Notes on ‘Notes to John’
by Louise Juhl Dalsgaard
I the New Yorker kan man I denne uges magasin læse et uddrag af Joan Didions dagbøger, som meget snart udkommer i bogform. Posthumt, Didion døde i 2021, 87 år gammel, men efterlod sig altså en lang række personlige notater skrevet i forbindelse med et længere terapeutisk forløb fra 1999 og frem til hendes mand, John G. Dunnes, pludselige død i 2003.
Mange af optegnelserne kredser om Joan Didions ængstelighed. Hun frygter for datteren, Quintanas tiltagende depressioner og eskalerende alkoholisme. Hun bekymrer sig om sin svigtende hukommelse og en række arbejdsmæssige prioriteringer, der gør, at hun bruger det meste af sin tid på projekter, hun i virkeligheden ikke brænder for.
De nedskrevne samtaler med terapeuten, Dr. MacKinnon, er henvendt til ægtefællen. Hun beskriver i detaljer deres ordvekslinger, ofte koncentreret om mulige forbindelser mellem Didions ængstelighed og datterens depressioner. En slags søgen efter kausalitet. Mon ikke datterens bekymringer stammer fra Didions ditto, synes hun selv at insinuere. At Quintana så at sige har fornemmet sin mors angst, ja nærmest overtaget den, al den stund den fra Didions side har været tavs og forsøgt undertrykt.
Det er interessante noter for så vidt. Ikke mindst hvor aktivt terapeuten forsøger at udpege sammenhænge mellem fortid og nutid. Joan Didions far led således af tilbagevendende depressioner, ligesom hendes datter nu bærer samme sygdom. Quintana var adopteret, så biologiske årsagssammenhænge er der ikke tale om, men, insinuerer psykiateren, kunne der være tale om en gentagelse af reaktionsmønstre. En familiekulturel dysfunktionalitet? Der finder en vis udpegen sted, sådan oplever jeg i hvert fald deres forhold. Didion fortæller om sine problemer og psykiateren synes meget aktivt at søge et svar. Spørgsmålet er, om den slags terapi prikker til den “remoteness as a defense”, de to allerede hurtigt i forløbet afdækker som tilbagevendende forsvarsmekanisme. Er det at springe over følelsernes kropslighed, ængsteligheden som et sprog, ikke en blindgyde. Risikerer man ikke at afslutte sagen som var det et politimæssigt efterforskningsarbejde: “Morderen er fundet – sagen afsluttet”, men hvad stiller man op med den afdøde, hvor går de efterladte hen og hvad med vreden mod den dømte. Hvad skal Didion med en afslutning, når det hun savner, er et nu, et tilstedevær i det svære.
Nå, det er bare mig.
Frigivelsen af hendes notater og udgivelsen af dem i bogform har affødt en voldsom debat. Folk tæt på Didion mener, det vil være et overgreb at offentliggøre de personlige noter. Andre mener, at det talerfint ind i forfatterens sene udgivelser: “A year with magical thinking” skrevet på bagkanten af ægtefællens død og “Blue Nights” skrevet med udgangspunkt i datterens død bare to år senere. “Notes to John”, som beskrivelsen af det terapeutiske forløb vil få som titel, vil således trække en tråd bagud i tid. Til årene før Dunnes død og til den bekymring for datterens endeligt, der i sidste ende viste sig alt for berettiget. Det er en svær diskussion. Efter at have læst uddraget er jeg ikke blevet meget mere afklaret. Noterne synes for mig at se, at være så tæt knyttet til Didions “remoteness as a defense”, at selv skriften også bærer præg af en vis fjernhed. Nøgtern skrift, vil nogen måske kalde det, som når hun betror psykiateren detaljer om et voldeligt forhold og følgende udspiller sig:
“Did he ever hit you?” Dr. MacKinnon asked.
I said yes.
“Did your parents hit you?”
I said no, they never even spanked me. Once my mother slapped me but it was totally understandable.
“Then wasn’t it a pretty world-shaking thing to get hit by this man?”
I said yes, it was, but I had at the time been able to rationalize it, or distance it, as “literary,” “real life,” an example of romantic degradation.”
Didion fremstår næsten som voyeur til sit eget liv. I stedet for at føle, mærke eller at lade sig gribe af situationen med en voldelig kæreste, så mentaliserer hun det øjeblikkeligt. Gør det til en scene i en bog, et “eksempel” på kærlighedens bagside. Det er svært at være vidne til en sådan distance, al den stund, der er tale om noter henvendt til en elsket. Tænk at videregive sit inderste med en sådan kølighed. Det er for mange mennesker forbilledligt, en (påstået) stoisk ro, men kan måske også ses som et udtryk for selv humlen i Didions ængstelighed. En frygt for, hvornår hun ikke længere magter at for-holde sig til livet, men må holde det i hænderne. Som et dødt barn man vugger til afsked.
Jeg skal ikke gøre mig klog på ret og vrang, hverken psykologisk eller litterært. Sikkert og vist er det, at udgivelsen af “Notes to John” vil blive tilløbsstykke. Måske jeg endda selv stiller mig i køen.
En lægmandsbetragtning: Denne selvdistance er interessant både som litterær og som terapeutisk strategi. Mens jeg tror, den kan være et sundt eller effektivt kunstnerisk greb, er jeg langt mere i tvivl, når vi kommer til det terapeutiske. At vi overhovedet kan fortrænge traumatiserende oplevelser tyder ganske vist på, at det kan være nødvendigt som overlevelsesstrategi. Ellers ville voldsomme og vigtige hændelser vel tværtimod være dem, vi huskede tydeligst. Men at det ligefrem skulle være sundt som dagligdags livsstrategi at se sig selv fra afstand og sjældent tillade sig at blive i og mærke sine følelser, som de umiddelbart kommer, tvivler jeg stærkt på. Det tænker jeg heller ikke, at mange psykologer og psykoterapeuter ville anbefale?
jeg er enig i det hele. Dog tillader jeg mig – helt idiosynkratisk – at finde distancen, som den bruges af Didion, lidt fersk. men det er en smagssag, og i andre tilfælde holder jeg meget af fremmedgørende virkemidler. Som terapeutisk strategi er det godt i en akut fase, derefter – tror jeg uden at være uddannet terapeut – det er meget uhensigtsmæssigt og kan medføre tæt på dissociative tilstande.
Ikke desto mindre har jeg planer om at læse udgivelsen, når den kommer på dansk.