Louise Juhl

I dag kan man i Information læse anden del af det tidligere medlem af bandet Efterklang, Rune Mølgaards, beretning om at finde “hjem” i Mormonkirken. For senere at fare vild.
Jeg skal ikke gøre mig klog på kirkens budskaber og ritualer, men der er ting, jeg – uden nogensinde at have været del af et religiøst fællesskab – genkender som var det mine gen ord. Rune Mølgaard skriver for eksempel: “Jeg lærte, at de mænd, der leder kirken, er talerør for Gud. Det betyder, at de rigtige svar på, hvad der er sandt, også er givet på forhånd. En form for patent på sandheden. Hvis man [..] ikke er enig og ikke kan tilpasse sig, så lærer man i sidste ende, at ens indre kompas er forkert, og man ikke kan stole på [..] sig selv”
Det, der beskrives, er en slags dagligdagens gaslighting. Gentagne episoder, hvor ens tvivl og følelser bliver enten afvist eller udskammet. Leet af. “Det er sgu da ikke noget at tude over”. “Stop dig selv”. “Nåhh, hvor er det synd for dig, hvad?” Det er en skjult og derfor særlig perfid form for undergravelse af ens oplevelser, følelser, forståelser, hvor de ikke modsiges men latterliggøres. Det betyder på sigt, at følelser opleves som skamfulde, at man instinktivt begynder at sidestille kedafdethed med barnagtighed og vrede med at være hysterisk eller offervillig. Med tiden bliver man i tvivl om alt – med Mølgaards ord lære man “i sidste ende, at ens indre kompas er forkert”, at man så at sige skal spørge om lov til at mene noget, mærke noget, være sig selv. “Er den her følelse ok?” Der er ting, du ganske enkelt undlader at spørge til, fordi du kender svaret og derfor forhåndscensurerer dig selv.
Til sidst tilpasser man sig. Man finder ud af, hvad der er legitimt at sige, mene. Føle. Du lærer at svare “det går godt”, når du bliver spurgt til, hvordan du har det, fordi du ved, at “det ikke kan nytte noget”, at have det dårligt. Op på hesten. Ind i kampen. Så du har det altid godt, selv når du har det dårligt, dine følelser bliver noget, du tænker dig til, dine meninger bliver et spørgsmål om, hvad der kan nytte eller tjene et formål, og ikke, hvad du undrer dig over eller måske tvivler på.
Det er en virkelig pinefuld tilstand at være i. At gebærde sig i verden som et redskab for andres forventninger, at skifte farve efter vejr og vind, at vinke til vennerne som en Dronning til sit folk, selvom det du egentlig du længes efter er at folde sende et luftkys. Eller at folde hænderne, bede om hjælp.
Jeg kunne fortælle om en kvinde, jeg kender, der som et barometer for andres humør og forgodtbefindende. En konstant vejrende vejrhane, der skiftede retning, glad, alvorlig, tænksom, efter vinden. der fik at vide, at hendes sorg “i virkeligheden” var et udtryk for vrede. At hendes omsorg “i virkeligheden” var en anglen efter anerkendelse. At hendes gråd “i virkeligheden” var taktisk, et forsøg på at påkalde sig omverdens medfølelse. At alt i virkeligheden var noget andet og hver dag noget forskelligt, alt efter hvem der mente, at kende sandheden. Og nej, disse “andre” var sandt nok ikke, som i tilfældet med Rune Mølgaard, talerør for Gud, men værre endnu: De følte sig selv som Guder i deres eget Rige, de dømte selv, hvad der var godt og hvad, der var skidt, de talte måske ikke om Fanden og Synd, men med samme foragt om Følelser, Tvivl.
På kvindens vegne vil jeg bare sige: Luk nu røven, eller prædik jeres påståede Sandhed for nogle andre. Hun har et liv, der skal leves, og nogle følelser, der skal føles. Noget pis, der skal koge.
Kh

I morges faldt jeg over en artikel på Zetland, jeg tidligere har læst, “Måske er det dét, man skal lære” hedder artiklen, og det fik mig til at tænke på det med hjerte, smerte, tid og sår og læger. Jeg var i flere år forelsket i en lyshåret fyr, Kasper, han boede på Parallelvej godt og vel otte kilometer fra det gamle Gug, hvor jeg selv holdt til.
Hver søndag gik jeg de otte kilometer ud og otte kilometer tilbage fra hans forældres gulmurede villa i håb om at se et glimt af ham i køkkenvinduet. Og hver tirs- og torsdag stod jeg ved lægterne i den lokale fodboldklub, når han trænede og tog fotos med mit Minolta-kamera, mere end hundrede blev det til, som jeg ét for ét fremkaldte i ungdomsklubbens mørkekammer. Jeg husker lige så tydeligt at stå i det dunkle røde lys og se mit hjertes udkårne langsomt træde frem af det hvide papir, det var så lykkeligt, indtil han blev kærester med Trine, som havde de smukkeste kridhvide krøller.
Jeg meldte mig syg og efter en uge gik jeg til lægen med symptomer på mavesår, halsbrand og smerter i mellemgulvet. Han afviste dog blankt min frygt, jeg fejlede ingenting, det var følelser, det hele, sagde han, fantomsmerter efter en kæreste, jeg aldrig havde haft. 
Det er jo ikke fordi, det er forkert, det er bare heller ikke rigtigt. Følelser er ikke et fantom, og de smerter, de afstedkommer kan sandt nok ikke afhjælpes med medicin mod sure opstød, men det betyder ikke, at de ikke er lige så reelle, som en brækket arm eller en en blodansamling på bagsiden af låret. Det, der måske er problemet, særligt for lægestanden, er, at hvor man med fysiske sygdomme altid har som mål at blive dem kvit, er det anderledes med følelser, også de smertefulde. Tag nu sorgen ved at miste, det kan være ved et brud med en ven eller kæreste, det kan være ved et dødsfald. Jeg kender ikke nogen, der vil give afkald på minderne – og dermed også på det smertefulde.
Jeg kan ikke komme i tanke om nogen, der foretrækker at være fri for følelser, for ad den vej at undgå at blive såret, vred, afmægtig. Derfor er løsningen ikke som ved en brækket arm, at reparere et brud, eller som ved blodansamlingen, at få den til at forsvinde. Men at leve med det besvær, det er at elske, holde af, håbe. Og når Freja, i artiklen fra Zetland, siger, at det måske er “det, man skal lære”, så tænker jeg, at det, jeg lærte af at gå seksten kilometer hver søndag i tre år, af at fremkalde hundredevis af foto i et dunkelrødt lokale, af at skrive digte og tyde tegn i te, kun for at se det alt sammen forsvinde i armene på en anden, IKKE var, at komme videre, komme over, men at elske igen og igen og hver gang med et uerfarent hjerte. Jeg tror ikke på, at vi altid skal blive klogere, nogle gange er det bedste, vi kan gøre, at forblive dumme, åbne. For alternativet er, at vi bliver så kloge, at vi kan undvære hinanden og livet, og det synes jeg alligevel vil være en skam.

(Nå ja, Patti siger det også: Hvis vi vil sikre os mod sorg, må vi sikre os mod kærlighed. Og hvem vil det?)

Det er det med september, at.
Det ene øjeblik lun brise, det næste kold regn. Man bliver fanget og ligger i sengen flere dage med øm hals og betændte øjne. Drikker udtræk af urter og forbander mørket. Det når jo knapt at blive lyst, før det er for sent. Måske er det i år, at man skal gøre alvor af det. Hvis bare man vidste hvad. Hvori alvoren bestod. Fem hundrede kroner for fire pakker smøger og en flaske Lagavulin. Det løber op. Dagene, der pludselig samler sig til et liv. Noget trykker et sted bag brystet, noget stort og blødt og skramlet. Det viser sig at være falsk alarm. Æblerne på træet udenfor er begyndt at falde. De nåede aldrig at blive modne. Om få dage er det oktober. Nogen skrev engang om katten, at den er en utilpasset kanin. Det er ligesom med pingviner, de har vinger, men kan ikke flyve.
Man kender følelsen. Af kat og kanin og pingvin.
Den kaldes efterår🍂

Det er den 25. september, og jeg kommer i tanke om dengang jeg boede på til leje på Nørrebro. Det var på femte sal i Kronborggade, der var ikke noget bad i lejligheden, vi vaskede os i en balje i køkkenet og hjalp hinanden – fordelte shampoo i den andens hår. Kvinde, jeg boede hos, hed Eva, hun var født den 25. september og havde de smukkeste krusede krøller og en ekskæreste, der var voldelig, så vil levede halvt i skjul, uden navne på døren og al post måtte sendes via et kontor.
Jeg boede i det, der vel egentlig var tænkt som lejlighedens stue, et stort og højloftet rum med stuk, vinduer med sprosser og franske glasdøre, hvilket også betød, at mit privatliv ikke var mere privat, end at man kunne se alt jeg foretog mig, hvis man befandt sig i lejlighedens køkken eller entre. Jeg lærte at indrette mig, så alt jeg foretog mig kunne tåle dagens lys, jeg græd aldrig på mit værelse, spiste hverken knækbrød, saltstænger eller andre porøse madvarer, der kunne drysse på tøjet eller gulvet. Jeg sov med pyjamas og sørgede altid for at stryge en hånd gennem håret, før jeg stod ud af sengen. Når jeg læste, var det altid lødigt stof, noget om termodynamik eller tyngdekraft, og Eva og jeg diskuterede, om en tung sten mon ville flyde ovenpå vandet, hvis ikke jordens kerne trak i den og om man kunne forestille sig, at man engang i fremtiden ville placere en lige så stor og modsatrettet kraft oppe i luftrummet, af præcis samme størrelse og gørelse som jordens magnetfelt og man derved ville opnå et lufttomt rum. Hvilke fordele, det skulle medføre, ved jeg ikke, måske, at man så ikke behøvede at holde en bog, mens man læste den eller kunne spare knagerne i entreen, fordi jakkerne så at sige bar sig selv.
Andre gange talte vi om alt det lort, der hobede sig op i vores hoveder. Evas ekskæreste var dukket op på hendes arbejde med tyve sorte roser, han havde afleveret dem i receptionen (hun arbejdede som socialrådgiver ved kommunen) med besked om, at der var flere, hvor de kom fra. Politiet havde taget imod hendes anmeldelse, men så længe der ikke var direkte trusler, var der ikke meget de kunne stille op: Det var jo ikke forbudt at aflevere blomster på et offentligt kontor, som de sagde. Jeg fortalte, at jeg havde fået en vane med kun at spise om natten, når det var mørkt og ingen så det. Nogle gange skar jeg et helt brød i skiver og spiste dem alle, enogtyve stykker rugbrød, og næste morgen gjorde min hals ondt af at synke det tørre brød. Jeg havde forsøgt mig med at fryse al mad ned, før jeg gik i seng, men det hjalp ikke, jeg åd alligevel. Frosne ærter og rodfrugter, bådkartofler, ubagt nedfrosset dej.
Vi trøstede hinanden, jeg lovede Eva ikke at lukke fremmede ind, og hun købte en hængelås hun satte på fryseren, og senere læste vi højt for hinanden, Eva læste fængselsdigte og jeg læste fra Suzanne Brøggers ‘Tone’ og vi faldt i søvn på sofaen sammen. Da vi vågnede var det Evas fødselsdag, 38 år, og jeg friserede hendes krusede krøller med en særlig grovtakket kam og hun sagde, at det var den bedste gave, hun nogensinde havde fået, og det var helt sikkert løgn.
Senere samme dag lå der otteogtredive sorte roser foran lejlighedens dør, dagen efter flyttede vi ud, jeg fandt et kollektiv i Studiestræde, her var der ikke nogen, der redte hinandens hår, der var navn på alle ting i køleskabet, og jeg kom til at tømme en af de andre beboeres kakaomælk en nat, jeg lod mig mætte af mere end søvn, det vakte en voldsom ballade, det var ikke nok at jeg sagde undskyld, jeg havde brudt deres tillid, og så var jeg hjemløs igen.

Hun var optaget af døden, ikke i betydningen ”livets endeligt” eller som et filosofisk spørgsmål om væren versus ikkeværen. Men helt konkret – optaget af døde ting og væsner, trafikdræbte pindsvin, skelettet af en sæl, et fugleådsel. Og tabte tænder, hun samlede både sine egne og mine, venindernes også, i en lille sort æske, som hun ind imellem fandt frem for at studere indholdet af. Hun læste om tændernes anatomi, særligt fascineret var hun af emaljen, dette sære slidstærke materiale, der bestod af dødt væv uden hverken kar- eller nerveforsyning. Hun gemte på hår. Menneskehår. Katte- og hundehår, hestehår og hår fra marsvin. Abjekter, kaldte hun det, som betød ting, der var udskilt af eller afstødt fra kroppe, hår og negle, hud- og sårflager, øjenproteser, gebisser. Hun lagde håret under lup, sorterede stråene efter farve og tykkelse, gråt hår, bemærkede hun, var oftere kraftigt og mindre spaltet end for eksempel blondt og brunt hår.
Tænderne lå i æsker fordelt efter deres placering og funktion i munden, fortænder, hjørnetænder, kindtænder. Visdomstænderne fik hver en æske med rødt velour i bunden, det mindede mig om en Dracula i sin kiste, men min søster sagde, at det måtte stå for min egen regning, og hvis ikke jeg havde andet at byde ind med end sådan en omgang overtrosik vrøvl, ja så kunne jeg for hendes skyld, lige så godt gå.
Og så gik jeg, men kom tilbage få minutter senere, jeg havde jo ikke andet at gøre, ikke andre steder at gå hen. Hun var mit et og alt.

“Vi lever så mange liv inden i vore liv, mindre liv med mennesker, der kommer og går, venner der forsvinder, børn der vokser op, og jeg forstår aldrig helt, hvilket af mine liv, der er selve rammen. Når jeg har feber eller er forelsket, fremstår alt så selvfølgeligt, mit “jeg” synker bort og giver plads til en navnløs lykke, en helhed med detaljerne bevaret. [..] Måske er det sådan, helheden kan fortælles, med mennesker der vandrer ind og ud gennem mit ansigt. Ingen begyndelse, ingen slutning, ingen bestemt kronologi, bare øjeblikkene og det, der opstår dér.” (Ia Genberg, Detaljerne)

Den dag, jeg første gang skrev med ham, som senere skulle blive min kæreste, mand, bedste ven og livsledsager, var en tirsdag i begyndelsen af februar. Jeg havde været i Storcenter Nord, havde købt cocktailpølser og skurepulver, da jeg faldt over hans profil på en datingside. Jeg havde ellers opsagt mit abonnement, mine forsøg udi at finde en partner online havde hidtil kun resulteret i større eller mindre katastrofer, en skolepsykolog mente således, at jeg bar på et traume fra ene tidligere liv, kun han kunne hele (vær altid på vagt overfor selvudnævnte Frelsere). En anden læste til socialpædagog, lovede mig en husbåd og en bonusdatter, men glemte at fortælle, at han havde lovet det samme til tre andre samtidige dates. De to og flere andre havde overbevist mig om, at gabet mellem folks forventninger til sig selv og deres reelle formåen, var for dyb til, at jeg orkede at bygge bro henover. Men så var der ham her, A Suitable Boy, lød hans profilnavn, jeg fandt senere ud af, at det var titlen på en 1349 sider lang roman om et arrangeret ægteskab.
Hans data var i enhver henseende gennemsnitlige, rødhåret, nogenogtredive, datalog. Men han citerede C.V. Jørgensen og havde ikke andre krav til en partner end at hun skulle have humor og være sød. Jeg skrev hej, ikke andet, og han svarede tilbage med et hej, og sådan kunne vi have skrevet længe sammen, hej og hej og hej og hej, måske var det faktisk det, vi gjorde, og indimellem fik vi også fortalt om os selv, jeg undskyldte, at jeg var sådan en klovn til at sætte kommaer, han forklarede, at han havde let til sved og af samme grund værgede sig mod at bruge regntøj. Vi var begge glade for naturen, viste det sig, og for skaldyr og Dido og Jens Okking.
Der gik tre måneder sådan, med at skrive frem og tilbage om bænkebidere, Roskilde festival, fluefiskeri, italiensk vin, træskæring, DK5 systemet. Indtil han en dag foreslog at mødes og min verden gik i sort, for jeg var tynd som et siv og sær og meget sky, og hvad skulle jeg stille op, hvis han foreslog, at vi skulle gå sammen hjem, men jeg svarede: Det lyder som en god ide, og så blev det sådan, “Drudenfuss på søndag kl. 16.00”, og det var varmt den søndag og bussen var forsinket, så jeg måtte løbe sidste stykke, og han havde allerede fundet et bord og bestilt en øl, og på anlægget spillede de Anthony and the Johnsons. Han skelede en ganske lille smule på det ene øje, og hans hænder var så smukke, jeg kan ikke huske andet, end at jeg tænkte, at det her, var for godt til at være sandt, for jeg var jo nordjyde og i Nordjylland har man det bedst med at holde tingene på afstand, i strakt arm. Ingen skal tage røven på en aalborgenser, slet ikke glæden. Så da han foreslog at vi kunne tage en bid mad, ringede alle alarmklokker, for hvad var nu det for noget overdreven galanteri, hvad forventede han til gengæld, og jeg rejste mig og tog frakken der hang på min stoleryg og sagde tak for i dag, det havde været hyggeligt, kram og knus og vi ses, og så var jeg væk.
The rest is history, han skrev en sms: Er du ok? Jeg forklarede ham, at jeg var et skræmt fjols, to dage senere mødtes vi igen. Hjemme hos ham, han havde lavet gullasch og ovnbagte kartofler, hans bogreoler rummede lidt af alt, mest af det hele, Shakespeare, Vakse Viggo, vinleksikon, en hylde med fiskemagasiner, Cormack McCarthy, James Ellroy. Til dessert serverede han friske bær med rørt is hældt over med en alene kahlua, det lignede lort men smagte himmelsk og næste dag strejkede busserne og jeg måtte gå hjem og jeg har aldrig set verden så tydeligt, hækken, midterstribernes hvide, skyggen af en myg. Vi gik fra hinanden (jeg gik fra hinanden) og fandt sammen igen, flyttede, græd sammen til nyheden om David Bowies død, blev gift, jeg begyndte at skrive. Michael blev bidt af en hjemløs hund, det var i Nice, de rev den gamle græske taverna ned, så kom corona, vi læste højt for hinanden, Fugitive Pieces, en novelle af Aidt. Min hund fik kramper, jeg gik 5000 kilometer på et år, hvert øjeblik talte, tæller: “Ingen begyndelse, ingen slutning, ingen bestemt kronologi, bare øjeblikkene og det, der opstår dér.”

Andre gange lod jeg mig forføre af en tanke om, at gerningsmanden var syg. At han drev rundt i tåger efter et flagermusebid eller et styrt på løbehjul, at han således, svært såret, i ugevis havde famlet sig frem gennem byens parker, subwayens underjordiske tunneller. Forceret høje hegn og krydset højhusenes tage, tiltagende forstyrret. Først som en fugl med vinger af kinesisk silke, så som en gyldenhovedet løvetamarin. Senere overbevist om at være en ny Messias, bragt til jorden for at lyse for de fattiges fødder. Men de fattige frabad sig hans indblanding, hans insisterende omsorg havde virket afskrækkende, og de nægtede at tage imod hans hjælp. Deraf udsprang hadet. Hadet til verden, de fattige, fuglen, og så: Alle de lykkelige mennesker dér. I pavillonen under de rosa kirsebærkroner. Som besat af en djævel havde han taget hævn for alt, han kunne komme i tanke om, afvisningerne, pow, himlens uendelighed, pow, de stigende verdenshave, pow. Min søsters urimelige skønhed. Pow, pow, pow, pow. 
Måske var han blevet hjernevasket af en russisk sekt. Besat af en dæmon. Eller han var blevet grebet af en pludselig og bundløs angst, der havde fået ham til at skyde alt i hans nærhed.

Det eneste politiet med sikkerhed kunne fastslå var hans navn, Jason, og hans alder, 17 år. Nå ja, og så, at han var født med læbeganespalte, en lidelse, han dog allerede i sit første leveår var blevet opereret for med succes. 

Senere forsøgte jeg at genskabe scenen. Min søster under kirsebærtræet. I dueblå kjole og med den karakteristiske tatovering på underarmens bagside: Et bur gik ud for at finde en fugl. I ugen op til sin død, var hun særlig optaget af fuglenes tilbagegang på kontinentet. 2,9 milliarder færre fugle end i 1970, særligt hårdt ramt var spurve, svaler, solsorte, drosler og finker.  Årsagerne var mange, stadig større arealer af land, der blev inddraget til landbrug, monokultur, sprøjtegifte. Byernes fremvækst med høje huse og store glasflader, som fuglene fløj ind i. Motorvejsanlæg, højspændingsledninger, kæmpevindmøller. Hun havde skrevet en kronik til avisen, kaldt til aktion, sat navne på de ansvarlige. Mr. Jochumsen, David McMarran, Susie Hust. ”Spare me your songs about a land of freedom and opportunity if they happen at the expense of other lives. The birds. What about their freedom, their opportunities?” Avisen havde bragt hendes indlæg nederst på side 18, hun havde grædt i telefonen: Enhver vidste, at ingen nåede så langt, særligt ikke politikerne, de skimmede kun de første 6 sider. Det var så langt kaffen rakte, resten måtte embedsværket tage sig af. En sekretariatsmedarbejder havde sendt hende en personlig hilsen på vegne af de McMarran, han var glad for hendes engagement, forstod hendes afmagt. Han ville personligt forsøge sig med at sætte klistermærker i sine vinduespartier, og ad den vej at sikre et fugleliv, måske to. 
Min søster var rasende, måske var hun stadig vred. Den dag i parken, hvor en syttenårig muligvis omtåget, muligvis misrøgtet, ung mand havde affyret seksogtyve skud, hvoraf det ene dræbte min søster. 
Hvad nu hvis. Politikerne havde læst helt til side 18, mærket den unge kvindes afmagt, forstået alvoren. Indkaldt hende til møde den formiddag, hvor kirsebærblomsterne stod i fuldt flor og en læbeganespalteopereret fyr besluttede sig for at skyde i protest over. Ingenting? Eller over det hele, fuglenes uddøen, himlens manglende alibi. Hvad nu hvis torsdag havde været fredag, hvis formiddag havde været aften, hvis min søster havde været en fugl. Jeg læste om andre massakrer, mennesker der havde overlevet ved at spille døde. En 11-årig syrer havde smurt sig ind i sin nedskudte brors blod. En 16-årig pakistaner, der var blevet skudt i begge ben, havde proppet sit slips i munden for ikke at skrige af smerte. En bedstemor havde brugt sit myrdede barnebarn som skjold. Hvad nu hvis. Sol og vind havde været lige, hvis to plus ni gav tolv. Hvis her var der, og jeg var en anden og min søster a quick brown fox. 

På årsdagen for skyderiet besøgte jeg hendes gravsted, jeg vandede træet og fjernede en lille koloni af insisterende paderokker, der var skudt op imellem gruset. Jason var blevet dømt, 21 år, han gav ingen forklaring på sin udåd. Han viste ingen tegn vrede, havde ikke noget misbrug. Han var vokset op på en villavej med popler langs husene og helt ens plæner. Han var ikke offer for kinsesisk hjernvask og bar ingen tegn på bid efter flagermus. 
En fugl på jagt efter sit bur, måske. En doven hund. Eller bare en tilfældig knægt, en tilfældig dag i april, hvor kirsebærblomsterne stod i flor. 
Pow. 

Min søster blev skudt. Ved et skoleskyderi på det universitet i USA, hvor hun læste. Det var i april, kirsebærtræerne stod i fuldt flor. Dagen forinden havde hun sendt mig et foto af sig selv. Siddende på en bænk i parken. Det kunne have været plakaten til en film, vendepunktet ville være det øjeblik, hvor hun gik fra ung og lykkelig, til ung og sønderskudt. 
Offer for en galnings værk. 
Hendes kiste blev fløjet hjem ugen efter skudepisoden. Hun blev begravet ved siden af sin morfar, kirken var fyldt til bristepunktet, flere gik forgæves. Min mor rejste sig og lagde en buket af blå markblomster på kisten, et suk gik gennem kirken. Så faldt hun sammen. På knæ, hulkede og det så længe, at præsten til sidst måtte hjælpe hende op at stå. Tvinge hende tilbage til sin plads på kirkebænken. Præsten kastede jord på kisten, vi gik ifølge til forsamlingshuset, spiste håndsmurte snitter. Hvidt brød med ost og ringe af rød peber. Rullepølse med sky. Jeg husker den stadig, skyen altsp, en blævrende masse af kødsaft og stivelse.
Jeg fik en henvisning til en psykolog, vi talte om søskendejalousi. Hun mente, at det var vigtigt at komme skammen til livs. Jeg følte ingen skam, men gjorde som hun sagde, talte og kom i tanke om dengang min søster vandt en kæmpebamse i et Tombola, og jeg måtte nøjes med en plade Toblerone. Psykologen foreslog mig at købe en kropspude, en U-formet pølse med fyld, jeg kunne trøste mig ved om natten. 
Så lå jeg der, lysvågen, og forsøgte at finde ind til sorgen, men det eneste, jeg kunne finde, var en gnavende rastløshed, som usynlige insekter der bed. Hele tiden og overalt: Den her enerverende tanke om rullepølse og blævrende sky. 
Jeg fortsatte i terapi i seks måneder, derefter mente lægen, det var tid til at komme videre. Hun gav mig adressen på et træningscenter, motion og frisk luft var den bedste medicin, sagde hun. Og tid. På vej ud ad døren, spurgte hun, om jeg havde overvejet at besøge gerningstedet. Kantinen, hvor min søster var blevet dræbt. Jeg rystede på hovedet, nej det havde jeg ikke.
Men tanken forfulgte mig, derhjemme søgte jeg på afbudsrejser til Pennsylvania, googlede “billig Bed and Breakfast”. Opgav og købte i stedet et japansk kirsebærtræ i Plantorama, plantede det på min søsters grav. Det hjalp ikke på savnet og sorgen, men det gav mine hænder noget at gøre: Jeg gravede et hul og placerede træet i præcis samme dybde, som det havde stået i potten. Dækkede hullet med jord og gik hjem igen. Varmede en pose frosne kartoffelstave i ovnen, dryssede dem med rigeligt salt og spiste det hele. Jeg var stadig ikke mæt.

I tiden efter forestillede jeg mig, hvem han var. Den unge fyr, der havde slået min søster ihjel. Drabsmanden, geværskytten, snigmorderen. Mennesket. 
Måske var han en stakkel, et barn af en af de mange trailerparks, mobilehomes, syv mennesker på nitten kvadratmeter. Måske var den eneste føde, han fik, hvidt toastbrød smurt med peanutbutter. Til fødselsdag måske en coinoffer burger fra Mc.Donalds og en gave fra sin mor. En pakke cigaretter. ”Du kan jo ligeså godt lære det”. Jeg så ham for mig i en T-shirt med et udsagn skrevet i Valhalica Font: The quick brown fox jumps over the lazy dog. Jeg søgte på ”trailerparks USA” og kunne læse mig frem til, at det var profitable forretninger. USA’s næstrigeste mand havde således skabt sin formue på at sælge mobile homes og opkøbe parker. Udleje pladser til mennesker, for hvem fast ejendom og høje huslejer var udenfor rækkevidde. En 70-årig kvinde, Lori Lee fra Orlando, havde specialiseret sig at etablere trailerparks for kriminelle, således også én for dømte seksualforbrydere. Hun tjente godt på sin virksomhed, og var samtidig lykkelig fri for de ellers så udbredte problemer med narkohandel og prostitution. Politiet holdt jo et ekstra vågent øje med de sexdømte beboere og holdt dermed pushere på afstand.
”The residents may be poor,” udtalte hun, ”but the owners are getting rich”.
Måske var hans far seksualforbryder, måske var han selv blevet misbrugt. Måske var de seksogtyve skud, han affyrede i kantinen på universitet i pennsylvania, ét for hver af de gange, han havde været udsat for overgreb. 
Fire af dem ramte min søster, ét af dem kostede hende livet. 

Jeg læser en novelle af Yuyin Li, en forfatter, jeg tidligere har gjort opmærksom på. Dengang var det for hendes hjerteskærende gode essay: “What gardening offers after a sons death”. Essayet er skrevet kort efter, at Li mistede sin ældste søn, Vincent, til selvmord. Det handler om Virgina Woolf, murmeldyr, planteskolekataloger, sorte huller, kaninhuller, lotusfrø og Mao. Og om sønnens død, den altoverskyggende og ubærlige præmis for alt det andet. 
I denne uge er hun igen i The New Yorker, denne gang med en novelle: “The particles of order”. En amerikansk kvinde ankommer med taxa til en afsidesliggende hytte i sydengland, en tidligere forfatters dødsbo, nu indrettet som udlejningsbolig for turister. Boligen bestyres af en ældre kvinde, Mrs. Burnett, der i de sidste årtier af kriminalforfatterens liv fungerede som renskriver af hans manuskripter, en undseelig kvinde, der søger for, at gæsterne trives.
Mrs. Burnett, der bærer fornavnet Ursula, tager imod den nyankome, Lilian Pang, der overraskende intet kender til den nu afdøde forfatter, Mr. Thornton, hvis hus hun skal bebo. “Who’s Mr. Thornton?”, spørger hun Ursula, og allerede her vækkes en undren. For hvorfor i alverden tager en smuk asiatisk kvinde hele vejen fra USA og til en ensomt beliggende bolig i sydengland, hvis intet hun kender til husets historik?
Det bliver naturligvis fortællingens omdrejningspunkt. Ursula opsøger Lilian under dække af at ville tilbyde hende mad, de taler sammen, først alene høflige fraser. Har du fundet dig til rette? Mangler du noget? Men efterhånden taler de to kvinder sig nærmere hinanden, og samtalen bevæger sig fra overfladen til dybden. Det viser sig, at Lilian er taget til Sydengland for at læse Euklid, hans bog ”Elementer”. I den står blandt andet følgende definitioner og logiske følger:
1. Et punkt er det, der ikke kan deles.
2. En linie er en længde uden bredde
13. En omkreds er en begrænsning af noget
14. En figur er det, der indesluttes af en eller flere omkredse

Lilians interesse for geometri er ikke tilfældig. Hun er optaget af dimensioner. Og af logiske slutninger. Og af deres begrænsning ikke mindst:
“Do you have children?” Lilian asked. Ursula shook her head. […] “I had two,” Lilian said. “Two boys, and they both chose suicide. No, you don’t have to say anything. It’s a fact, and there’s nothing I can do about it.”
Så brutalt kan et faktum fremlægges. Så brutal er den virkelighed, hvis logik ikke følger nogen love. Et punkt er den linie, der ikke kan deles. En linie er en længde uden bredde. Men hvad er døden? Og hvad er en mor, hvis ikke hun længere har nogen børn at være mor for? En enkemor? En dårlig mor? En farlig mor? En morDER?
Det er hård læsning, ikke rørende, ikke hjerteskærende, men ganske enkelt så brutal som kun logik kan være, ikke mindst når den bryder sammen. Jeg blev svimmel undervejs og måtte lukke min øjne, men lige lidt hjalp det, alt indeni og udenom forsatte med at dreje rundt og rundt, som vand, der sluges af et afløb.  
I et baggrundsinterview i samme nummer af The New Yorker, fortæller Yiyun Li om sin novelle. Om karaktererne, om sydengland og sit forhold til krimier, som er den afdøde forfatter, Mr. Thorntons speciale:
” I am a middling reader of murder mysteries”, fortæller hun: ”I read Agatha Christie, P. D. James, Dorothy L. Sayers, Colin Dexter, and some others in a passive manner. I accept the contract that a murder (or more than one) will happen and the author will resolve the mystery, and I read without any intellectual participation. “
Men som Lilian Pang I novellen har mistet to sønner til selvmord, sådan har også Yiyun Li mistet sine to børn: Vincent (et tab hun beskriver i det føromtalte essay) og senest James:
” This is the first story I wrote after my husband and I lost our younger son, James. As is the case with a previous story, “When We Were Happy We Had Other Names,” which I wrote after we lost our older son, Vincent, I consider writing these stories the practice to speak humanly from the height or from the depth of experience. So it is important—and imperative—to tackle my life in fiction.”
Li slutter interviewet således. “At one point, Ursula asks herself, “Where could Lilian go? Into a Greek drama or a Shakespeare play?[This is the] question I have been asking myself in the past few months, along with another question: Where do I go in my writing? So, yes, writing the story is offering the possibility of an answer: one goes on writing stories with the hope that they can be part of the acutest speech.”
Akut tale. Vigtig tale.
Jeg anbefaler på det varmeste at læse både essay og novelle. Det er noget af det, litteraturen kan, nemlig at binde den del af livet sammen, som logikken ikke kan tilbyde et svar på. Det er det samme, man oplever i Naja Marie Aidts vanvittigt vægtige værk ”Har døden taget noget fra dig, så giv det tilbage” – det er ikke en forklaring, det tilbyder ingen forløsning, det er en sætning, som Euklids trettende i hans værk ”Elementer”: En omkreds er en begrænsning af noget. Det samme er litteratur som denne, det er en kredsen om noget, en begrænsning af en ubegrænset sorg.

Det er 1. september, efterårets første dag, jeg læser en anmeldelse af Nick Caves nye album, Wild god, hæger mig fast til linjerne: “»With its golden touch the light was such/ That the moment was worth saving«. Jeg er holdt op med at tro, det bliver bedre. Det er ok, jeg har det jo godt nok, men plukker alligevel en firkløver og lægger den i pres imellem de midterste sider i en finsk digtsamling. I håb om hvad?
Jeg har svært ved at skrive for tiden. I hvert fald mit eget, i stedet læser jeg andres, tager noter og finder mønstre. Fabulerer over sammenhængen mellem en mors skyld over sit barns død og Newtons tredje lov om aktion og reaktion. “Den kraft, hvormed én partikel påvirker en anden, er lig med og modsatrettet den kraft, hvormed den anden påvirker den første.” Jeg finder ingen paralleller, det er ikke det samme, som at mine overvejelser har været spild. Vel?
Jeg har konstateret at min krop er i forandring. Normalt forbinder vi den slags med noget positivt, forandring fryder, udvikling. Fremad, videre. Jeg ved ikke, om aldring tæller i den statistik, om rynker er fremad, om de er frydefulde, om tørre slimhinder er. Men det er den forandring, jeg undergår, forfaldets forandring. De år, jeg lever fra nu af, er ikke længere grene på livets træ – metaforen er tilsigtet patetisk. Nej fra nu af er hver årsfejring endnu en fure i barken på en gammel eg, endnu en leverplet, et gråt hår. Det betyder noget – for min skrift, jeg er ikke sikker på hvad. Måske at jeg skriver med afvikling som drivkraft, fremfor udvikling. Eller nej, jeg skriver med forfaldet for øje, den trætte møl i gardinet, lyden af kogende vand, den langsomme fordampning, indtil der ikke er mere og gryden er kogt tør. Det er vigtigt at fjerne sådan en gryde, så metallet ikke overophedes og relæet må slå fra for at forhindre brand.
“We’ve all had too much sorrow, now is the time for joy,” synger Nick cave på Wild god, og anmelderen fortsætter: “Ikke i skikkelse af en sorgløs glæde, men en sorgbevidst glæde. Den har et langt større overtoneregister og basfundament end uskyldens”
Den glæde, den sorgbevidste, er septemberens glæde. Den fortjener også en hyldest, så hurra for jordslåede dage, for nedfaldsfrugt og det tidligt sene, for den vilde gud, der med Nick Cave messer »Stop!» »Stop!» »Stop!« »Stop!«