Da hun fortalte mig, at de skulle skilles, var min første tanke, at han havde været hende utro. Eller det, der var værre, måske: havde han mon slået hende, holdt hende som gidsel i et fængsel af tavshed og trusler? Men sådan hang det ikke sammen, de var bare vokset fra hinanden, forsikrede hun mig om. Hans glæde ved arbejdet og store biler var vokset med årene, hendes had til samme var fulgt med. Når han foreslog en tur i cabrioleten, gjorde hun fagter og lod som om hun stak en finger i hilsen: I’d rather die. Hun var begyndt til overtonesang, havde fundet melodien, bogstaveligt talt, et sted midt imellem nedre brystben og hendes navle. Han gik hjemmefra, når hun øvede sig, det næste blev vel, at hun fik en slange tatoveret på anklen, himlede han. Eller kun ville spise ost lavet på brystmælk?
I starten havde de lavet sjov med deres forskelligheder, hun kaldte bilerne for penisforlængere, han pegede fingre af det, han mente var hendes Morder-Jord-Kompleks, en sygelig optagethed af alt, der rimede på kvinde og krop.
Det var ikke til at sige, hvordan det var gået fra sjov til alvor, en dag havde han lagt en japansk vaginadukke på køkkenbordet. Der var sgu mere sjov i sådan et stykke oppusteligt plastik, end der var i hende, sagde han, og sparkede til hendes lædersandaler. Han savnede ærlig talt lidt kød og blod. Hun havde grinet af ham, set henover tekoppen med et hånligt blik. Honestly?
Til sidst havde det været det eneste, de havde at give hinanden, sære gaver. En pandelampe: så kan det være du kan finde vej ud af dit åndelige pis?
Nu havde de så valgt at gå videre hver for sig, og pludselig var alt forandret. Hun var begyndt at læse om hestekræfter og ørkenrace, han om stemmens kraft og energier, det jordnære. Caminoer og pilgrimsfærd. Selv deres sexliv havde fået en opblomstring, en særlig ømhed havde indfundet sig når de fandt hinanden under dynen, en nysgerrighed. Hun kunne få timer til at gå med at tegne kort på hans hud, ruter fra hoved til fødder, (dér, et rejst lem) og han faldt i søvn under hendes fingres søgen. Faktisk havde de aldrig elsket hinanden så højt som nu, hvor de vidste, at det var forbi. Som om deres bånd var forvandlet til en line fremfor en lænke, de havde kysset farvel udenfor huset, han havde grædt, hun havde kysset ham på kinden, halsen, lagt hovedet mod hans bryst.
Jeg mødte hende mange år senere, hun talte stadig om ham: det dumme svin, det dejlige svin, nu arbejdede hun som teknisk tegner i et tøjhus, i sin fritid lærte hun sig tegnsprog, så hun kunne fungere som frivillig tolk. Han var flyttet til Schweiz, de havde købt en fælles hund, en Bernhardiner, et værre bøvl sådan at pendle mellem her og der med dyret, vaccinationer og karantæner. Men de elskede den hund, og det var vel det mindste, man kunne gøre for kærligheden. At anstrenge sig, køre lidt frem og tilbage, bøvle.
Forleden læste jeg en artikel på dr.dk, hvor Mikkel Hansen fortalte om en periode præget af alvorlig stress og depression. Det er virkelig godt, at han står frem: En guldvinder, en sportsstjerne. Førstemand og sejrsherre. For uanset hvor langt vi er med at anerkende stress som en reel sygdom, en lidelse, der ikke skyldes mangel på rygrad eller et overfølsomt gemyt, men vedvarende og voldsomme byrder. Byrder derhjemme, et sygt barn, en knirkende parforhold. Byrder på arbejdspladsen: omstruktureringer, nedskæringer, konstant nye opgaver. Så er der stadig knyttet et stigma til diagnosen. En lille tvivl om den syges stamina. Måske handler det bare om at. Det der “bare”. Eller “hvis du nu skruede lidt ned for ambitionerne og lidt op for selvkærligheden, så”. No shit, Sherlock! Stress skyldes jo ikke dumhed. Tværtimod. De fleste med stress er godt klar over, at de “burde” tage den lidt med ro. Være mindre på skærmen, mere til stede i øjeblikket. De ved også, at ingen takker dem for at ligge vågen om natten og spekulere over, om man lykkes med det projekt, man er i gang med at gennemføre, om man får tilsagn på den indsendte ansøgning, al den slags. Der er jo ikke andet at gøre, end at vente og se. Alt det ved man, fornuften fejler ikke noget, hverken hos den stressramte eller omgivelserne. Det er følelserne, der halter med at følge med. Den lige lovlig veludviklede pligtopfyldenhed. Ansvarligheden, der ikke bare er stor men kvælende i omfang. Impostersyndormet: Frygten for at falde igennem, blive afsløret som. Ja som sig selv, ikke andet, et menneske med begrænsede ressourcer og behov for hvile. For nogle år siden var jeg koordinator på en privat teaterskole, der udover etårige uddannelsesforløb også tilbød weekendworkshops indenfor scenekunst og stemmetræning. Jeg var glad for jobbet, opgaverne var mangeartet og jeg havde en høj grad af selvbestemmelse. Efter halvandet år ansatte min chef en kollega, hun var helt utrolig sød og matchede mine mangler til perfektion. Hvor jeg var iderig, sprudlende, udadvendt, var hun super struktureret og en ørn til regnskab og kolonner. Vi kom godt ud af det med hinanden, men med tiden følte min kollega sig kaldet til at bede om hjælp. Hun oplevede, at jeg besvarede mails og påtog mig opgaver, der lå udover vores arbejdstid- og opgaveportefølje. det var stressende, forklarede hun, fordi hun dermed følte sig presset til at gøre det samme. Stille sig til rådighed alle døgnets fireogtyve timer, ugens syv dage. Jeg husker ikke præcis, hvordan jeg reagerede, men ikke imødekommende. Hvorfor havde hun ondt i røven over, hvordan jeg gjorde tingene, tænkte jeg, skulle vi alle være som hun, måske, passe ind i et excellark. Otte til fire og fluebenshelvede. I dag er jeg flov over min manglende opbakning. At jeg ikke forstod, hvad hun bad om: En håndsrækning, en hjælp til at sætte grænser i en branche, hvor grænseløshed anses for en force. Jo vildere, højere, hurtigere, du arbejder, des bedre. Hun havde brug for ikke at stå alene med sit ønske om at kunne holde fri udenfor arbejdstid. Og jeg? Jeg tænkte: Ringbindsordnet tilværelse, nej tak. Undskyld, Bente❤️ For nylig oplevede jeg, hvad stress er for en størrelse helt tæt på. Det menneske, der betyder allermest for mig, begyndte at skrante. Først gav det sig udslag i en enorm træthed. Han kunne sove fjorten timer i døgnet og stadig føle sig udmattet. Når han vågnede oplevede han et pres bag øjenlågene, en lyst til at græde, men uden at kunne finde ind til tårerne. De forblev bare den her trykken inde bag ved. Senere blev det også på vej hjem fra arbejde, at han oplevede gråden nærme sig. Jeg bad ham flere gange opsøge en psykolog, han var langt fra afvisende, kunne bare ikke lige finde tid til det. Og hvad nu hvis psykologen var et fjols, og hvad kunne sådan en egentlig tilbyde, som han ikke selv kunne mønstre af viden? Det hele kulminerede en dag i sofaen. Vi sad som så mange gange før og talte om hans mistrivsel, trætheden, grådlabiliteten. – Nogle gange har jeg lyst til at køre bilen ind i et træ og gøre en ende på det hele. Han sagde det som en henkastet bemærkning uden særlig betydning, og det var ikke før nogle timer senere, det gik op for mig, hvad han egentlig havde forsøgt at fortælle. At. han. Var. SÅ. Træt. At. Han. ikke. Kunne. Mere. Jeg tog ham med til min egen psykolog. det var i juni og meget varmt, vi aftalte at tage takeaway med hjem derfra. Vi gik over tiden. Meget over tiden, maden, vi havde bestilt, blev kold, fuck det. For psykologen var ikke i tvivl. Min elskede var til fare for sig selv, ikke sådan som vi normalt taler om selvskade, men fordi han ikke var i stand til at bremse sin egen iver, stoltheden ved sit arbejde. Behovet for anerkendelse, at præstere og blive belønnet. Han blev sygemeldt med øjeblikkelig virkning, jeg tror faktisk, det reddede hans liv. Som forfatter er man aldrig i mål. Så snart du udgiver en bog, er den forældet. Er du heldig får du tre ugers opmærksomhed, så er der ti andre bøger, der løber med overskrifter og anmeldelser. Måske oplever du, at en kollega vinder priser og ligger nummer seks på Saxos bestsellerliste, mens du selv må være glad for et oplag på under tusinde. Det er ikke fordi, du ikke under din kollega sin velfortjente succes, det er bare det pres, det afstedkommer. Følelsen af, ikke at gøre det godt nok. Ikke at skrive godt nok, ikke at sælge det godt nok, ikke at være opsøgende nok, ung nok, provokerende nok. Så er der de legaterne, stressen over at formulere sit litterære virke uden at reducere det til en ligning. Derefter ventetiden, i hvilken du vel at mærke gerne skulle langt med endnu en bog, som om et par år, kan give dig tre ugers luft. Mikkel Hansens kone fortæller, at han ringede hjem nogle dage efter sit VM- guld i 2023 og ikke vidste, hvor han var. Han havde så længe haft tunnelsyn og kun set i retning af sejr. Nu var sejren i hus. Og hvad så? Ja, hvad så. Livet, for eksempel, som vi har glemt undervejs. Sivene ved søen. Det gamle nøddehegn i mine svigerforældres have. Hundens omsorg. En kop te i klitterne i december. En god bog, eller at grine sammen ad en virkelig plat vittighed. Jeg håber de fleste af os bruger de næste dage til det. Men også derefter husker, at ingen skal føle sig trætte, når de vågner og ingen skal føle lyst til at køre ind i et træ, fordi pligterne synes endeløse og man har mistet målet af syne.
Man kan tie så længe, at man næsten glemmer, hvordan det er at tale. I stedet bider man i en sten, eller sluger en klump vat for at dæmpe et skrig. Lad os kalde den en fiktion. Det øjeblik, hvor han snører sin støvle og sparker mig. Så hårdt, at jeg et øjeblik mister bevidstheden. Ikke længe men nok til, at jeg fra da kender mørket. Kender til fordelene ved at spille død, ligesom soldater spiller døde for at undgå fjendens angreb, kugler. Usynlig, pist-væk-borte. Lad os sige, at du så ofte har hørt, at det er noget du finder på. At du fordrejer sandheden, forvrænger den. At du er urimelig sart. At du til sidst tror på det. Det var jo ikke så slemt. Dengang du kastede op, fordi han tvang dig til at stikke hovedet ned til hans bagdel, mens han slog en prut. Det var jo bare for sjov, haha. Ligesom kasettebåndene, han ødelagde, fordi han ikke gad høre på din lortemusik. Drengestreger, kaldte de det, og ærlig talt: Lone Kellermann var sgu da også lidt anstrengende at høre på i længden, var hun ikke? Se venedig og dø! Lad os sige, at du ender med at tvivle. På alt og mest af alt dig selv. For kaldte han virkelig tiden med anoreksi for “dengang du var syg i hovedet,” eller er det bare noget, du finder på? Er ikke ok at smide “åh føler du dig nu krænket?”-kortet, når du forsøger at få ham i tale. Har han ikke ret til at afslutte en skriftlig sviner med tilføjelsen: “og du behøver ikke svare et eller andet om, at du er såret. Fri mig for dit frelste pis.”
Har den slags adfærd ikke et navn: Psykisk vold? Eller er det mig, der er sart, krænkelsesparat. En crybully. En tudetøs?
Da jeg blev smidt ud af højskolen ved Skælskør, flyttede jeg ind hos min faster på Frederiksberg. Hun havde en villa på Peter Bangs vej i tre etager, jeg fik lov at bruge den øverste. Lejligheden var med tekøkken, toilet og fire solarierør i loftet over min seng. Her boede jeg fra slut februar til start maj, så fik jeg en enkeltstue på Frederiksberg Hospital med vagt døgnet rundt, også når jeg sov, tog bad, talte i telefon. Nogle måneder efter blev jeg udskrevet til et ridecenter i Hundested, jeg fik en himmelseng med stolper og gardiner og en norsk skovkat, som jeg kælede så ofte, at den fik skaldede pletter. Det gik ikke med Hundested, og jeg endte tilbage på hospitalet. I mellemtiden var min bedste ven på nabostuen, Benny, død, og køkkendamen Inger sygemeldt med stress. Jeg blev udskrevet efter tre måneder, fandt et opslag på en tavle i Irma. En, der hed Eva, søgte en logerende, jeg ringede og fik lov at besigtige værelset. Ikke mange dage senere byttede jeg adressen på Nordre Fasanvej ud med en femtesalslejlighed i Kronborggade. Vi tog bad i køkkenet. Dobbeltdørene ind til mit værelse var franske og af glas, jeg havde intet at skjule. Senere flyttede jeg i kollektiv i Studiestræde, en kæmpe lejlighed opvarmet med gas, det var pivkoldt selv om sommeren. En af bofællerne hed Signe, hun bekymrede sig så om mit ve og vel og min altid nedadgående vægt, at hun til sidst ikke kunne sove om natten. Jeg tog konsekvensen og fandt en fremlejet lejlighed på J.M.Thieles vej med tæpper på gulvene og fritlagte bjælker. Ren luksus, hvis ikke det var fordi, jeg havde det ad helvede til. Jeg spiste rå sennepspulver i håb om at fremme peristaltikken og svømmede to kilometer hver morgen før forelæsningerne for at tillade mig selv at sidde stille. Det hele var uholdbart. Min boligsituation, mine studier, min vægt, mit velbefindende. Jeg tog orlov og søgte i stedet ind på biblioteksstudiet i min hjemby, Aalborg, fik tilsagn, fandt en lejlighed på Sohngårdsholmsvej og flyttede dermed for sjette gang på to år. Men ensomheden var enorm og naboen mere sær end sød, så da jeg faldt var en annonce, der søgte en beboer til et bofællesskab på Strøybergsve, slog jeg til. Det var en gammel villa med karnapper i glas, et mareridt når man som jeg led af Raynaud, og derfor måtte bestille en vinduespudser, hver gang ruderne skulle pudses. Om det var derfor, eller fordi udlejeren var en gammel nar, ved jeg ikke, men efter et år fandt vi en lejlighed i Danmarksgade. Lige overfor Den Lille Købmand, hvor jeg fik arbejde. Jeg solgte slik og cigaretter og skrabelodder og lagde øre til timevis af tunge betroelser lige før lukketid. Alt lige fra skjult misbrug til partnervold, problemer med rotter og social angst. Jeg fik 120 kr/timen plus alt det slik, jeg kunne spise, det sidste var et safe card for Myrna, som ejerne hed. Jeg led stadig af madangst og kunne ikke drømme om at spise sukkerholdige produkter. Vi var som ild og vand. Mig og de andre beboere. Vi enedes fint, det var slet ikke det, men da en af mine kolleger fra Købmanden tilbød mig at flytte ind hos hende i Løkkegade – lige overfor den gamle badeanstalt og få hundrede meter fra biblioteket, sagde jeg ja. Min niende flytning på tre år varede et års tid, så flyttede jeg for mig selv i en etværelses lejlighed i Øgadekvarteret. Det var her, jeg fødte en død bændelorm, og også her jeg fandt arbejde på universitetet. Som assistent, jeg skulle transskribere telefonsamtaler fra hele landet, Fyn, Sjælland, Bornholm, Skagen. Det var på Center for Personkommunikation, projektet skulle medvirke til at optimere digital talegenkendelse, så folk fra hele landet kunne få gavn af teknologien. Den ellevte gang jeg flyttede var til fjerde maj kollegiet i Hasserisgade, jeg fik først et værelse øverst oppe. Seks kvadratmeter, jeg måtte prioritere, om jeg ville have mine sko stående indenfor døren, eller om jeg foretrak at bruge pladsen på noget andet. Efter et halvt år blev jeg forfremmet til etagen nedenunder, otte en halv kvadratmeter. Min nabo havde natarbejde på Coops varelager og boede med en abe på sit værelse, det, selvom dyrehold var strengt forbudt. Ellers var det fint. Eller – værelset var fint og dem, der boede på kollegiet var fine. Maden var også fin (vi havde en madmor, der sørgede for morgen- og aftensmåltidet undtagen i weekender). Selv var jeg alt andet. Jeg læste og sikrede mig et 13-tal i mit afsluttende speciale, intellektet fejlede ikke noget, det var følelserne, den var gal med. Så da jeg flyttede til Aarhus for at læse videre (videre, altid videre) og ind i et bofællesskab på Vester Alle sammen med Anna Maj og Jane og Morten, gik der kun få måneder før jeg blev indlagt igen. Min 15. flytning var således til stue 8 på Center for Spiseforstyrrelser på Harald Selmers vej, min kontaktsygeplejerske hed Dorte og var både skrap og skarp, men aldrig ufin. Efter tre måneder blev jeg sendt på Timeout, samarbejdsvanskeligheder, kaldte de det: jeg tog ikke på efter planen. Jeg fandt et værelse på Jacob Adelborgs Alle hos en nyligt fraskilt advokat, der ejede den guleste Volvo, jeg til dato har set. Efter et halvt år var min vægt så faretruende, at overlægen, til trods for sin synlige frustration, måtte give mig en chance mere. Jeg fik en ny stue og en sonde gennem næsen, tog på, langsommere end lægerne syntes, men dog. 1. december vejede jeg 50 kilo, som var den magiske grænse. Folk fra kommunen og regionen blev hidkaldt, vi var fjorten mennesker om bordet, overlægen mente, at et bosted med opsyn var nødvendigt. Og sådan blev det, lige før jul flyttede jeg ind på en gård ved Ejer Bavnehøj, jeg siger ikke, det var en katastrofe, kun, at det føltes sådan. Efter fem måneder bekendtgjorde jeg, at jeg ville flytte for mig selv. Sygehuset himlede og lod mig forstå, at det ikke var et tagselvbord: Valgte jeg deres tilbud fra, ville jeg ikke længere kunne forvente deres hjælp. Jeg har ikke set mig tilbage siden. Jeg har ikke besøgt afdelingen, ikke talt med overlægen. Jeg ved, at to af dem, jeg var indlagt med, siden har mistet livet til selvmord, og at afdelingen nu er flyttet til supersygehuset i Skejby. Her er behandlingen en anden end dengang, ingen indlæggelser får lov at vare udover seks uger. Jeg var indlagt tæt på et år. Jeg ved ikke, hvad der er bedst, men jeg er sikker på, at alle gør, hvad de kan. Min 19. flytning var til Tamperdalsvej. Min tyvende var til Ringkøbingvej, hos en kæreste med kat, gamerstol og rom med jordbærsmag. Senere flyttede vi til Langenæs og derefter til et rækkehus i Hørning. Det var der, jeg indså, at det var en blindvej. Det med ham og mig, altså. Og Hørning ikke mindst. Jeg smuttede i morgens mulm og mørke, fandt et værelse i Aarhus V, videre til Viborgvej.
Så mødte jeg Michael. Han fandt et hus til os på Louisenlund. Louise på Louisenlund. Hvem kan stå for den slags? Jeg kan ikke. Det er femten år siden i år, og det er kun blevet bedre. Jeg tror ikke på ret meget, heller ikke på nisser. Men jeg tror på kærligheden.
Forleden blev jeg af en god kollega introduceret for termen “en grædebølle”. Ordet stammer fra det amerikanske “crybully”, der betyder en person, der bruger følelser og gråd som pressionsmiddel. Et menneske, der påtager sig rollen som offer, og dermed opnår en slags “medlidenheds-immunitet.” Jeg forstår godt min kollegas indvending, det er selvfølgelig ikke okay misbruge andres empati til at undgå kritik eller at fralægge sig ansvar ved at påstå sig udsat for et overgreb, det være sig fysisk, psykisk eller politisk. herhjemme kender vi nok udtrykket bedre som “krænkelsesparat”, som ifølge ordbogen henviser til en part, der er uforholdsmæssigt “tilbøjelig til at tage anstød.” Jeg anerkender, at den overfølsomme anstødelighed sikkert eksisterer rundt omkring. Rasmus Paludan har således flere gange hævdet sig udsat for forfølgelse, når han “bare” og “uden bagtanke” har påkaldt sig ytringsfrihed til at provokere religiøse minoriteter i landet. Det kan man kalde en crybully.
Alligevel reagerer jeg mod udtrykket. Måske fordi jeg selv er blevet mødt af lignende udtryk, hvis formål var at delegitimere min gråd og mine følelser. Det var længe før ord som krænkelsesparat, woke og crybully havde vundet indpas, så de ord jeg blev mødt med var “Tudefjæs” og “Flæbeabe” eller den mindre hårdkogte men så meget desto mere ydmygende “Nåå, hvor er det synd for dig, hvad?” For hver gang blev jeg i tvivl. Om modparten mon havde ret, om jeg i virkeligheden var overfølsom, hysterisk, urimelig. Om jeg burde skamme mig over at føle, som jeg følte. Mundheldene stod i kø for at bakke mine kritikere op: “Det handler ikke om, hvordan du har det, men hvordan du tar’ det”. Jeg tog det tilsyneladende dårligt, dumt, forkert og barnligt, og skammede mig som en hund, der har skidt i sin kurv. Fy for helvede. En skam, der kun forstærkede min trang til at græde, både over den uret, jeg følte, der var begået imod mig, men også over den lede ved min egen gråd, jeg blev påduttet.
Jeg ved godt, at det er svært at reagere på gråd, at det fratager muligheden for at rase og skælde, fordi den grædende kalder på trøst fremfor (muligvis rimelig) kritik. Og jeg kan heller ikke afvise, at det ind imellem har været baggrunden for mine tårer. At jeg har følt mig magtesløs og ude af stand til intellektuelt at matche min modstander, og derfor er faldet tilbage på gråden. Eller lad mig sige det sådan: For ikke at blive anklaget for at være en crybully eller krænkelsesparat, må jeg heller tage min mulige del af ansvaret. Men jeg tror ikke, vi kommer nogen vegne ved at kaste begreber i hovedet på hinanden, privilegieblind og magtfuldkommen på den ene side, og krænkelsesparat, woke og crybully på den anden side. For begreberne bliver alt for nemt en erstatning for samtalen og forsøget på at forstå og nærme os hinanden. Ved at klistre mere eller mindre ydmygende etiketter på hinanden graver vi i mine øjne bare grøfterne dybere, den krænkede kan med god ret føle sig udstillet og umyndiggjort ved at blive kaldt krænkelsesparat. Og den, der udpeges som krænker eller privilegieblind, føler sig på samme måde sat skakmat, fordi ethvert argument kan afvises med henvisning til den privilegeredes manglende evne til at se og forstå tingene, som de virkelig er.
Jeg modtager ind imellem beskeder fra folk, der mener, jeg er ynkelig, patetisk. At mine mange forsvar for følsomheden er til grin og udtryk for en særligt klæbrig form for infantilitet. Nogen vil måske kalde mig for en crybully. Ja, måske var det derfor, jeg reagerede på min kollegas opslag. Fordi jeg følte mig ramt. Og fordi jeg (det var helt sikkert ikke kollegaens hensigt!) følte mig sat til vægs og udstillet som en, der bruger min følsomhed til at manipulere mine omgivelser med. Lad os bruge sproget til at komme hinanden i møde, ikke til at pege fingre og udskamme. Jeg græder ikke for sjov. Jeg skriver ikke for sjov. Heller ikke for at manipulere eller jorde nogen, men fordi jeg er et menneske, med alt hvad det indebærer af fornuft og følelser.
For nogle år tilbage arbejde jeg som “praktisk” sekretær på et psykiatrisk afsnit. Det vil sige, jeg skrev ikke journalnotater, men satte ting i mapper, kryds i skemaer, når en opgave var udført. Rekvirerede patienttransport og lukkede pårørende ind og ud af den låste dør ind til afdelingen. Det er en hel lille verden, der udspiller sig sådan et sted. Det er mennesker i berøring med det allersværeste, tab og traumer, men også der, hvor små mirakler finder sted. En ung selvmordstruet mor, der efter tre uger med den rette hjælp, bryder ud i latter for første gang i et år. Men det er en hårfin balance, for ikke alle indlagte ønsker hjælp. Den maniske arkitekt, for eksempel, der nægter at lade sig kue. han vil skide på samfundets rigide regler, han vil spille tromme og klæde sig ud som fugl Føniks: – Til helvede med normaliteten og den kittelklædte overmagt. En ældre mand, forsagt og undseelig, kom igen gang på gang. Han ønskede kun eet, at få lov at dø, men havde sit hyr med det. Flere gange var han gået fra sit hus og ned til vandet og videre ud. Med al tøjet på og i håb om til sidst at forsvinde i bølgerne og aldrig igen se land. Men hver gang var der mennesker, der ønskede noget andet for ham, at få ham i land, og så endte han på afdelingen, drivvåd og ulykkelig over endnu engang ikke at lykkes med sit forehavende: at gøre en ende på sine lidelser. Jeg ved, at den tyske filosof Hegel i sit værk “Retsfilosofi” skriver, at mennesket adskiller sig fra dyr netop ved at have evnen til at begå selvmord. At ønske sin egen død forlanger nemlig, at man forstår hvad døden indebærer. En endelig afslutning. Det, mener Hegel og med ham mange andre, er der ikke noget dyr, der begriber. De kan muligvis konstatere, at en artsfælle ikke længere bevæger sig, men derfra og til at slutte, at ubevægeligheden er for altid, at dyret ikke længere er et dyr, men et ådsel, mener Hegel og mange forskere er en evne, der kun er mennesker forundt. Tanatologi hedder studiet af, hvordan dyr oplever døden. Jeg har skrevet om det før. Hvordan chimpanser tilsyneladende har en forståelse af, hvornår et gruppemedlem, de ellers har holdt afstand til, er død, og som de derfor nu tør nærme sig. Der er også observationer fra zoologiske haver, hvor en chimpansemor nægter at forlade sin dødfødte unge, men bliver hjulpet af en artsfælle, der tidligere har oplevet samme tab. Hun bruger sin tabserfaring til at lade den sørgende mor forstå, at det ikke hjælper at vugge og ae og sørge, tabet af ungen er uafvendeligt. det får mig til at tro, at Hegel måske overså, at dyr ved mere, end vi mennesker er i stand til at registrere, fordi deres erkendelsesform er en anden end vores. Der findes talrige eksempler på dyr, der tager deres eget liv. Myrer, der ofrer sig for fællesskabet, fugle, der forsvarer deres reder med deres eget liv. men den slags selvmord skyldes jo ikke et ønske om at dø, men tværtimod: et ønske om at forsvare andres liv. Andre dyr bliver besatte. helt bogstaveligt, en parasit tager bolig i en myre, og ændrer dens adfærd så den kravler op på et græsstrå og lader sig æde af en ged, der således også får besøg af parasitten. En hårorm kan inficere en larve, der senere bliver spist af en fårekylling. Og inde i fårekyllingen tager ormen kontrol over insektet, tvinger det til at springe i vandet, drukne sig selv, for sådan har ormen det bedst. Nede i vandet. Men er den slags selvmord at ligne med det, vi kender fra mennesker. Nej, siger eksperter, for det er jo ikke værten selv, der ønsker at dø, men en udefrakommende parasit, der tager bolig og besætter dyret, bruger det som en slags kamikazepiloter, i deres egen krig. Det er så at sige ikke fårekyllingen, der kaster sig i vandet, men hårormen. Men kan noget lignende ikke siges at være på spil hos mennesker, som den deprimerede drivvåde mand, der gang på gang forsøgte at forsvinde. At ophøre. Var han på en måde – og undskyld hvis jeg kommer for skade at såre nogen, sige noget uforskammet, det er ikke min hensigt – vært for en sygdom, der tvang ham til at drukne sig selv. Var det virkelig hans ønske at dø, eller var det snarere et ønske at få det anderledes end det, han forbandt med at leve. Den unge triste mor, der kom ind med et ønske om at tage herfra, fik hjælp. Ingen forskere tror på, at dyr forstår døden. Men jeg ved ikke, hvad der er at forstå. Det er derfor livet vinder i sidste ende. Fordi det forlanger den levende at forstå, hvad døden vil sige. I guder, hvor jeg vrøvler. Det er bare tanker. Den drivvåde mand lever for resten endnu. jeg så på ham på Vestre Ringgade for nylig med sin rygsæk og det lange skæg. Han var ikke alene.
PS: har du tanker om selvmord så kontakt Livslinjen på 70 201 201
I morges lyttede jeg til Det Sidste Måltid med Lærke Kløvedal. Hun talte med Thomas Vinterberg, prisbelønnet filminstruktør, han fortalte om en opvækst præget af kærlighed og lige lovlig stor frihed. Allerede som 17-årig opnåede han og en ven støtte til at producere en film, to år senere lå den klar. Det blev en kæmpe fiasko, DR nægtede at sende den, og da Vinterberg skrev og udbad sig en forklaring på afslaget, svarede redaktøren ved at sende en fax til Filmskolen, hvor Vinterberg netop – og som den yngste nogensinde – var blevet optaget. I det lange og udførlige svar lod redaktøren forstå, at Thomas i hans øjne både fagligt og menneskeligt var floppet totalt, og at det iøvrigt undrede ham, at skolen kunne finde på at optage så talentløst et menneske. Kløvedal spørger omsorgsfuldt til, hvad en sådan overhaling betød for det purunge filmtalent, og Vinterberg svarer, at han er faldet over et begreb i psykologien, han holder meget af. “Posttraumatisk vækst” hedder det, og hentyder til det forhold, at man i særlige tilfælde kan blive så vred over en ydmygelse, så rasende over en urimelighed, at man får uanede kræfter til at slå tilbage. Og en sådan kraft tog ved den unge Vinterberg, der de efterfølgende år kæmpede med vold og magt for at bevise sit værd. Det var ikke sundt, fortæller instruktøren, men det er ikke desto mindre en af grundene til, at han i dag er nået så langt, som han er. Jeg har det svært med den slags fortællinger, fordi de nemt kan misbruges. Som en legitimering af følelsesløs kritik eller koleriske udfald fra tyranner og selvudnævnte nestorer (hedder det det i flertal?) Vi har alle hørt om ret uhyrlige forhold på kunstskoler, hvor ideen om “posttraumatisk vækst” har været et mantra: Du skal brydes, før vi kan bygge dig op. Sådan noget pis. Skal en hest ydmyges, for at blive en hest? Skal et barn fratages alt, før det kan blive et menneske. Sgu da nej. På samme måde skal kreative og skabende mennesker ikke ydmyges for senere at kunne modtage ros. Det er en forkert og usund tanke. Alligevel var det, jeg hørte Vinterberg sige, ikke at redaktørens respektløse og unuancerede hån var anledning til Vinterbergs senere storhed. Men den havde vækket noget i ham, hånen altså, en fandenivoldsk lyst til at modbevise hans påstand. Og det kender jeg. Jeg boede en sommer hos en ven af familien i en forstad til Odense. En sen eftermiddag kom jeg hjem efter at have spadseret det meste af dagen, 21 kilometer var det blevet til. Mine endeløse vandringer var en daglig forteelse, jeg var syg og desperat for at slippe væk – eller måske for at nå frem, jeg ved det ikke. Kvinden, jeg besøgte, havde netop set en naturudsendelse på TV. Om fugledød på det nordamerikanske kontinent, hun græd, der stod to tomme flasker rødvin på bordet. Hun hentede en tredje. Og så var det, at hun – måske i afmagt over verdens elendighed – kaldte min sorg og min sygdom forkælet. Hvem fanden var jeg at have ondt af mig selv, når verden stod i flammer og dyrene omkring os døde? Faktisk, slog hun snøvlende fast, håbede hun, at jeg ville dø af dét. – Af sult og selvmedlidenhed. I dag er jeg tilbøjelig til at forklare, undskylde hendes opførsel. Hun havde det jo ikke nemt, var selv i krise og drak alt for meget. Men dengang mærkeds hendes ord som en stålbørste trukket hen over min kind. Som en velplaceret snotklat, klam og klæbrig og umulig at få af. Og jeg husker, at min ulykkelighed et øjeblik forvandlede sig til rødglødende vrede, for hvad fanden vidste hun om, hvorvidt min smerte var forkælet, forkert, hvordan kunne hun, der selv sad i sin sofa og smægtede i triste naturserier og rigelig rødvin påstå, at jeg var en sorgens snylter, en hystade, en selvoptaget sultekunstner? Var min sygdom skyld i fuglenes død, måske? I hendes alkoholmisbrug? Uanset hvad, så tænker jeg tit på hendes ord og på, hvor hadefuldt, hendes ønske var. Men med Vinterbergs introduktion af begrebet “posttraumatisk vækst” vil jeg nok mene, at ydmygelsen, ondskaben dengang, også vakte noget i mig. En voldsom vrede, en ægte lyst til – ikke at svine hende til, sådan som hun havde svinet mig til – men at gøre hendes ord til skamme. Ved ikke at dø, sådan som hun håbede, men ved at Leve med stort L, skrive og snakke og fylde og være. Jeg vil ikke påstå, at jeg ikke hellere havde været hendes perfiditet foruden, men når nu det var, som det var, så tror jeg, ligesom Vinterberg, at det udover skrammerne og chokket også gav mig kræfter. Til ikke at dø, kan man sige, og det er da også noget.
For nylig sad jeg i et selskab og talte med en bordherre, der nok ville værre sig mod at blive tituleret sådan. Som en bordherre altså, men nok om det. Vi talte om diva-nykker blandt berømtheder, han fandt det både sjovt og ligefrem passende, at visse ubestrideligt kloge og egenartede personligheder opførte sig, om ikke direkte flabet, så i hvert fald med en vis overlegen attitude. Karen Blixen, Poul Reumert blev nævnt, men også nulevende kunstnere. Min kollega, som selv er kunstner i den mere eksperimenterende genre og i øvrigt uden skyggen af nykker, holdt meget af det ekstravagante. Han kunne lide det ofte mildt nedladende i divaernes attitude, der mere end antydede at de gjorde verden en tjeneste alene ved at være til. Ved at svare på journalisterness spørgsmål, ved at spilde deres kostbare tid på at tilgodese pøblen. Jeg, derimod, får knopper af den slags. Alt i mig lyser rødt, når mennesker tror sig bedre end andre, det uanset at de utvivlsomt har evner, der er de færreste forundt. For uanset hvor klog, du er, hvor dygtig. Hvor vilde sætninger, du kan formulere, hvor syrede billeder, hvor verdensomvæltende smukke sange, du kan synge, så er det – i min optik – anerkendelsesværdige bedrifter, men ikke mere end det. Blixen er ikke mere menneske end min nu afdøde onkel, Mogens, og selvom det indrømmet kan være sjovt at betragte divaernes nykker på afstand, så er det sjældent særlig morsomt at være den, der må lide torten at lade sig udskamme, ignorere eller ringeagte af den kendtes selvhøjtidelighed. Vi talte længe, det var en god snak, min samtalepartner havde mange gode pointer, han er et rart og klogt menneske. Bagefter har jeg tænkt over, hvorfor jeg reagerer så voldsomt på den slags. På Divaer og selvhøjtidelighed, altså. Jeg tror, det handler om hierarkier. Som jeg anerkender eksistensen– og til en vis grad også relevansen af. Blixen var utvivlsomt en mere fantasifuld og fremsynet forfatter end jeg er. Poul Reumert indiskutabelt dygtigere på en scene end de fleste både før og efter. Det, jeg anholder, er, at disse evner skulle have betydning for deres værdi som menneske. At en knap så talentfuld skuespiller skulle være mindre værdig til at udtale sig end den, der høster priser og rydder forsider. At en laurbærprydet forfatter – udover sin utvivlsomt velfortjente forfattermeritter – skulle være mere menneske, bedre menneske, finere menneske, end min mor, der i 45 år hver dag kørte på cykel fra Gug til Sygehus Nord i Aalborg midtby for at tjene sundhedsvæsnet. Okay, jeg ved godt det er joviale sammenligninger, jeg benytter mig af, et billigt trick. Men ærligt: Det er jo noget om det. Det er jo sandt, at en dygtig forsvarsadvokat ikke har mere ret til at udtale sig end en kassemedarbejder, med mindre vi befinder os i Retten. Jeg har oplevet det alt for mange gange. At sidde i en bestyrelse fuld af præmierede arkitekter, læger og kommunale direktører og føle, at den eneste grund til, at jeg sad i deres selskab var, at de skulle krydse et flueben af. Enten jeg nu leverede rollen som kvinde, kunstner, psykiatrikender, hundeelsker eller noget helt femte. Og nok lod de mig få ordet, når jeg rakte hånden op, men kun proforma. For i virkeligheden var de alene optaget af deres eget eller til nøds en anerkendt kollegas indspark, mens mit besyv blev favnet med overbærenhed men uden alvor.
I Herta Müllers essaysamling “En flue kommer gennem en halv skov” nævner hun den tyske grundlovs artikel 1: “Menneskets værdighed er ukrænkelig.” En paragraf, der i den grad var nødvendig at understrege efter et årti med nazistisk styre, jødeforfølgelse, undertrykkelse af anderledes tænkende, anderledes følende. Alle mennesker er lige værdige. Mogens, min mor, Blixen og Poul Reumert. Kvinder, mænd, homo- og transseksuelle, nonbinære. Psykisk syge, fysisk syge, midlertidigt influenzaramte, skaldede, allergikere, folk med fodsvamp. Forleden talte et medlem af Institut for menneskerettigheders bestyrelse, Louise Halleskov i Radio IIII. De havde foretaget en undersøgelse af opbakningen til menneskerettighederne blandt danskerne, 82 procent bakkede op. 18 procent var således skeptisk, det lyder jo helt hen i vejret: hvordan kan man være imod ytringsfrihed og ligeværd? Jo, det kan man fordi det er skide bøvlet. For ytringsfriheden gælder også dem, man er uenig med, og lighed for loven gælder såvel den pædofili-sigtede som klimaaktivisten. Det er ikke nemt. For vi har alle sammen fordomme, og synes nok sjældent det er helt så slemt at stjæle fra en rig som fra en fattig. Men lige for loven betyder ikke kun, at den fattige har samme ret som den rige, men også omvendt: At den rige kan påberåbe sig samme beskyttelse som alle andre.
Lige løn for lige arbejde er pissebesværligt, især når det kommer til selv at skulle afstå sin del af kagen for at tilgodese de, der får mindre. Retfærdighed er en virkelig svær størrelse, ikke mindst når den kommer på tværs af de værdier, man selv hylder. Men som Herta Müllers tekst siger det, så er det væsentligt ja afgørende, at menneskelig værdighed er en ukrænkelig størrelse. Det vil sige, den aldrig han følges af at “men”. Menneskerettigheder gælder også dem, vi udråber som u-mennesker. Et menneske er et menneske er et menneske. Uanset og til alle tider.
Jeg er fascineret af verden. Og mennesker. Af vand og viden og tro. I går så jeg en dokumentar af Phie Ambo, den handlede om fedt og kalk. Eller: den handlede om punkter og bølger. Eller måske om forbindelser, dem vi kan se og dem, der er usynlige. Min kærestes far, for eksempel, påstår at kunne forudsige vejret ved at se på køernes placering på marken. Det passer hver gang. Da min mormor døde, det var før mobiltelefonernes tid, sad vi i sommerhuset og spiste kartoffelmadder med purløg og hytteost, da vi kunne høre dæk i gruset nærme sig. Min mor sagde: Det er mormor. Og det var dét, eller det var en taxachauffør med et telegram, der fortalte, at min mormor var blevet indlagt, og at det var nu. STOP. Hvis vi ville sige farvel. STOP. De, der stædigt fastholder kun at tro på, hvad vi ved, afviser den slags. Ofte med en hånligt rysten på hovedet og en lettere nedladende kommentar a la: Du tror måske også på julemanden? Den afskyelige snemand? I udsendelsen spørger en kvinde Holger Bech Nielsen: Tror du vi i fremtiden vil tale om åndelighed som en disciplin – ligesom kvantemekanikken? Og den altid gode og nysgerrige forsker svarer: Vi vil nok kalde det noget andet end åndelighed. Han afviser altså ikke, at der findes mere mellem himmel og jord, end det vi i dag kan måle, veje og bevise. Når et atom kan opføre sig forskelligt afhængigt af, om det bliver observeret eller ej, ja så kan forklaringen jo lige så godt være “en højere magt” som det kan være alt muligt andet. Det han reagerer på, er simpelthen begrebet “åndelig”. Det lugter af religion, af krystaller og rundkredspædagogik, og er der noget fysikere og andre kliniske videnskabsfolk ikke bryder sig om, er det den slags “para- eller pseudovidenskabelig” praksis. Åndelighed, min bare røv, verden består af støv og partikler. Punktum. Kærlighed findes f.eks. ikke eller jo: det er bare en alternativ betegnelse for princippet om arternes bevarelse, en sammenhængskraft, der skal sikre forplantning og senere varetagelse af ungernes tarv. Men udsendelsen påpeger, at vi jo kun kan undersøge det, vi allerede ved – eller i hvert fald har et begreb om findes. Vi kan således ikke – hvis vi i udgangspunktet kun leder efter ting der kan måles og vejes – få øje på alt det andet. På træernes kommunikation (gennem rødder), på mossernes udveksling af viden. Når fugle år efter år finder vej på tværs af oceaner og uden andre hjælpemidler end vinger og vind, så ved vi, at det skyldes en GPS-lignende funktion i øret. Men kunne en lignende gps-lignende funktion ikke fungere i forhold til instanser ude i rummet, en gud, en marsmand? Risikerer videnskaben ikke at gå glip af nye opdagelser og erkendelser, ved på forhånd at afskære det som overtro og idioti? Hvis vi skal være lidt grove, så er det jo forstemmende lidt, det er lykkedes forskere at finde ud af om fænomenet “bevidsthed”. Altså totaliteten af erkendelser, følelser, sansninger, vilje, ideer. Vi aner ikke, hvad der får mennesker til at opføre sig “uhensigtsmæssigt”, fordi det vi leder efter, er den sundes logik, den raskes, den velfungerende. Set i det lys giver det jo ingen mening at et ungt og tilsyneladende privilegeret menneske kaster sig ud i misbrug. At mennesker begår selvmord. Det strider jo imod al fornuft. Og så længe vi nægter at undersøge ufornuftens love, måle på andre ting end massefylde og omkreds (det er jo svært at måle et savns massefylde, dets omkreds), så tror jeg simpelthen ikke vi bliver klogere.
I dokumentaren præsenterer en meget jysk og korpulent herre ved navn Lars en Power Pack. Et meget simpelt stykke metal fyldt med vand. Han påstår at kunne hæve og sænke temperaturen i vand ved hjælp af apparatet og det til trods for, at alle målinger viser at forskellen er den samme før og efter nedsænkningen af Power pack’en. Det vil sige: Ingen forskel. Ikke desto mindre virker lortet. Når Lars tilbyder Tivolis køkken at installere hans opfindelse i deres udluftningskanaler, ja så forbliver rørene renere, fedt og snavs fæstner ganske simpelthen ikke til overfladematerialerne. Det bekræftes af både tilhængere og skeptikere, heriblandt videnskabeligt ansatte forskere. Så uanset, at der ikke kan måles nogen forskel, så udgør power pack’en en forskel. Forskerne kan bare ikke måle den, forklare den. Fysikere taler om “mørkt stof”. Det er vel egentlig en slags universets svar på den dialektdrævende Lars’ Power pack. En kraft eller et fænomen, der (endnu) ikke kan måles eller iagttages, men som MÅ findes, hvis tingene skal gå op, give mening. Og det skal det jo, for ellers må videnskaben erkende, at den kan forklare meget men langtfra alt. Tænk hvis samme åbenhed fandtes om alt muligt andet. Om åndsliv/bevidsthedsformer, for eksempel. Tænk hvis Lars med sit raslende nøgleknippe og sin stærkt drævende dialekt ikke bare kan affejes som kølelegemernes svar på Låsby-Svendsen. Tro mig, jeg er vildt skeptisk og frygteligt fordomsfuld. Jeg hælder mere til de frygtsomme og kausalkronologiske forklaringsmodeller, hvor alt skyldes noget, og hvor dette noget skyldes noget andet. Hvor ting går op og alt, der ikke har en form, der passer i videnskabens kasser, afvises som para- pseudo eller lige bare lovlig kreativ omgang med virkeligheden. Alligevel ved jeg, at der er ting, jeg ikke forstå,r uden at det dermed er bluff eller humbug. At min ekstremt ringe blodomløb, for eksempel, lader sig behandle af Viagra i hænder og ansigt, men ikke i fødderne. Det giver jo ingen mening, skulle mine vener og årer opføre sig forskelligt i den øvre del af min krop versus den nedre? Lægerne siger, at det ikke kan passe. Men at det gør det alligevel. Min krop går ikke op. Den stemmer ikke overens med de lægefaglige opslagsværker. Det er på en måde en skam, men det gør det ikke mindre virkeligt, mindre sandt.
Jeg ved ikke, hvad der sker. Kun at jeg tuder af lykke, når jeg ser den tre og en halv time lange dokumentar Ex Libris. Et kamera følger dagligdagen på The New York Public Library, en lille verden i den store.
En ældre herre fortæller foran en fyldt sal om The Richard Hawkins Foundation: – Folk kalder mig ofte provokatør, men jeg har aldrig udtalt om noget for at provokere. Når jeg siger at folk, der tror, at jorden er skabt af Gud enten er dumme, uoplyste eller mentalt uligevægtige, så er det ikke et polemisk udsagn. det er et faktum, smiler han. Og folk lytter, nogle med vantro, andre nikker bifaldende, en enkelt meget ung pige sidder og tager noter: “Videnskab er poesi”. Et andet sted i huset står en kvinde lænet ind over en skranke, bag hvilken en medarbejder forsøger at hjælpe hende med at finde det skib en slægtning tilbage ved århundredeskiftet sejlede med, da denne emigrerede til Østrig. Den præcise dato og det nøjagtige tidspunkt. Om han kan hjælpe? Ved en telefon lidt forklarer en meget tålmodig bibliotekar en låner, at en enhjørning ikke findes i virkeligheden, men er et fantasidyr. Han hjælper med at finde informationer om væsnet. Første gang det menes nævnt, slår han op og oversætter fra middelalderengelsk, er i et munkeskrift fra 1225, i hvilket der står: “Mennesket udenpå er en ulv/ men indeni en enhjørning”.
På ledelsesgangen forsøger et udvalg at skaffe midler, så de tre ud af byens otte millioner indbyggere (2017), der ikke har adgang til internettet, kan sikres hjælp via en af bibliotekets 92 filialer. Det er ikke nok at sørge for computere og bredbånd, borgerne skal hjælpes til at finde de nødvendige oplysninger, søge om tilskud til el og vand, boligsikring. Klage over en fejlbehandling, lede efter et fællesskab for ensomme ældre. En asiatisk kvinde vil gerne have hjælp til at overføre et tilsendt familiealbum fra et usb stick til en af bibliotekets computere, så hun kan se ide mange fotos. Der er ikke meget sjov ved et usb-stick hvis man ikke har adgang til en skærm.
Blinde får hjælp til at skrive på maskine med blindskrifttastatur. En blæserkvartet giver gratis koncert i en afsidesliggende sal. I en anden sal fortæller en hollandsk arkitekt om planerne for at nyindrettet to af de 92 filialer. Elvis Costello bliver interviewet om sin vrede. En forelæser fortæller om andengenerationsjødernes tradition for at åbne Deli’er. Hvorfor, spørger han (nok mest sig selv) var det netop denne drøm, de forfulgte, hvorfor ikke frisørfaget, en bagerbutik? En gruppe unge dramastuderende undervises i bibliotekets billedarkiv, i indekseringsprincipper og kryds henvisninger. – Man kan søge på alt, forklarer den ivrige arkivar: Folk med paraply set bagfra. Hunde i aktivitet. Tidligere var alt materiale indekseret efter fotografens/kunstnerens navn og årstal for udgivelsen. Men hvem har egentlig brug for det. Det vi søger er gerne et billede af NOGET, vi er sjældent lige så interesseret i ophavet. Så efter flere årtiers indsats er det nu lykkedes at indeksere det store billedarkiv efter emner.
Jeg sidder i min sofa og jubler, det er ikke løgn. Jeg ELSKER, at der findes mennesker, der gør sig den umage, så vi andre kan få glæde af al den viden og materiale, der findes i verden. Forestil jer et arbejde: at se hundredtusindvis af fotos, reklamer, papirkunst igennem, overveje motivets primære tema, overensstemme så hvert foto ikke får sit eget emneord, men samles i kategorier. Og dernæst katalogisere det hele, så det er nemt at finde for brugerne.
Det kan godt være, at maskiner i fremtiden kan overtage det arbejde og dermed lette processen med at sortere og tilgængeliggøre informationer for et bredere publikum. det er godt. Det er det virkelig. men der skal stadig mennesker til at brænde for at formidle materialet, hjælpe de borgere, der ikke ved, hvad det helt præcist er de søger. de mennesker, der ikke føler sig fortrolige med internettet. I dokumentaren hjælper en medarbejder en ældre mand: Now you shall press home, forklarer han, men manden forstår ikke: Hvordan trykker man på “hjem”. Hvad er det, hvor er det? Jeg husker da et nærtstående familiemedlem ringede til mig. Hun ville søge noget på nettet og havde tændt for computeren, men når hun så skrev, hvad hun søgte og trykkede Enter, skete der ingenting. – Har du trykket på globussen, spurgte jeg hende, det lille ikon på skærmen? Næh, svarede hun, skal jeg det? Hun skelnede ikke mellem en computer og internettet, og når man ser Ex Libris, forstår man, at adgang til viden langt fra er nok. Der skal så meget mere til. Viden om hvor, hvordan, man finder den rette information. Formidling af emner, man ikke vidste, fandtes. Adgang til blæserkoncerter, provokerende foredrag, hjælpemidler til synshandicappede. Og ikke mindst: Nogen der kæmper for det hele og for alle.
Det er en mesterlig dokumentar. 208 minutter uden en eneste forklarende VoiceOver. Uden et egentlig plot – udover det afsindigt komplekse og kærlige system af mennesker og viden, der udgør The New York City Library. Kæmpe anbefaling. Se den.
