Louise Juhl

Stod op klokken 6, brugte tre timer på at nå frem, nu er jeg så her i verden. Der er is på ruden, jeg har mine totemsokker på. Min bror har skrevet fra Finland, noget om new zealandske næbdyr:
At de sveder mælk gennem huden og lyser under vand. Træerne udenfor mit vindue står, hvor de hele tiden har stået. Det føles som en trøst. At man kan stå sådan – og blive stående. At det ikke er nogen skam.