Louise Juhl

Så sidder jeg igen foran læ-
gen som taler om alliancer og
loyalitet
jeg spør´: hva for en bil?
og siger: Mazda er fra Hiroshima
du gør det ikke nemt at hjælpe
svarer han
må jeg gå nu?
spørger jeg

i tegneterapien tegner jeg en
guitar
inde i instrumentets krop
tegner jeg fine noder mens
lydende der slipper ud derindefra
ligner
madikker, bændelorme, forkrøblede væsner

terapeuten roser mig
og lægger min tegning på
Foreningen af Tegneterapeuters
hjemmeside
“sikke en selvindsigt,” siger
hun næste morgen viser
vægten halvandet
kilo mindre end sidst
måske jeg kan
indse mig selv ihjel