Louise Juhl

Det er mærkeligt, hvad der kan gå én på. Og hvor dybt. 

En af de mest ydmygende oplevelser, jeg kan komme i tanke om, var da jeg en kort overgang var ansat ved en såkaldt “privat jobaktør,” der havde specialiseret sig i at finde jobs til fleksjobbere og førtidspensionister. Min opgave bestod blandt andet i at renskrive og korrektur læse chefens afsluttende Master-opgave i Ledelse, tage telefoner og sende fine flerfarvede grafer afsted til kommunen, der skulle fremvise stedets fremragende resultater. 
Jeg var sandt nok et sted i livet, hvor jeg anglede efter at gøre mit bedste, få ros, og kom med garanti til at tilbyde mig for villigt til enhver opgave, der bød sig. “Det kan jeg godt gøre,” foreslog jeg, hvad enten det handlede om at skrive referat af et møde, hente frokost til de ansatte eller at formulere en mail til en mulig kunde. Uanset hvad, så blev jeg fyret, begrundelsen lød, at jeg “manglede empati”. Jeg mener: Kan man forestille sig en værre etiket at få sat på sig end “manglende empati.” Det viste sig da også, at chefen, hvis opgave jeg havde knoklet for, at han kunne aflevere til tiden, ikke mente empati, men “manglende forståelse for at begå sig i sociale hierarkier”, som han – forespurgt- rettede sin begrundelse til at lyde. Han læste simpelthen min iver og min usikkerhed, som mangel på sociale færdigheder og bum, så røg jeg – helt uvarslet – ud på røv og albuer. 
Jeg græd, nej jeg hulkede, spyttede på mit eget spejlbillede, skammede mig som en udskældt hund. Tænk, at jeg var blevet fyret, ikke på grund af manglende opgaver, besparelser eller omstrukturering, men på grund af ivrighed, min savlende længsel efter anerkendelse. Fyforhelvede. 

MEN: Det viste sig snart, at lederens fine grafer var fyldt med fejl, han havde manipuleret med tallene, havde indregnet falske fremskrivninger og pustet næsten umærkelige fremgange op til massiv succes. Han blev fyret, senere afslørede en ansat, at han var åbenlys narcissist og led af det, han ved en fejl havde begrundet min fyring med: Komplet mangel på empati. Jeg har siden tænkt meget over, hvorfor det slog så hårdt, ikke mindst fordi jeg for et halvt år siden oplevede noget, der igen slog mig helt ud.

Jeg var inviteret til at medvirke i en scenesamtale med en kollega, vi havde begge takket ja til muligheden, dog vidste ingen af os, hvem der medvirkede – udover os selv. Der blev lavet for-interviews, talt om mulige vinkler og spørgsmål, alt var godt. Lige indtil kollegaen fik at vide, at det var mig, han skulle på scenen med. Så trak han sig. Uden begrundelse, men altså – jeg er ikke idiot. Det skyldtes åbenlyst, at han ikke fandt mig værdig at indgå i en samtale med. Jeg var i hans øjne et nul, en litterær nobody – måske værre end det. Jeg ved det ikke, for vi fik jo aldrig lejlighed til at mødes. Jeg har aldrig været i kontakt med vedkommende, aldrig talt med eller om denne og forfatterskabet, og jeg tør godt garantere, at den pågældende heller aldrig har læst nogle af mine værker. Alligevel var jeg dømt ude, dur ikke, næste. Heldigvis valgte værten for samtalen at gennemføre aftalen uden min kollegas medvirken, det blev en fantastisk snak, så måske var det fint nok, at tingene udviklede sig, som de gjorde.

Ikke desto mindre sidder ydmygelsen i mig endnu. Tænk, på den måde at blive dømt ude – vejet og fundet for let. Tænk sig at være det menneske, der føler sig berettiget til at vrage kolleger, fordi… de ikke har den nødvendige status. Shit altså. Jeg har lige siden haft lyst til at skrive og spørge, hvad der lå bag. Hvad det var i mig, der så åbenlyst bød vedkommende imod. Om det var mit affarvede hår, min følsomhed, mit massive tilstedevær på sociale medier, min hund, min mand. Mit navn????
Jeg skriver selvfølgelig ikke og spørger. Frygter måske svaret: At det er det hele. Tilsammen. For det kan jeg jo ikke rigtig stille noget op imod. Men jeg kan forhåbentlig og over tid stille noget op med ydmygelsen. vende den til noget andet. Vrede. Kærlighed. At fucking insistere på ordentlighed. Eller noget. 

PS: Her er – helt uden for kontekst – et billede af mine nye sandaler, de er satingrønne og gule og supergode at gå i.