Note til Pablo

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg skal ikke nævne ordet, far er i dét hjørne, tavsheden er et elektrisk felt mellem stolene. Jeg er sulten, men uden lyst til at spise, cornflakes, arme ridder, biksemad, der er ikke nok, jeg bliver alligevel aldrig mæt, så kan det være lige meget, så hellere ingenting.
Far vender en side i avisen, den falder tungt, det samme gør jeg, mine øjne vil så gerne slappe af, lukke i, sådan er det hver gang, jeg når hertil: til maden og sulten, til avisen på bordet. Jeg bliver så træt, at jeg kun kan tænke på mine øjne, men jeg lukker dem ikke, nej, det er hjørnet og far, der lukker mig i.