Minder om alt og ingenting
by Louise Juhl Dalsgaard
Det er pudsigt, som der absolut ikke er noget logisk hierarki i min hukommelse.
Jeg sidder og tænker tilbage. Og smiler. Store oplevelser og skelsættende begivenheder har det ikke skortet på, men hvad jeg først og fremmest erindrer er (i tilfældig rækkefølge):
Kakaomærkerne til brug i skolekantinen (hvis man købte et flüte istedet for en kakao fik man 1,25 kroner retur, som man kunne købe slik for. DET fortalte jeg aldrig min mor)
Tengilsmænd og Tvebak Løvehjerte
Chokoladeglasur. I store mængder. Uden nogens vidende. Mums!
At falde i søvn på bagsædet, mens mor og far sad og småskændtes om ruten foran i bilen.
ALT for lange sommerferier (tænk: Dét oplever jeg aldrig længere)
Troen på det umulige, såsom at bygge min egen elektriske skrivemaskine (det var før computerens indtog. Heldigvis. Ellers var projektet endnu mere dødsdømt)
At gurgle Flour i Klassens time, når Inger – FlourDamen – kom forbi.
At sætte ituklippede mælkekartonstykker fast til egene på min cykel med klemmer. Og larme mest (meget vigtigt)
At sove hos veninden. Og få wienerbrød til morgenmad. Det fik jeg kun dér. (Jeg sov der meget:-)
At få risengrød efter en tur i svømmehallen
At spille blokfløjte til forårskoncerten (det var alene en fornøjelse for undertegnede)
At drømme, at jeg fik hovedrollen i “Annie”, mens jeg skrålede : “Der kommer en dag” med et sjippetov som mikrofon. Fungerede bedst på badeværelset (og var et stort problem for de eventuelt tissetrængende. Og hovedpineramte:-)
At få lov at være længe oppe, fordi der var Melodi Grandprix. Især når “Ein bischen frieden” vandt. Hun var sååå sød.
At ligge på loftet hos min morfar. Med åbent vindue. Vågne og høre min mormors trin i gruset, mens hun hængte tøj til tørre. Rødbøgen der skærmede for solen. Og bare blive liggende, selvom det var langt op ad formiddagen.
solvej 
Åhh ja – barndommens land er et af de smukkeste
og dejligt at man kan have så mange billeder
og sanseindtryk i hukommelsen.
At vågne ovre ved morfar står også som noget af det mest vidunderlige i min hukommelse!!!
Kære solskinspige
Tager jeg fejl eller skinnede solen altid om sommeren hos morfar?
Og kan du huske de oldgamle numre af “Søndag”, som man læste igen og igen, fordi det var det eneste tilgængelige læsestof?
Og mormor, der kaldte mig “Tullehønse-skid”, havde håret smukt rullet omkring hovedet og kaldte “Kis-kis-kis”, når kattene skulle have mad. Præcis som din mor gør det idag.
Det var SÅ dejligt.
Tak fordi du læste og genkendte:-)
Kære kusine.
Hos morfar var der altid høj solskin om sommeren og høj sne om vinteren!Husker ikke mormor, men morfar var “manden i mit liv”, da jeg var barn. Hos ham duftede der af sæbe, æble-flæsk, cigar,træ og gamle klæder…
KNUS
Tak for et dyk ned i memory lane. Hvor kan jeg bare godt huske flour-damen. De forskellig farvede glas, Carsten der altid slugte og tove, der fik bobler ud over hele fjæset 🙂
Ad, ja, fluorskylning. Tænk, det havde jeg nærmest glemt … det smagte modbydeligt, husker jeg. Og de sagde ALTID, at det ikke smagte af noget, og det GJORDE det altså, nå. Eller måske var det mere sådan en fornemmelse i munden end en egentlig smag, en anmassende, ubehagelig fornemmelse. Brrr.
SpaceMermaid: Øv mit flour kunne ikke skumme. Jeg må klage til Inger!!
cegebe: Du har så fuldkommen ret,- det var ikke smagen, men nærmere manglen på samme, der gjorde det så modydeligt. Munden blev fuldkommen tør og rosin-snerpe-agtig efterfølgende. Og så skulle der gå en HEL time inden man måtte spise igen. Not funny:-)
fantastisk!! får pludselige et flashback til sladdertabletter og rødt lakridssmagende spyt…
der er nogen ting, der bare aldrig bør blive glemt!!
Tove var også den eneste, der kunne få det til at skumme!
Rumhavfrue: Super duper, så føler jeg mig knap så snydt. Sigtelserne mod Flour-Inger er hermed frafaldet. Nu håber jeg blot at træffe Tove en dag. Sådan real life. Hun kan nogen tricks, kan hun:-)
Mikkelsen: Åh ja, de der sataner som man skulle tygge, og som ALT for tydeligt afslørede, at man havde sat hår fremfor at børste tænder. Måske dét bare skal glemmes?!
Årh, de der røde tabletter – de smagte til gengæld rigtig godt. Desværre holdt de ret hurtigt op med at give os dem, mens fluorskylningen bare blev ved og ved.
Naaarrrjjj hvor synd!! Sådan er livet så urimeligt. Et af tidens største hits hedder jo også “Why do all good things come to an end” 🙂