Louise Juhl

Bror sover længe, så længe, at mor til sidst mumler: “det er alt for sent”, og rejser sig.

Jeg løber efter mor, jeg vil ikke være alene i køkkenet, for selvom jeg ikke ved, hvad det betyder, vil jeg ikke risikere at komme “alt for sent”.

Mor siger til bror, at han skal stå op: “NU”. Hun siger også, at der ikke er noget, der hedder gider ikke og at lærdom og lykke følges ad.
Bror trækker dynen over hovedet og råber “NEJ”, mor græder, bror råber højere, “NEJ”.
Hun forsøger at trække dynen af ham, bror holder fast, mor er lige ved at falde. “Så er det nok!”, råber hun.

Jeg kravler ind under sengen, jeg folder hænderne. Jeg beder om, at bror vil gå i skole, “for lærdom og lykke følges ad, det siger mor”, mumler jeg.

Jeg kan høre, at bror begynder at græde, mor græder vist også lidt: “Stå nu op, om ikke andet så for min skyld”, snøfter hun.
Så mærker jeg, at sengen giver sig, og jeg kan se brors fødder, der bevæger sig hen over gulvet til stolen, hvor hans tøj hænger over ryggen. Jeg hører mor rumstere i køkkenet; nu putter hun nok hans madpakke i tasken.

Jeg ligger tilbage under sengen med foldede hænder, da mor lukker døren, og følger bror i skole.