Louise Juhl

Jeg har svært ved at slippe, at du ikke skriver bræk men BRÆK, at du gentager det – ikke ti men ti-tusinde gange, at du skiller fløde med tungen, som en kat ville gøre det, at du blotter dit køn, en åben mund, der vil have føde.
Sværest har jeg ved at forstå, at du åbner gabet grådigt som en fugleunge, for så at nægte at æde.

Du maler farver, der ikke findes: et sår, der danner skorpe, dén farve.
Og du tæller dine fingre, mens du skærer dem af: “en, to, tre, fire”.
Jeg vil redde dem, stumperne. Jeg har læst et sted, at hvis jeg gemmer dem i min mundhule, vil temperaturen og spyttets kultur holde de afskårne fingre friske.

Sådan går jeg rundt med kæften fyldt af blodige stumper, du ikke vil kendes ved.
På et tidspunkt sluger jeg hele lortet, så kan du pege på mig og råbe “Ulven kommer”