Louise Juhl

Jeg har en fugl af glas stående på min reol, den minder mig om, at min mor og jeg ikke taler sammen.
Den fugl. Min mor og jeg taler ikke sammen. Eller, selvfølgelig taler vi sammen.
Jeg husker en leg, ånden i glasset. Jeg var bange for den leg, det var noget med et glas, der af sig selv bevægede sig selv mellem bogstaver, og på den måde skrev beskeder fra det hinsides. Jeg frygtede de beskeder, tænk hvis glasset skrev, at min mund tilhørte en vampyr, at mit blik var gift, at mine ører var kviksand?
Man kan sige, at hverken min mor eller jeg kunne flyve, og at ingen af os var af glas. Men måske min mor var ånd og jeg et bogstav?
Jeg ved ikke, hvor jeg vil hen med det?
Ingen vegne, tror jeg.
Det er lige præcis derfor, vi ikke taler sammen, min mor og jeg.

(I Tyskland holder butikkerne ikke lukket skærtorsdag, sådan som de gør i Danmark. Derfor tog vi altid over grænsen den dag, for at købe ind. Jeg fik 100 dkr at råde over, det var mange penge, jeg tror nok vi delte, altså at halvdelen var min egen opsparing, den anden halvdel et supplement fra min mor. Hun huskede mig altid på, at det bedst kunne betale sig at veksle hjemmefra, det var noget med kurser og gebyrer.
Vi tog en bus fra Kolding, en af dem, der var betalt af grænsebutikkerne, og sad klemt inde mellem et hav af pensionister, der allesammen kendte hinanden. Det gjorde ingen forskel, jeg kendte ingen, men jeg havde så mange tanker at holde styr på, at jeg havde rigelig selskab i dem.

Jeg havde et mål med min tur, nemlig at få så meget slik som muligt for pengene. Kvaliteten underordnet, det var mængden, der var afgørende. Jeg endte altid med at købe et kilo eukalyptusbolcher, som jeg slet ikke kunne lide, men mængderne, jøsses. Jeg købte også blokchokolade i sølvglinsende papir, og menthoskarameller, ikke mindst, det var det bedste, de var bløde, men sad ikke fast i tænderne. Det er gode egenskaber for en karamel.
Hvis der var penge til overs købte jeg Wrigleys tyggegummi, jeg kunne bedst lide det med smag af spearmint. Var det den hvide pakke, eller var det den grønne?

Min mor købte nødder, sukker og creme. Her var der virkelig besparelser at hente, forklarede hun mig. Jeg kan huske, at jeg allerede dengang tænkte, at jeg aldrig ville være voksen, hvis det betød, at verden kom til at bestå af creme og hakkede nødder.)