Louise Juhl

Jeg husker en eksamen i matematik, “problemregning”, jeg fik til opgave at lave en æske, der skulle kunne rumme otte tennisbolde, det vil sige otte behårede gule bolde af en størrelse på mellem 6.54-6.86 cm, (i opgaven præcist angivet til 6.65 cm). Opgaven lød på at beregne den måde, hvorpå kartonen kunne foldes til en æske, så der var mindst mulig spildplads mellem boldene. Jeg husker, at jeg måtte gå på toilettet midtvejs, kaste op: måske var det ideen om, at alt skulle kunne gå op, eller tanken om rum som en begrænsning, jeg ved det ikke. Jeg husker kun, at toilettet lå til højre for mælkeudsalget, og at jeg stod derude, i hvad der føltes som, meget lang tid, svedende. Til sidst gik jeg tilbage til æsken og boldene, der var jo en eksamen, der skulle bestås, og endte med at finde den optimale løsning, en stram og kantet og meget lille æske. Min lærer kaldte løsningen for “imponerende”, og rodede mig i kærligt håret.
Det var af en eller anden grund stærkt ubehageligt med den hånd i det hår.