Louise Juhl

I en novelle af den norske forfatter Ingvild H Rishøi om en mor og hendes datter, går de i dagene op til jul omkring i byen, prøver tøj og “glemmer” at tage det af igen. Udenfor indkøbscentret møder de en hjemløs, der spørger efter penge, men moren afviser hans bøn. De har jo knap nok til bussen hjem, barnet insisterer, det hele ender i et søle af tis og gråd og kulde og fortrydelser.
Fortællingen findes i samlingen “Vinternoveller,” og er så stærkt fortalt, så levende og mærkbart, at jeg i årene efter har gået rundt og husket episoden i omklædningsrummet og det umulige valg mellem at hjælpe sin næste og hjælpe sig selv, som var det min egen. Jeg kan tydeligt genkalde mig det kolde sneslud, lygterne fra bussen. Følelsen af at bære noget tøj, jeg ikke har betalt for. Det er selvfølgelig en falsk erindring, eller. Det er en fiktion så stærkt formidlet, at den har taget form af virkelighed i min hjerne.
Da jeg var syv mistede jeg min farfar, Anders, han døde uvarslet af nyresvigt. Jeg nåede aldrig rigtigt at lære ham at kende, han sad gerne på sit kontor bagerst i murmestervillaen på Villagade og gennemgik gamle regnskaber, eller han tog sig et hvil i den kongeblå lænestol ved vinduet ud mod gaden. Jeg hilste på ham med hånden og kendte ham bedst som min fars far, en sær konstruktion, jeg ikke helt begreb, for min far var jo far, og hvordan kunne han så også være nogens barn? Jeg fik ikke lov at komme med til begravelsen, men sad derhjemme med besked om at passe min farmors gravhund Ib, og jeg forstod at døden var noget, de voksne hviskede om, ligesom op til jul, når de gemte gaver i skabene, de først fandt frem den 24. december. Jeg gik således længe og ventede på, at min farfar ville dukke op igen, som en overraskelse en dag i december måske. I mellemtiden erstattede jeg ham med Mattis fra Brødrene Løvehjerte, den hjertevarme ældre mand, der redder Tvebak fra Tengilsmændene ved netop at påstå at være hans farfar. I flere år efter min farfar var død, gik jeg rundt og pralede med, at han var i live, nu hed han bare Mattis, og sad et sted på en bænk og ventede på, at jeg kom forbi. det slog mig aldrig som en løgn, jeg huskede ham jo tydeligt, ja bedre end min egen farfar, og så var det vel sandt?
Jeg er meget optaget af sådanne erfaringer, ting, man husker med næsten fotografisk præcision, selvom de aldrig har fundet sted. Lærer Andersens forfærdelige endeligt på altanen, som alle husker uanfægtet, at scenen aldrig har fundet sted er et efterhånden fortærsket men ikke desto mindre godt eksempel på det samme. Det, vi har levet os ind, uanset det er fiktion og fantasi, føles lige så reelt som de faktuelle hændelser, vi har oplevet.
Det er både godt og skidt. Godt jo, at få en ekstra og endda meget kærlig farfar, når den, man havde, er død. Også godt, at kunne leve sig ind i et barns fattigdom sådan som Ingvild H Rishøj så fremragende tilbyder os med sine noveller. Ikke bare forstå men også føle ubehaget og skammen ved at stjæle, og splittelsen mellem at skamme sig over- og på samme tid ubetinget elske en forælder. Det er en styrke at kunne begribe andre virkeligheder end ens egen. På samme tid kan det være en alvorlig trussel: Tænk på, hvordan masserne i tiden op til anden verdenskrig lod sig forføre af Adolf Hitlers retoriske forvanskninger af virkeligheden. Han påstod sammenhænge, der intet havde på sig, men som var så levende beskrevet, så patosfyldt og fyndigt, at folk så det for sig som sandheder. De så en fremtid af stolte kvinder med fletninger og børn med runde kinder, der legede lykkeligt i kornet. De så flittige mænd, orden og renhed. Diktatorens løgne blev i de længselsfulde tyskeres bevidsthed til faktuelle forudsigelser. Hvis bare de lykkedes med at holde den ariske race ren og holde de nationalsocialistiske dyder højt, ville fremtiden være lys og evig.

Jeg ved at fugle kan finde frø, de har gemt ti måneder tilbage. De kan ganske enkelt styre direkte mod et træ blandt tusinde og finde et skjult forråd under et stykke bark. Deres hukommelse er så præcis og rumligt forankret, at den sikrer dem overlevelse i strenge vintre, hvor der ikke er andet føde at finde, end hvad de har gemt. Vi mennesker, derimod, har ofte svært ved at huske fra næse til mund. Hvor lagde vi bilnøglerne, hvornår er det, vi har bryllupsdag? Fuglene er således mennesket overlegne i deres evne til at kortlægge hændelser, der går langt tilbage. Til gengæld: flytter du deres frø tre centimeter til højre for dets oprindelige placering, kommer fuglene til kort. Deres præcision skygger for evnen til at tænke ud over det eksakte, de ender ved konklusionen: Frøet var ikke at finde, hvor det skulle være, men tænker ikke ideer: Hvor kan det så være?
Når vi mennesker ind imellem mere eller mindre uforvarende kommer til at blande fiktion og fakta eller praktiske erfaringer med teoretiske forudsigelser, så giver det også en mængde muligheder for at operere i verden. På trods og i trods. Hvis nogen flytter vores frø, så finder vi sgu bare nogle andre. Eller vi protesterer: Hvem har taget vores frø?
Fuglene, derimod, dør af sult.
Faren er så, at vi i vores medleven, vores forsøg på at finde en forklaring, kobler ting fra den virkelige verden med ting, der kun eksisterer i vores hjerner. Vi giver måske naboen skylden for de frø, vi selv har forlagt. Måske synes vi ligefrem at have set tegn i sol og måne på hans mistænkelige adfærd. vasker han ikke sin bil lige lovlig tit – hvad mon han prøver at skjule? Og hvorfor har han lyset tændt om natten? Pludselig er det så åbenlyst, at han er kriminel, måske har han ikke bare taget vores frø, men er også skyld i klimaforandringerne og hullet i asfalten lige ud for vores indkørsel?
Jeg var faktisk så glad for min nye farfar, Mattis, at jeg – foreholdt af en voksen, at han ikke fandtes – brød ud i gråd og insisterede: Han FINDES, jeg sværger. Lige sådan, da jeg tretten år senere blev meget syg af anoreksi: Også her løj jeg uden at vide, at det var det, jeg gjorde. Jeg var så overbevist om, at jeg ikke snød men bare gjorde, hvad jeg måtte for at overleve, at jeg pure nægtede at gemme mad i strømper og trusser eller at dyrke motion i det skjulte.
Det jeg vil sige er, at virkeligheden ikke er nok. Det er ikke nok at kunne finde frø, man må også have en plan B, hvis frøene pludselig forsvinder. Her er fantasi og forestillingsevne afgørende. På samme tid er virkeligheden helt afgørende. Frøene findes – og vi kan ikke overleve alene ved tanken om dem.

Der er den her filmscene, jeg bliver ved at vende tilbage til. En ældre kræftsyg far nægter at forholde sig til alvoren af hans situation, men hans søn insisterer: “its in stage four, dad!” Faderen smiler afvæbnende: “At least it’s not stage five”, svarer han. Hvortil sønnen trist, ja næsten tryglende understreger sin pointe: “There IS no stage five.”
Jeg nævner scenen, fordi den siger noget vigtigt om sprog. At de ord, vi vælger, de termer, vi bruger til at forklare os med, kan virke oplysende – men også modsat – fremmedgørende, forvirrende. I tilfældet ovenfor er det jo åbenlyst, at sønnen benytter en målestok for sværhedsgraden af en sygdom, som faderen ikke forstår. Stadie fire lyder jo i sig selv uskyldigt, især hvis det er målt på en skala, der går helt til hundrede. Men det er det ikke – “there IS no stage five”. Stadie fire betyder terminalt syg, sidste stop før døden, og selvom faren forsøger at bevare optimismen, må selv han erkende, at fornægtelse ikke virker, når det drejer sig om livets Endeligt. Du kan godt vælge at se væk, men den forsvinder ikke af den grund.

I en artikel af professor i antropologi Manvir Singh med titlen “How Much Does Our Language Shapes Our Thinking”, filosoferer han over, hvordan forskellige sprog og sprogkulturer har betydning for, hvordan vi forstår verden. Tænker om den. En kendt eksempel er inddeling af tid. I vesten benytter vi tre tider: fortid, nutid og fremtid, i nævnte rækkefølge, sådan at fortiden er bag os, nutid er ved os, og fremtiden ligger foran. Men uanset det synes indlysende for os europæere, så er det langtfra givet, at det er sandheden om tidens beskaffenhed. I visse amazonstammer er det faktisk omvendt. Den nære fortid er den, vi stadig kan se/husk, og er af samme grund placeret lige foran os. Fremtiden derimod, kan vi ikke se, vi kender den jo ikke, hvorfor den er placeret bagude. I atter andre sprogkulturer taler man om, at fremtiden flyder OP af bjerget, mens fortiden løber NED ad bjergets sider. Vi har her ikke længere at gøre med en vertikal lineær tid, men med tiden som en horisontal størrelse.
Det lyder måske nørdet og abstrakt, men det har afgørende betydning for, hvordan vi forholder os til verden. Om de politiske visioner, til eksempel, er vandrette – fremad, videre, vækst. Eller om de har et mere horisontalt sigte, højere, mere himmelsk. Lige sådan har det betydning for oplevelsen af alder, forestiller jeg mig. Herhjemme er ældre nogle, der i kraft af deres begrænsede mobilitet og hastighed er til gene og står i vejen for fremskridtet, mens de i kulturer, hvor tiden opfattes som opstigende, himmelstræbende, snarere ses som vise, erfarne, nærmere toppen.
Lige sådan er der forskel på, hvor gode vi er til at sætte ord på vores sanseoplevelser. I Vesten har vi længe prioriteret syn og hørelse over følesansen, lugt og smagssansen, og det afspejler sig i vores sprog. Vi har et langt mere veludviklet vokabular for det, vi kan se, end vi har for eksempelvis smage. Sidstnævnte vil ofte blive reduceret til en sammenligning: Det smager lidt af citron og ingefær. Mens der på andre sprog, hvor smag og duft rangerer på lige fod med syn og hørelse, er langt mere præcise og varierede begreber for netop den slags sanseindtryk. Det er klart, at den slags har betydning for vores tænkning og væren. Tænk hvis vi i Danmark havde lige så mange ord for smagsindtryk, som for vores visuelle verden. Artikler og opslag, litteratur og dans ville sig anderledes ud. Vores nyhedsdækning.

Da jeg blev forsøgt udredt for kroniske smerter, var jeg ad flere omgange i kontakt med en reumatolog, der blandt andet havde deltaget i en verdenskongres om emnet. Verdens fremmeste forskere på feltet havde været samlet i fem dage for at tale om de forskellige typer kroniske smerter, de var stødt på, og behandlingsmuligheder. Det havde på een og samme tid været en storslået og trist affære: Det vokabular forskerne havde til at beskrive smerterne på, var så godt som alene en skal fra et til ti, hvor et var næsten ingen smerter og ti var voldsomme smerter. Og grupperingen af smertebilleder var lige sådan mangelfuld. Man skelnede mellem dumpe, vedvarende smerter, jagende smerter og et par stykker mere. “Så længe vi ikke ved mere om, hvad dump og vedvarende dækker over”, sagde han, “så får vi svært ved effektivt at behandle med andet end det, vi allerede har at gøre med. Morfinpræparater og andre bedøvende midler.” (Det mest effektive våben mod kroniske smerter, betroede han mig i øvrigt, var søvn)
Det er derfor det med sprog er så vigtigt. Fordi jo mere præcist, vi kan beskrive hvad vi ser og hører, mærker og oplever, des større er sandsynligheden for, at vi kan gøre os forståelig for andre. Hvis jeg ikke behøver at nøjes med at sige om en politiker, at denne er dum og uduelig, men kan forklare, hvorfor og hvad, jeg er uenig i og ikke mindst, hvad jeg ville foretrække i stedet, så er sandsynligheden for, at modparten ville lytte, langt større. Hvis vi fik gjorde os umage for at finde flere ord at sætte på naturen, ville vi med stor sandsynlighed også blive mere omsorgsfulde i vores omgang med den. Sheküfe Heiberg har forsøgt sig med en verbalisering, helt bogstaveligt, af naturbegreber. Livets verber, hedder værket, hvor hun forsøger at give sprog TIL naturen, i stedet for kun at skrive OM den. At flode, kunne for eksempel betyde at strømme rislende gennem verden. Eller at Birke, som kunne være at stå som en lysende gul fakkel ved en sø i efteråret.
Jo mere umage, vi gør os, med at udvide og udvikle sproget, des større bliver verden omkring os. Ikke i kvadratmeter men i indsigt og forståelse. Hvis tiden ikke bare er før, nu og efter, som vi forstår den her i vesten, men også under og over os, som andre kulturer oplever det, ja, så har vi meget til gode at opdage.
Verden er jo rund af en grund?

Flere har de senest dage refereret til en vanvittig – og vanvittig god – artikel i The new Yorker: En velresearchet og forbilledligt nøgtern gennemgang af sagen om Alice Munro og anklagerne rejst imod hende for at ikke at tage sin datters anklager om stedfarens seksuelle misbrug alvorligt.
Artiklen er en rystende beskrivelse af en følelsesmæssigt fuldkommen forkvaklet familiedynamik. En mor, der alene formår at forholde sig til virkeligheden, når hun får lov at bruge den i en fiktiv tekst. En stedfar, der ved hjælp af en særligt perfid form for ironi formår at holde sine medmennesker fanget i et jerngreb. Gerry, som stedfaren hedder, latterliggør Munros følelser, han kalder hendes usikkerhed for “tåbelig” og udnytter kynisk Munros skrøbelighed til at fjernstyre hende, få sin vilje. Ha lykkes med at få den yngste datters helt almindelige henvendelser til at fremstå som forsøg på seksuel forførelse, og blottet igen og igen sit rejste lem – angiveligt for at bevise sin tese om, at hun er en Loilita-skikkelse.
Alice Munros eksmand, Jim og hans kone Carol, er vidende om Gerrys adfærd, men vælger at affærdige den misbrugte datters betroelser som “løbske fantasier” og mener, at det ikke er værd at tale om, så længe, der ikke er tale om fuldbyrdet voldtægt. Alice, den misbrugte datter, fortæller det også til sin mor, der reagerer med en sær form for – ikke vrede eller forfærdelse – men sorg. Som om hun er mere optaget af sit eget eventuelle tab ved at skulle forlade sin mand, end hun er ved tanken om de traumer, datteren er blevet pålagt.

Artiklen er lang og grundig, hårrejsende i al sin gru. Til sidst ved alle, hvad der sker, Munros redaktør og forlægger, familliens venner og kolleger, men ingen synes at reagere, pånær ved at holde afstand. Alice Munro forlader flere gange sin mand, men kun for at returnere efter få måneder. Hendes behov for tryghed og (forkvaklet) omsorg vinder over væmmelsen ved sin mands overgreb.
Gerry selv skriver et brev til Jim og Carol, en slags forsvar for sine handlinger. Han “nægter at skamme sig over sin egen seksualitet, som muligvis ikke lader sig begrænse af samfundets normer,” skriver han – læg mærke til hvordan han bruger sproget til at vende situationen til sin egen fordel. Nu er det samfundet, der er bornert og sygeligt forskrækket, mens han er en slags rebel, en oprører, der forsøger at udleve menneskets egentlige bestemmelse: Fri seksualitet. Det er vildt nok, men ikke ukendt, vi ser det overalt igen og igen. Hvordan overgriberen i dysfunktionelle forhold, forsøger at pege fingeren ud ad, væk fra sig selv. Kalder offeret for krænkelsesparat eller hysterisk. Latterliggør den kuedes argumenter: nåååå, hvor er det synd. Eller tillægger offeret en medskyld: – Du sagde jo ikke fra, – du nød det sgu selv.
Det sker hele tiden. Også når vi diskuterer sagen om Munro. Var hun i virkeligheden mere skyldig end sin mand, fordi hun valgte at blive, og på den måde ofrede sin datter på selvomsorgens alter. Var redaktøren i virkeligheden en klam kapitalist, når han, vel vidende at materialet beroede på virkelige hændelser med en dybt ulykkelig og traumatiseret datter til følge, alligevel valgte at udgive de noveller, der, mere end antydningsvist, bruger overgrebene som materiale? Hvorfor sagde ingen fra og hvordan lykkedes det Munro i årtier at leve med en mand, der nedgjorde hendes følelser og som var hende utro med hendes eget barn? Hvad er det for nogle dynamikker, der er i spil, når et Alice Munro med uhyggelig præcision formår at beskrive samme manipulation og overgreb, som hun i det virkelige liv ikke magtede at se i øjnene? Er det kunst? Er det emotionel menneskehandel? Er det et råb om hjælp eller tværtimod et forsøg på at fralægge sig ansvaret, ved at ophøje traumer til litteratur?

Gerry er utvivlsomt en kvalmende manipulator, men Munro benytter også beskidte kneb, når hun beskylder den misbrugte datter for misogyni, ved at forlange, at hendes mor skal forlade sin mand. “Det er at undertrykke min selvstændighed”, påstår hun og fortsætter med at sige, at ingen nogensinde ville forlange det samme af en mand. Det er jo absurd. Munros eksmand, Jim, vælger bekvemt at holde sig på afstand, at lægge øre til både datterens og hendes overgrebsmands betroelser.
Det er en formidabel artikel, og jeg er fuldkommen på røven over, at der findes et magasin som The New Yorker, der bringer så grundig og så gennemført journalistik om menneskelige dynamikker og manipulation. Artiklen blotlægger et virkeligt forløb, der er så vanvittigt, at ingen – måske på nær Alice Munro – kunne have skrevet det.

Da hun fortalte mig, at de skulle skilles, var min første tanke, at han havde været hende utro. Eller det, der var værre, måske: havde han mon slået hende, holdt hende som gidsel i et fængsel af tavshed og trusler? Men sådan hang det ikke sammen, de var bare vokset fra hinanden, forsikrede hun mig om. Hans glæde ved arbejdet og store biler var vokset med årene, hendes had til samme var fulgt med. Når han foreslog en tur i cabrioleten, gjorde hun fagter og lod som om hun stak en finger i hilsen: I’d rather die. Hun var begyndt til overtonesang, havde fundet melodien, bogstaveligt talt, et sted midt imellem nedre brystben og hendes navle. Han gik hjemmefra, når hun øvede sig, det næste blev vel, at hun fik en slange tatoveret på anklen, himlede han. Eller kun ville spise ost lavet på brystmælk?

I starten havde de lavet sjov med deres forskelligheder, hun kaldte bilerne for penisforlængere, han pegede fingre af det, han mente var hendes Morder-Jord-Kompleks, en sygelig optagethed af alt, der rimede på kvinde og krop.

Det var ikke til at sige, hvordan det var gået fra sjov til alvor, en dag havde han lagt en japansk vaginadukke på køkkenbordet. Der var sgu mere sjov i sådan et stykke oppusteligt plastik, end der var i hende, sagde han, og sparkede til hendes lædersandaler. Han savnede ærlig talt lidt kød og blod. Hun havde grinet af ham, set henover tekoppen med et hånligt blik. Honestly? 

Til sidst havde det været det eneste, de havde at give hinanden, sære gaver. En pandelampe: så kan det være du kan finde vej ud af dit åndelige pis?

Nu havde de så valgt at gå videre hver for sig, og pludselig var alt forandret. Hun var begyndt at læse om hestekræfter og ørkenrace, han om stemmens kraft og energier, det jordnære. Caminoer og pilgrimsfærd. Selv deres sexliv havde fået en opblomstring, en særlig ømhed havde indfundet sig når de fandt hinanden under dynen, en nysgerrighed. Hun kunne få timer til at gå med at tegne kort på hans hud, ruter fra hoved til fødder, (dér, et rejst lem) og han faldt i søvn under hendes fingres søgen. Faktisk havde de aldrig elsket hinanden så højt som nu, hvor de vidste, at det var forbi. Som om deres bånd var forvandlet til en line fremfor en lænke, de havde kysset farvel udenfor huset, han havde grædt, hun havde kysset ham på kinden, halsen, lagt hovedet mod hans bryst.

Jeg mødte hende mange år senere, hun talte stadig om ham: det dumme svin, det dejlige svin, nu arbejdede hun som teknisk tegner i et tøjhus, i sin fritid lærte hun sig tegnsprog, så hun kunne fungere som frivillig tolk. Han var flyttet til Schweiz, de havde købt en fælles hund, en Bernhardiner, et værre bøvl sådan at pendle mellem her og der med dyret, vaccinationer og karantæner. Men de elskede den hund, og det var vel det mindste, man kunne gøre for kærligheden. At anstrenge sig, køre lidt frem og tilbage, bøvle.

Forleden læste jeg en artikel på dr.dk, hvor Mikkel Hansen fortalte om en periode præget af alvorlig stress og depression. Det er virkelig godt, at han står frem: En guldvinder, en sportsstjerne. Førstemand og sejrsherre.
For uanset hvor langt vi er med at anerkende stress som en reel sygdom, en lidelse, der ikke skyldes mangel på rygrad eller et overfølsomt gemyt, men vedvarende og voldsomme byrder. Byrder derhjemme, et sygt barn, en knirkende parforhold. Byrder på arbejdspladsen: omstruktureringer, nedskæringer, konstant nye opgaver. Så er der stadig knyttet et stigma til diagnosen. En lille tvivl om den syges stamina. Måske handler det bare om at. Det der “bare”. Eller “hvis du nu skruede lidt ned for ambitionerne og lidt op for selvkærligheden, så”. No shit, Sherlock! Stress skyldes jo ikke dumhed. Tværtimod. De fleste med stress er godt klar over, at de “burde” tage den lidt med ro. Være mindre på skærmen, mere til stede i øjeblikket. De ved også, at ingen takker dem for at ligge vågen om natten og spekulere over, om man lykkes med det projekt, man er i gang med at gennemføre, om man får tilsagn på den indsendte ansøgning, al den slags. Der er jo ikke andet at gøre, end at vente og se. Alt det ved man, fornuften fejler ikke noget, hverken hos den stressramte eller omgivelserne. Det er følelserne, der halter med at følge med. Den lige lovlig veludviklede pligtopfyldenhed. Ansvarligheden, der ikke bare er stor men kvælende i omfang. Impostersyndormet: Frygten for at falde igennem, blive afsløret som. Ja som sig selv, ikke andet, et menneske med begrænsede ressourcer og behov for hvile.
For nogle år siden var jeg koordinator på en privat teaterskole, der udover etårige uddannelsesforløb også tilbød weekendworkshops indenfor scenekunst og stemmetræning. Jeg var glad for jobbet, opgaverne var mangeartet og jeg havde en høj grad af selvbestemmelse. Efter halvandet år ansatte min chef en kollega, hun var helt utrolig sød og matchede mine mangler til perfektion. Hvor jeg var iderig, sprudlende, udadvendt, var hun super struktureret og en ørn til regnskab og kolonner. Vi kom godt ud af det med hinanden, men med tiden følte min kollega sig kaldet til at bede om hjælp. Hun oplevede, at jeg besvarede mails og påtog mig opgaver, der lå udover vores arbejdstid- og opgaveportefølje. det var stressende, forklarede hun, fordi hun dermed følte sig presset til at gøre det samme. Stille sig til rådighed alle døgnets fireogtyve timer, ugens syv dage.
Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg reagerede, men ikke imødekommende. Hvorfor havde hun ondt i røven over, hvordan jeg gjorde tingene, tænkte jeg, skulle vi alle være som hun, måske, passe ind i et excellark. Otte til fire og fluebenshelvede. I dag er jeg flov over min manglende opbakning. At jeg ikke forstod, hvad hun bad om: En håndsrækning, en hjælp til at sætte grænser i en branche, hvor grænseløshed anses for en force. Jo vildere, højere, hurtigere, du arbejder, des bedre. Hun havde brug for ikke at stå alene med sit ønske om at kunne holde fri udenfor arbejdstid. Og jeg? Jeg tænkte: Ringbindsordnet tilværelse, nej tak. Undskyld, Bente❤️
For nylig oplevede jeg, hvad stress er for en størrelse helt tæt på. Det menneske, der betyder allermest for mig, begyndte at skrante. Først gav det sig udslag i en enorm træthed. Han kunne sove fjorten timer i døgnet og stadig føle sig udmattet. Når han vågnede oplevede han et pres bag øjenlågene, en lyst til at græde, men uden at kunne finde ind til tårerne. De forblev bare den her trykken inde bag ved. Senere blev det også på vej hjem fra arbejde, at han oplevede gråden nærme sig. Jeg bad ham flere gange opsøge en psykolog, han var langt fra afvisende, kunne bare ikke lige finde tid til det. Og hvad nu hvis psykologen var et fjols, og hvad kunne sådan en egentlig tilbyde, som han ikke selv kunne mønstre af viden?
Det hele kulminerede en dag i sofaen. Vi sad som så mange gange før og talte om hans mistrivsel, trætheden, grådlabiliteten. – Nogle gange har jeg lyst til at køre bilen ind i et træ og gøre en ende på det hele. Han sagde det som en henkastet bemærkning uden særlig betydning, og det var ikke før nogle timer senere, det gik op for mig, hvad han egentlig havde forsøgt at fortælle. At. han. Var. SÅ. Træt. At. Han. ikke. Kunne. Mere.
Jeg tog ham med til min egen psykolog. det var i juni og meget varmt, vi aftalte at tage takeaway med hjem derfra. Vi gik over tiden. Meget over tiden, maden, vi havde bestilt, blev kold, fuck det. For psykologen var ikke i tvivl. Min elskede var til fare for sig selv, ikke sådan som vi normalt taler om selvskade, men fordi han ikke var i stand til at bremse sin egen iver, stoltheden ved sit arbejde. Behovet for anerkendelse, at præstere og blive belønnet. Han blev sygemeldt med øjeblikkelig virkning, jeg tror faktisk, det reddede hans liv.
Som forfatter er man aldrig i mål. Så snart du udgiver en bog, er den forældet. Er du heldig får du tre ugers opmærksomhed, så er der ti andre bøger, der løber med overskrifter og anmeldelser. Måske oplever du, at en kollega vinder priser og ligger nummer seks på Saxos bestsellerliste, mens du selv må være glad for et oplag på under tusinde. Det er ikke fordi, du ikke under din kollega sin velfortjente succes, det er bare det pres, det afstedkommer. Følelsen af, ikke at gøre det godt nok. Ikke at skrive godt nok, ikke at sælge det godt nok, ikke at være opsøgende nok, ung nok, provokerende nok. Så er der de legaterne, stressen over at formulere sit litterære virke uden at reducere det til en ligning. Derefter ventetiden, i hvilken du vel at mærke gerne skulle langt med endnu en bog, som om et par år, kan give dig tre ugers luft.
Mikkel Hansens kone fortæller, at han ringede hjem nogle dage efter sit VM- guld i 2023 og ikke vidste, hvor han var. Han havde så længe haft tunnelsyn og kun set i retning af sejr. Nu var sejren i hus. Og hvad så?
Ja, hvad så.
Livet, for eksempel, som vi har glemt undervejs. Sivene ved søen. Det gamle nøddehegn i mine svigerforældres have. Hundens omsorg. En kop te i klitterne i december. En god bog, eller at grine sammen ad en virkelig plat vittighed. Jeg håber de fleste af os bruger de næste dage til det. Men også derefter husker, at ingen skal føle sig trætte, når de vågner og ingen skal føle lyst til at køre ind i et træ, fordi pligterne synes endeløse og man har mistet målet af syne.

Man kan tie så længe, at man næsten glemmer, hvordan det er at tale. I stedet bider man i en sten, eller sluger en klump vat for at dæmpe et skrig.
Lad os kalde den en fiktion. Det øjeblik, hvor han snører sin støvle og sparker mig. Så hårdt, at jeg et øjeblik mister bevidstheden. Ikke længe men nok til, at jeg fra da kender mørket. Kender til fordelene ved at spille død, ligesom soldater spiller døde for at undgå fjendens angreb, kugler. Usynlig, pist-væk-borte.
Lad os sige, at du så ofte har hørt, at det er noget du finder på. At du fordrejer sandheden, forvrænger den. At du er urimelig sart. At du til sidst tror på det. Det var jo ikke så slemt. Dengang du kastede op, fordi han tvang dig til at stikke hovedet ned til hans bagdel, mens han slog en prut. Det var jo bare for sjov, haha. Ligesom kasettebåndene, han ødelagde, fordi han ikke gad høre på din lortemusik. Drengestreger, kaldte de det, og ærlig talt: Lone Kellermann var sgu da også lidt anstrengende at høre på i længden, var hun ikke? Se venedig og dø!
Lad os sige, at du ender med at tvivle. På alt og mest af alt dig selv. For kaldte han virkelig tiden med anoreksi for “dengang du var syg i hovedet,” eller er det bare noget, du finder på? Er ikke ok at smide “åh føler du dig nu krænket?”-kortet, når du forsøger at få ham i tale. Har han ikke ret til at afslutte en skriftlig sviner med tilføjelsen: “og du behøver ikke svare et eller andet om, at du er såret. Fri mig for dit frelste pis.”

Har den slags adfærd ikke et navn: Psykisk vold?
Eller er det mig, der er sart, krænkelsesparat. En crybully. En tudetøs?

Da jeg blev smidt ud af højskolen ved Skælskør, flyttede jeg ind hos min faster på Frederiksberg. Hun havde en villa på Peter Bangs vej i tre etager, jeg fik lov at bruge den øverste. Lejligheden var med tekøkken, toilet og fire solarierør i loftet over min seng. Her boede jeg fra slut februar til start maj, så fik jeg en enkeltstue på Frederiksberg Hospital med vagt døgnet rundt, også når jeg sov, tog bad, talte i telefon. Nogle måneder efter blev jeg udskrevet til et ridecenter i Hundested, jeg fik en himmelseng med stolper og gardiner og en norsk skovkat, som jeg kælede så ofte, at den fik skaldede pletter.
Det gik ikke med Hundested, og jeg endte tilbage på hospitalet. I mellemtiden var min bedste ven på nabostuen, Benny, død, og køkkendamen Inger sygemeldt med stress. Jeg blev udskrevet efter tre måneder, fandt et opslag på en tavle i Irma. En, der hed Eva, søgte en logerende, jeg ringede og fik lov at besigtige værelset. Ikke mange dage senere byttede jeg adressen på Nordre Fasanvej ud med en femtesalslejlighed i Kronborggade. Vi tog bad i køkkenet. Dobbeltdørene ind til mit værelse var franske og af glas, jeg havde intet at skjule.
Senere flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, en kæmpe lejlighed opvarmet med gas, det var pivkoldt selv om sommeren. En af bofællerne hed Signe, hun bekymrede sig så om mit ve og vel og min altid nedadgående vægt, at hun til sidst ikke kunne sove om natten. Jeg tog konsekvensen og fandt en fremlejet lejlighed på J.M.Thieles vej med tæpper på gulvene og fritlagte bjælker. Ren luksus, hvis ikke det var fordi, jeg havde det ad helvede til. Jeg spiste rå sennepspulver i håb om at fremme peristaltikken og svømmede to kilometer hver morgen før forelæsningerne for at tillade mig selv at sidde stille.
Det hele var uholdbart. Min boligsituation, mine studier, min vægt, mit velbefindende. Jeg tog orlov og søgte i stedet ind på biblioteksstudiet i min hjemby, Aalborg, fik tilsagn, fandt en lejlighed på Sohngårdsholmsvej og flyttede dermed for sjette gang på to år. Men ensomheden var enorm og naboen mere sær end sød, så da jeg faldt var en annonce, der søgte en beboer til et bofællesskab på Strøybergsve, slog jeg til. Det var en gammel villa med karnapper i glas, et mareridt når man som jeg led af Raynaud, og derfor måtte bestille en vinduespudser, hver gang ruderne skulle pudses. Om det var derfor, eller fordi udlejeren var en gammel nar, ved jeg ikke, men efter et år fandt vi en lejlighed i Danmarksgade. Lige overfor Den Lille Købmand, hvor jeg fik arbejde. Jeg solgte slik og cigaretter og skrabelodder og lagde øre til timevis af tunge betroelser lige før lukketid. Alt lige fra skjult misbrug til partnervold, problemer med rotter og social angst. Jeg fik 120 kr/timen plus alt det slik, jeg kunne spise, det sidste var et safe card for Myrna, som ejerne hed. Jeg led stadig af madangst og kunne ikke drømme om at spise sukkerholdige produkter.
Vi var som ild og vand. Mig og de andre beboere. Vi enedes fint, det var slet ikke det, men da en af mine kolleger fra Købmanden tilbød mig at flytte ind hos hende i Løkkegade – lige overfor den gamle badeanstalt og få hundrede meter fra biblioteket, sagde jeg ja. Min niende flytning på tre år varede et års tid, så flyttede jeg for mig selv i en etværelses lejlighed i Øgadekvarteret. Det var her, jeg fødte en død bændelorm, og også her jeg fandt arbejde på universitetet. Som assistent, jeg skulle transskribere telefonsamtaler fra hele landet, Fyn, Sjælland, Bornholm, Skagen. Det var på Center for Personkommunikation, projektet skulle medvirke til at optimere digital talegenkendelse, så folk fra hele landet kunne få gavn af teknologien.
Den ellevte gang jeg flyttede var til fjerde maj kollegiet i Hasserisgade, jeg fik først et værelse øverst oppe. Seks kvadratmeter, jeg måtte prioritere, om jeg ville have mine sko stående indenfor døren, eller om jeg foretrak at bruge pladsen på noget andet. Efter et halvt år blev jeg forfremmet til etagen nedenunder, otte en halv kvadratmeter. Min nabo havde natarbejde på Coops varelager og boede med en abe på sit værelse, det, selvom dyrehold var strengt forbudt. Ellers var det fint. Eller – værelset var fint og dem, der boede på kollegiet var fine. Maden var også fin (vi havde en madmor, der sørgede for morgen- og aftensmåltidet undtagen i weekender). Selv var jeg alt andet. Jeg læste og sikrede mig et 13-tal i mit afsluttende speciale, intellektet fejlede ikke noget, det var følelserne, den var gal med.
Så da jeg flyttede til Aarhus for at læse videre (videre, altid videre) og ind i et bofællesskab på Vester Alle sammen med Anna Maj og Jane og Morten, gik der kun få måneder før jeg blev indlagt igen. Min 15. flytning var således til stue 8 på Center for Spiseforstyrrelser på Harald Selmers vej, min kontaktsygeplejerske hed Dorte og var både skrap og skarp, men aldrig ufin.
Efter tre måneder blev jeg sendt på Timeout, samarbejdsvanskeligheder, kaldte de det: jeg tog ikke på efter planen. Jeg fandt et værelse på Jacob Adelborgs Alle hos en nyligt fraskilt advokat, der ejede den guleste Volvo, jeg til dato har set. Efter et halvt år var min vægt så faretruende, at overlægen, til trods for sin synlige frustration, måtte give mig en chance mere. Jeg fik en ny stue og en sonde gennem næsen, tog på, langsommere end lægerne syntes, men dog. 1. december vejede jeg 50 kilo, som var den magiske grænse. Folk fra kommunen og regionen blev hidkaldt, vi var fjorten mennesker om bordet, overlægen mente, at et bosted med opsyn var nødvendigt. Og sådan blev det, lige før jul flyttede jeg ind på en gård ved Ejer Bavnehøj, jeg siger ikke, det var en katastrofe, kun, at det føltes sådan. Efter fem måneder bekendtgjorde jeg, at jeg ville flytte for mig selv. Sygehuset himlede og lod mig forstå, at det ikke var et tagselvbord: Valgte jeg deres tilbud fra, ville jeg ikke længere kunne forvente deres hjælp.
Jeg har ikke set mig tilbage siden. Jeg har ikke besøgt afdelingen, ikke talt med overlægen. Jeg ved, at to af dem, jeg var indlagt med, siden har mistet livet til selvmord, og at afdelingen nu er flyttet til supersygehuset i Skejby. Her er behandlingen en anden end dengang, ingen indlæggelser får lov at vare udover seks uger. Jeg var indlagt tæt på et år. Jeg ved ikke, hvad der er bedst, men jeg er sikker på, at alle gør, hvad de kan.
Min 19. flytning var til Tamperdalsvej. Min tyvende var til Ringkøbingvej, hos en kæreste med kat, gamerstol og rom med jordbærsmag. Senere flyttede vi til Langenæs og derefter til et rækkehus i Hørning. Det var der, jeg indså, at det var en blindvej. Det med ham og mig, altså. Og Hørning ikke mindst. Jeg smuttede i morgens mulm og mørke, fandt et værelse i Aarhus V, videre til Viborgvej.

Så mødte jeg Michael.
Han fandt et hus til os på Louisenlund. Louise på Louisenlund. Hvem kan stå for den slags? Jeg kan ikke.
Det er femten år siden i år, og det er kun blevet bedre. Jeg tror ikke på ret meget, heller ikke på nisser. Men jeg tror på kærligheden.

Forleden blev jeg af en god kollega introduceret for termen “en grædebølle”. Ordet stammer fra det amerikanske “crybully”, der betyder en person, der bruger følelser og gråd som pressionsmiddel. Et menneske, der påtager sig rollen som offer, og dermed opnår en slags “medlidenheds-immunitet.” 
Jeg forstår godt min kollegas indvending, det er selvfølgelig ikke okay misbruge andres empati til at undgå kritik eller at fralægge sig ansvar ved at påstå sig udsat for et overgreb, det være sig fysisk, psykisk eller politisk. herhjemme kender vi nok udtrykket bedre som “krænkelsesparat”, som ifølge ordbogen henviser til en part, der er uforholdsmæssigt “tilbøjelig til at tage anstød.” 
Jeg anerkender, at den overfølsomme anstødelighed sikkert eksisterer rundt omkring. Rasmus Paludan har således flere gange hævdet sig udsat for forfølgelse, når han “bare” og “uden bagtanke” har påkaldt sig ytringsfrihed til at provokere religiøse minoriteter i landet. Det kan man kalde en crybully.

Alligevel reagerer jeg mod udtrykket. Måske fordi jeg selv er blevet mødt af lignende udtryk, hvis formål var at delegitimere min gråd og mine følelser. Det var længe før ord som krænkelsesparat, woke og crybully havde vundet indpas, så de ord jeg blev mødt med var “Tudefjæs” og “Flæbeabe” eller den mindre hårdkogte men så meget desto mere ydmygende “Nåå, hvor er det synd for dig, hvad?” For hver gang blev jeg i tvivl. Om modparten mon havde ret, om jeg i virkeligheden var overfølsom, hysterisk, urimelig. Om jeg burde skamme mig over at føle, som jeg følte.
Mundheldene stod i kø for at bakke mine kritikere op: “Det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det”. Jeg tog det tilsyneladende dårligt, dumt, forkert og barnligt, og skammede mig som en hund, der har skidt i sin kurv. Fy for helvede. En skam, der kun forstærkede min trang til at græde, både over den uret, jeg følte, der var begået imod mig, men også over den lede ved min egen gråd, jeg blev påduttet. 

Jeg ved godt, at det er svært at reagere på gråd, at det fratager muligheden for at rase og skælde, fordi den grædende kalder på trøst fremfor (muligvis rimelig) kritik. Og jeg kan heller ikke afvise, at det ind imellem har været baggrunden for mine tårer. At jeg har følt mig magtesløs og ude af stand til intellektuelt at matche min modstander, og derfor er faldet tilbage på gråden. Eller lad mig sige det sådan: For ikke at blive anklaget for at være en crybully eller krænkelsesparat, må jeg heller tage min mulige del af ansvaret. Men jeg tror ikke, vi kommer nogen vegne ved at kaste begreber i hovedet på hinanden, privilegieblind og magtfuldkommen på den ene side, og krænkelsesparat, woke og crybully på den anden side. For begreberne bliver alt for nemt en erstatning for samtalen og forsøget på at forstå og nærme os hinanden. Ved at klistre mere eller mindre ydmygende etiketter på hinanden graver vi i mine øjne bare grøfterne dybere, den krænkede kan med god ret føle sig udstillet og umyndiggjort ved at blive kaldt krænkelsesparat. Og den, der udpeges som krænker eller privilegieblind, føler sig på samme måde sat skakmat, fordi ethvert argument kan afvises med henvisning til den privilegeredes manglende evne til at se og forstå tingene, som de virkelig er. 

Jeg modtager ind imellem beskeder fra folk, der mener, jeg er ynkelig, patetisk. At mine mange forsvar for følsomheden er til grin og udtryk for en særligt klæbrig form for infantilitet. Nogen vil måske kalde mig for en crybully. Ja, måske var det derfor, jeg reagerede på min kollegas opslag. Fordi jeg følte mig ramt. Og fordi jeg (det var helt sikkert ikke kollegaens hensigt!) følte mig sat til vægs og udstillet som en, der bruger min følsomhed til at manipulere mine omgivelser med.
Lad os bruge sproget til at komme hinanden i møde, ikke til at pege fingre og udskamme. Jeg græder ikke for sjov. Jeg skriver ikke for sjov. Heller ikke for at manipulere eller jorde nogen, men fordi jeg er et menneske, med alt hvad det indebærer af fornuft og følelser. 

For nogle år tilbage arbejde jeg som “praktisk” sekretær på et psykiatrisk afsnit. Det vil sige, jeg skrev ikke journalnotater, men satte ting i mapper, kryds i skemaer, når en opgave var udført. Rekvirerede patienttransport og lukkede pårørende ind og ud af den låste dør ind til afdelingen.
Det er en hel lille verden, der udspiller sig sådan et sted. Det er mennesker i berøring med det allersværeste, tab og traumer, men også der, hvor små mirakler finder sted. En ung selvmordstruet mor, der efter tre uger med den rette hjælp, bryder ud i latter for første gang i et år. Men det er en hårfin balance, for ikke alle indlagte ønsker hjælp. Den maniske arkitekt, for eksempel, der nægter at lade sig kue. han vil skide på samfundets rigide regler, han vil spille tromme og klæde sig ud som fugl Føniks: – Til helvede med normaliteten og den kittelklædte overmagt.
En ældre mand, forsagt og undseelig, kom igen gang på gang. Han ønskede kun eet, at få lov at dø, men havde sit hyr med det. Flere gange var han gået fra sit hus og ned til vandet og videre ud. Med al tøjet på og i håb om til sidst at forsvinde i bølgerne og aldrig igen se land. Men hver gang var der mennesker, der ønskede noget andet for ham, at få ham i land, og så endte han på afdelingen, drivvåd og ulykkelig over endnu engang ikke at lykkes med sit forehavende: at gøre en ende på sine lidelser.
Jeg ved, at den tyske filosof Hegel i sit værk “Retsfilosofi” skriver, at mennesket adskiller sig fra dyr netop ved at have evnen til at begå selvmord. At ønske sin egen død forlanger nemlig, at man forstår hvad døden indebærer. En endelig afslutning. Det, mener Hegel og med ham mange andre, er der ikke noget dyr, der begriber. De kan muligvis konstatere, at en artsfælle ikke længere bevæger sig, men derfra og til at slutte, at ubevægeligheden er for altid, at dyret ikke længere er et dyr, men et ådsel, mener Hegel og mange forskere er en evne, der kun er mennesker forundt.
Tanatologi hedder studiet af, hvordan dyr oplever døden. Jeg har skrevet om det før. Hvordan chimpanser tilsyneladende har en forståelse af, hvornår et gruppemedlem, de ellers har holdt afstand til, er død, og som de derfor nu tør nærme sig. Der er også observationer fra zoologiske haver, hvor en chimpansemor nægter at forlade sin dødfødte unge, men bliver hjulpet af en artsfælle, der tidligere har oplevet samme tab. Hun bruger sin tabserfaring til at lade den sørgende mor forstå, at det ikke hjælper at vugge og ae og sørge, tabet af ungen er uafvendeligt. det får mig til at tro, at Hegel måske overså, at dyr ved mere, end vi mennesker er i stand til at registrere, fordi deres erkendelsesform er en anden end vores.
Der findes talrige eksempler på dyr, der tager deres eget liv. Myrer, der ofrer sig for fællesskabet, fugle, der forsvarer deres reder med deres eget liv. men den slags selvmord skyldes jo ikke et ønske om at dø, men tværtimod: et ønske om at forsvare andres liv. Andre dyr bliver besatte. helt bogstaveligt, en parasit tager bolig i en myre, og ændrer dens adfærd så den kravler op på et græsstrå og lader sig æde af en ged, der således også får besøg af parasitten. En hårorm kan inficere en larve, der senere bliver spist af en fårekylling. Og inde i fårekyllingen tager ormen kontrol over insektet, tvinger det til at springe i vandet, drukne sig selv, for sådan har ormen det bedst. Nede i vandet.
Men er den slags selvmord at ligne med det, vi kender fra mennesker. Nej, siger eksperter, for det er jo ikke værten selv, der ønsker at dø, men en udefrakommende parasit, der tager bolig og besætter dyret, bruger det som en slags kamikazepiloter, i deres egen krig. Det er så at sige ikke fårekyllingen, der kaster sig i vandet, men hårormen.
Men kan noget lignende ikke siges at være på spil hos mennesker, som den deprimerede drivvåde mand, der gang på gang forsøgte at forsvinde. At ophøre. Var han på en måde – og undskyld hvis jeg kommer for skade at såre nogen, sige noget uforskammet, det er ikke min hensigt – vært for en sygdom, der tvang ham til at drukne sig selv. Var det virkelig hans ønske at dø, eller var det snarere et ønske at få det anderledes end det, han forbandt med at leve. Den unge triste mor, der kom ind med et ønske om at tage herfra, fik hjælp.
Ingen forskere tror på, at dyr forstår døden. Men jeg ved ikke, hvad der er at forstå. Det er derfor livet vinder i sidste ende. Fordi det forlanger den levende at forstå, hvad døden vil sige.
I guder, hvor jeg vrøvler. Det er bare tanker.
Den drivvåde mand lever for resten endnu. jeg så på ham på Vestre Ringgade for nylig med sin rygsæk og det lange skæg. Han var ikke alene.

PS: har du tanker om selvmord så kontakt Livslinjen på 70 201 201

I morges lyttede jeg til Det Sidste Måltid med Lærke Kløvedal. Hun talte med Thomas Vinterberg, prisbelønnet filminstruktør, han fortalte om en opvækst præget af kærlighed og lige lovlig stor frihed. Allerede som 17-årig opnåede han og en ven støtte til at producere en film, to år senere lå den klar. Det blev en kæmpe fiasko, DR nægtede at sende den, og da Vinterberg skrev og udbad sig en forklaring på afslaget, svarede redaktøren ved at sende en fax til Filmskolen, hvor Vinterberg netop – og som den yngste nogensinde – var blevet optaget. I det lange og udførlige svar lod redaktøren forstå, at Thomas i hans øjne både fagligt og menneskeligt var floppet totalt, og at det iøvrigt undrede ham, at skolen kunne finde på at optage så talentløst et menneske.
Kløvedal spørger omsorgsfuldt til, hvad en sådan overhaling betød for det purunge filmtalent, og Vinterberg svarer, at han er faldet over et begreb i psykologien, han holder meget af. “Posttraumatisk vækst” hedder det, og hentyder til det forhold, at man i særlige tilfælde kan blive så vred over en ydmygelse, så rasende over en urimelighed, at man får uanede kræfter til at slå tilbage. Og en sådan kraft tog ved den unge Vinterberg, der de efterfølgende år kæmpede med vold og magt for at bevise sit værd. Det var ikke sundt, fortæller instruktøren, men det er ikke desto mindre en af grundene til, at han i dag er nået så langt, som han er.
Jeg har det svært med den slags fortællinger, fordi de nemt kan misbruges. Som en legitimering af følelsesløs kritik eller koleriske udfald fra tyranner og selvudnævnte nestorer (hedder det det i flertal?) Vi har alle hørt om ret uhyrlige forhold på kunstskoler, hvor ideen om “posttraumatisk vækst” har været et mantra: Du skal brydes, før vi kan bygge dig op. Sådan noget pis. Skal en hest ydmyges, for at blive en hest? Skal et barn fratages alt, før det kan blive et menneske. Sgu da nej. På samme måde skal kreative og skabende mennesker ikke ydmyges for senere at kunne modtage ros. Det er en forkert og usund tanke.
Alligevel var det, jeg hørte Vinterberg sige, ikke at redaktørens respektløse og unuancerede hån var anledning til Vinterbergs senere storhed. Men den havde vækket noget i ham, hånen altså, en fandenivoldsk lyst til at modbevise hans påstand. Og det kender jeg. Jeg boede en sommer hos en ven af familien i en forstad til Odense. En sen eftermiddag kom jeg hjem efter at have spadseret det meste af dagen, 21 kilometer var det blevet til. Mine endeløse vandringer var en daglig forteelse, jeg var syg og desperat for at slippe væk – eller måske for at nå frem, jeg ved det ikke. Kvinden, jeg besøgte, havde netop set en naturudsendelse på TV. Om fugledød på det nordamerikanske kontinent, hun græd, der stod to tomme flasker rødvin på bordet. Hun hentede en tredje. Og så var det, at hun – måske i afmagt over verdens elendighed – kaldte min sorg og min sygdom forkælet. Hvem fanden var jeg at have ondt af mig selv, når verden stod i flammer og dyrene omkring os døde? Faktisk, slog hun snøvlende fast, håbede hun, at jeg ville dø af dét. – Af sult og selvmedlidenhed.
I dag er jeg tilbøjelig til at forklare, undskylde hendes opførsel. Hun havde det jo ikke nemt, var selv i krise og drak alt for meget. Men dengang mærkeds hendes ord som en stålbørste trukket hen over min kind. Som en velplaceret snotklat, klam og klæbrig og umulig at få af. Og jeg husker, at min ulykkelighed et øjeblik forvandlede sig til rødglødende vrede, for hvad fanden vidste hun om, hvorvidt min smerte var forkælet, forkert, hvordan kunne hun, der selv sad i sin sofa og smægtede i triste naturserier og rigelig rødvin påstå, at jeg var en sorgens snylter, en hystade, en selvoptaget sultekunstner? Var min sygdom skyld i fuglenes død, måske? I hendes alkoholmisbrug?
Uanset hvad, så tænker jeg tit på hendes ord og på, hvor hadefuldt, hendes ønske var. Men med Vinterbergs introduktion af begrebet “posttraumatisk vækst” vil jeg nok mene, at ydmygelsen, ondskaben dengang, også vakte noget i mig. En voldsom vrede, en ægte lyst til – ikke at svine hende til, sådan som hun havde svinet mig til – men at gøre hendes ord til skamme. Ved ikke at dø, sådan som hun håbede, men ved at Leve med stort L, skrive og snakke og fylde og være. Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke hellere havde været hendes perfiditet foruden, men når nu det var, som det var, så tror jeg, ligesom Vinterberg, at det udover skrammerne og chokket også gav mig kræfter. Til ikke at dø, kan man sige, og det er da også noget.