Louise Juhl

Jeg boede nogle år i en etværelses lejlighed i det nordlige Aarhus. Den var billig, 2200 kroner om måneden inklusiv el, vand og varme. Den lå i stuen med udsigt til en parkeringsplads og tørrestativer for alle boligforeningens logerende. Jeg lærte hurtigt at skelne mellem det tøj, der tilhørte den ældre sengevædende Else, jodleren Gert og misbrugeren Jimmy, der de weekender han havde overvåget besøg af sin søn, altid efterfølgende vaskede en hvid skjorter og et par pressefoldede bukser. Det var kommunen, der havde sørget for lejligheden, jeg var, hvad de vurderede en “særligt sårbar borger,” jeg gik 12 kilometer hver morgen, løb 10 km først på eftermiddagen og stod hver aften en time på den stairmaster, der var lykkedes mig at presse ind i stuen, der også fungerede som kontor, soveværelse og altså fitnessrum. 

Alle kvarterets veje var opkaldt efter steder på Bornholm. Tamperdalsvej, Ekkodalen, Hammershusvej og Rytterknægten. Jeg ved ikke, hvorfor jeg nævner det, måske fordi der var så lidt at holde fast i, i de år, at Bornholm fik en særlig betydning. Der lå en slagter rundt om hjørnet, der leverede mad til mange af de ældre, jeg fik en tjans med at bringe det ud. Skipperlabskovs var særligt populært blandt enlige mænd, hønsefrikasse med ris og ærter hos dem med kunstige tænder. Maden var pakket i en lille sort boks med gennemsigtigt plastlåg, og jeg ringede på og rakte frem, og hver gang vidste jeg, at det, de allerhelst ville have, ikke var maden, men mit selskab. “Hvad Søren, så er du der igen,” sagde de, og håbede vel på, at jeg ville svare dem noget i retning af, “ja sørme så” og måske en anekdote ude fra virkeligheden. Noget om vejret eller dagens menu eller måske, at jeg ville spørge ind til dem: “Ja her er jeg, men hvordan med dig?” Men jeg lærte hurtigt at bøde af. Række dem maden med et jaget blik, “ja, her er jeg og jeg har travlt,” for så at forsvinde ned ad trappen igen. Der var jo andre, der ventede og lønnen rakte kun til levering, ikke til omsorg og medfølelse. 
Jeg ved ikke, om jeg tog jobbet, fordi det smagte lidt af mad og næring. En slags mad-by-proxy. Eller om det simpelthen var en smart måde at bedrive motion og samtidig blive betalt for det. Men slagtermesteren kaldte mig ind på sit kontor, han havde fået en underretning, han ville ikke sige fra hvem. Men “nogen” havde ringet, bekymrede for mit velbefindende. Det var ikke bare min vægt, de tynde arme og ben, nej det var noget med øjnene også, sagde han. At jeg virkede … han holdt en pause som for at finde ordet … jaget? Jeg lo højt, jaget? Mig? Mon ikke der var tale om en projektion, om det, den bekymrede så i mig, i virkeligheden spejlede dennes egen nervøsitet? Det var jo ensomme mennesker, forklarede jeg, de fleste var nok mere sultne på selskab end på skipperlabskovs, grinede jeg, og håbede, at mine retoriske manøvrer kunne lette på stemningen. “No worries,” sagde jeg og rejste mig. Og min chef nikkede forvirret, som om de mange ord (“jeg har klaret mig i 30 år, jeg klarer mig nok de næste 30 også” og “hvis jeg ser jaget ud, er det nok fordi jeg har travlt, ha”), jeg øsede ud over ham, druknede hans indsigelser. “Nå ja”, og “hvis det er sådan det hænger sammen”, lod han sig overbevise, og jeg tog listen med navne og numre, Freddie i opgang 8, Tove i opgang 2 og så videre. 

Jeg havde jobbet i næsten to år, tre af mine kunder faldt fra, Judith fik lungebetændelse og kom sig aldrig, Mads flyttede på plejehjem og den misbrugende blev fundet af sin ekskone: En overdosis. Jeg tror aldrig man fandt ud af, om det var med vilje eller et uheld. Freddie og jeg blev så fortrolige, at jeg fik overtog hans avis hver dag kl. 12.00. Tove blev vegetar og måtte have mad et andet sted fra. Slagteren fnysede og forbandende “det moderne stads”. En enkelt gang snød jeg og tog et måltid med hjem. Sprængt oksebryst med kartofler og peberrodssovs. Jeg dyppede enden af en teske i sovsen og lukkede øjnene, mens jeg lod den fede, stærke smag fylde min mund. Så et stykke kartoffel på størrelse med en lillefingernegl. Et stykke kød, så mørt, at det trevlede allerede på gaflen. Jeg tænkte på Judith og på Mads og på misbrugeren, tænk sig, at jeg aldrig igen skulle møde dem, og måske fik jeg ad den vej overbevist mig selv om, at det var ok. Ok at spise hele portionen, at det var min måde at sige farvel på, en slags bod for alle de gange, jeg havde afvist deres håbefulde blik. “Jamen hvad søren.” 
Den ligger der stadig, slagterbutikken, men ejeren er en anden. Mansour Al Safadi, han får fem stjerner på trust Pilot.