Louise Juhl

Tre gange om dagen.
Om morgenen, som det første, når jeg vågner. Og i børnehaven, lige når vi har spist madpakker og pædagogerne har travlt med at rydde op. Tredje gang er, når jeg kommer hjem, og huset er tomt, og der er to timer og halvtreds minutter, til min mor kommer.

Det er vigtigt, at jeg gør det i den rigtige rækkefølge. Ellers virker det ikke: Jeg slår en streg henover panden med pegefingeren, tre gange, fra venstre mod højre. En helt helt lige streg. Jeg trykker hårdt, det er ikke for sjov men for alvor. Når jeg har trukket og trykket tre gange, så tæller jeg. Indeni mig selv, men nu fem gange:
Yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi, yksi kyksi kaksi.
Det er finsk og betyder en, to tre, men er ligesom mere for alvor, når det er på finsk. Man kan høre det, hvis man lytter efter:
Yksi!
Kyksi!
Kaksi!
Til sidst holder jeg vejret, så længe jeg kan. Og lidt længere. Nogle gange bliver jeg svimmel og må sætte mig ned, men jeg bliver ved alligevel. For jo længere, jeg holder vejret, des mere har jeg til gode.
Jeg sparer op.
Jeg sparer op, så min mor kan trække lidt af det.
Hun er nemlig ved at blive kvalt:
–Det er alle de pligter, siger hun, møder i børnehaven og på arbejdet. Planlægning, skemaer, aftaler.
Og bagefter er der indkøb, der skal ordnes, og nu er der også noget galt med bilen.
–Hvordan skal vi få råd til det? spørger hun, og får røde pletter på halsen og vender sig væk, som om jeg ikke må se hende.
Så er det, at jeg bruger mit vejr. Dét, jeg har sparet op. Jeg giver det til min mor. Det er ikke altid det virker, men hvis ikke, jeg sparede op, ville hun sikkert få det endnu værre. Ja måske ville hun slet ikke have noget vejr at trække, og så ville hun dø, og det må hun ikke. Min mor må ikke dø!
Det er derfor, jeg gør det. Tre gange om dagen. Men fra i morgen vil jeg prøve at gøre det fire gange – så kan det være, vi også får råd til at reparere bilen.