Louise Juhl

Det har stormet hele natten, vindes rusken har holdt os vågne. Min far går rundt som en løve i sit bur, bukker sig og tager en slurk vand fra hanen, ser ud af vinduet. Store kviste har revet sig løs, de ligger hulter til bulter, han lægger hænderne mod vinduet for bedre at kunne se. Så lyder en tung dump susen, dernæst et brag. Det er den høje bjergfyr, der er faldet, nu ligger den på tværs af grunden, den har trukket en birk og to begyndende egetræer med sig ned. – Satans, mumler han, ikke ligefrem vredt, men mere som en besværgelse. For det her er satans værk: – Jeg ved det. 
Så finder han en flaske frem fra den lave skænk, og fylder det halve af et krus, tømmer det i tre store slurke. Han skærer ansigt, og slår så kruset i bordet. – Med hårdt skal hårdt bekæmpes, siger han henvendt til ingen og finder den uldne frakke, vanterne af skind, huen. 
– Skal du bare stå der og glo? spørger han, før han går ud, uden at lukke døren bag sig. 

Stormen har efterladt skoven som et åbent sår. Hundreder, nej tusinder af stammer ligger hulter til bulter, som var de faldne soldater på en slagmark
Min far går hvileløst omkring, hiver i én stamme, så i en anden, forsøger at lave en sti. Fuglene er i alarm, de svæver i luften over os, skriger på kryds og tværs, en infernalsk larm. Min far råber imod himlen: – Så skru dog ned. Mister balancen og falder, river en flænge i frakkens ærme. Han rejser sig hurtigt igen, besigtiger skaderne. Det revnede stof, et sår i håndfladen, blod. 
Jeg står på afstand og ser slå sig selv i panden, så på kinden, som for at vække en vrede, en kampgejst. Så hviler han ansigtet i håndfladerne, hans skuldre ryster, ryggen er bøjet som på et anskudt dyr. – Min gud, hvorfor har du forladt mig? 
Så ser han op og får øje på mig bag rodet af væltede stammer. Hans blik forandres, og han retter sig op, stadig usikker på benene. Råber imod mig: – Stå dog ikke der. Han støtter med hænderne mod en falden eg: – Det er muligt, at du er sinke, syg i hovedet. Men dine hænder fejler vel ingenting. Han står lidt, venter måske på, at jeg skal svare, men da det ikke sker, fortsætter han selv: – Så kom dog i gang, gør lidt nytte.

Vi går en hel dag, slæber faldne grene, saver, hugger. Ingen af os siger noget, det er alligevel så godt som umulig at få ørenlyd i den stadigt hårde vind, fuglenes forvirrede kald. Kun en enkelt gang ser jeg min far holde en pause, han bukker sig ned, ikke for at samle noget op, men for at samle sig selv. Det varer kun et øjeblik, så er han tilbage i oprejst, sparker til en bunke blade, spytter. Løfter en stamme og slæber den afsted. Hans ansigt er ildrødt og musklerne på halsen spændt til bristepunktet.

Jeg ved ikke, om det er det tunge løft eller eller stormens skader, de mange faldne træer. Jeg ser kun, at han falder og at stammen, han støtter mod skuldrene, falder ned, lægger sig over hans brystkasse. Jeg hører ham kalde, måske råber han om hjælp, måske forbander han det hele, mig, katten, vindens ødelæggelser. Og så, som ud af ingenting, dukker naboen op, hun holder med to hænder om et slag, hun bærer om kroppen. Hun løber alt, hvad hun kan, løfter benene højt, henover afrevne grene, blotlagte rødder. Hen til min far, der nu er helt tavs, det bløder fra hans næse, hans øjne er vidtåbne, som ser han noget, vi ikke kan se. Noget truende et sted bag hans blik. Et vanvid, et fald uden ende. 
Naboen slår ham på kinden, råber hans navn: – Hakon, knapper hans frakkes øverste knapper op, løsner hans skjorte: – Bliv her, bliv! 
Jeg når frem men står til ingen verdens nytte, jeg er tavs for ord og står som lammet. Men naboen kræver sit. – Løb efter hjælp, råber hun og jeg før som hun siger, jeg løber. Uden at vide hvorhen. Løber og falder og rejser mig igen. Langt væk aner jeg røgen fra et skorsten, det er der, jeg må hen, til røgen og varmen, der må stå mennesker bag. Det brænder i halsen, hovedet gør ondt, jeg tænker på min far, som han lå dér: under stammen, med blødende næse og angstfyldte øjne, jeg har aldrig set ham sådan før.