Louise Juhl

Jeg elskede med en pige helt uden skam og vildt uskyldigt, til mine øjne rutschede ud af hovedet og ned i mit skød. Der voksede de sig kornfede og sortblå, øjnene, men farven gik over og bladene faldt af.

Hun hed mette, pigen, og var anderledes end de andre. Hun tog ord for pålydende, kunne for eksempel pege ud i luften og sige: “Se! hvad du sagde”.
Og jeg fik aldrig sagt noget, kun det tavse se!, hang i luften, som telefonbeskeder, ingen hverken gad at aflytte eller slette.

Der hænger de stadig.