik alvorlige konsekvenser for verden. Ja, har det vel stadig. Så ligeså nyttige den slags redskaber kan være, lige så fatale kan følgerne blive, hvis vi stoler blindt på dem.
Faktisk viser al forskning, at algoritmer er afhængige af en vis grad af kaos, for at fungere. Hvis ikke de endeløse ligninger ind imellem kortsluttes, ender de med at støde hovedet imod deres egen mur. De så at sige sidder fast i deres egen forudsigelse, kan ikke se forbi, bagom eller udover deres fastlagte kurs. Hvis du ender ved kløft og GPS fortæller dig, at du skal fortsætte ligeud, så er det, at du skal ophøre med at stole på den digitale sandhed og følge dine egne sanser. Dreje skarpt fra.
Algoritmer er fine, tal er fine, tegn er fine. Men mennesker er ikke tal, de opfører sig ikke altid som forventet. De glemmer måske en gryde på komfuret, den koger over og kortslutter en ledning, der sætter ild til et hus, så hele lortet brænder ned, og forsikringen er misligholdt og så står de der på gaden med et nedbrændt hus og ituslåede drømme og uden en krone på lommen. Og banken, der havde lånt dem penge til op over skorstenen på det nu nedbrændte hus, de taber 3 millioner og må derfor fyre en medarbejder, Elias, der efter fire forgæves år ellers endelig havde fundet sin rette hylde, og så er han på røven og fortvivlet og skriver ALDRIG FOR ALTID på en mur og kommer sig aldrig rigtigt. Alt sådan noget, kan man ikke regne ud, ligesom man ikke kunne regne ud, at indbyggerne i en lillebitte by i Skotland skulle få et fly i hovedet i 1988, jeg mener, what are the odds, jamen de er næsten nul, men flyet blev altså bombet og faldt ned, og 243 passagerer og 16 besætningsmedlemmer og 11 indbyggere døde, 270 i alt, og deres pårørende spørger nok stadig sig selv, hvorfor? Og svaret er, fordi ting sker, alle mulige ting, gode ting, smukke ting, frygtelige ting.

Jeg har selv stået sådan. Ikke som pårørende til ofre for en tragedie, men som menneske, et helt almindeligt menneske, og spurgt mig selv: Hvorfor. Hvorfor elsker jeg min kanin højere, end den elsker mig? Hvorfor er jeg født i Løvens tegn, når jeg i virkeligheden er en muldvarp? Hvorfor er jeg ikke lykkelig, når jeg har alt, et godt hoved, en god familie, en cykel med syv gear og reflekser? Og alle ved, at der ikke findes svar på den slags, men jeg ville finde et svar, og så begyndte jeg at regne. Ligesom algoritmerne, parre data fra et sted med nogle fra et andet, yde=nyde, 1000 skridt=en gul Gajol. Jeg talte skridt og noterede dem i kolonner, jeg tegnede kurver over fødeindtag og kalorier og en anden over min vægt. Og jeg så, at det var såre(t) godt, tingene passede, gik op. Men på samme tid som tingene gik op, gik jeg ned, jeg tabte 49 kilo og mistede troen på alt, mig selv, løj for at få facit til at gå op, skjulte mad i lommerne, lavede mavebøjninger i det skjulte og tyggede tyggegummi med en aggression, der kunne have startet en lavine på den modsatte side af jorden.
Det jeg vil sige er. Algoritmerne findes – og kan regne det meste ud. Vejret til sommer, befolkningstilvæksten de kommende fem år, prisen på ost i Hobro. Men alt det, der virkelig tæller, hjerte og smerte og tilfældige flystyrt, stjernetegnskollisoner og kortslutninger, det må vi selv regne ud.