Louise Juhl

Min mormor hed Stella, det betyder stjerne, hun var rund og mild og stille og næsten altid træt, for hun havde en hjertelidelse og blev af samme grund frarådet at føde børn. Et råd hun heldigvis overhørte, ellers havde jeg ikke kunne besøge hendes og min morfars gravsted i dag. Min mormor arbejdede som omstillingsdame på Kolding sygehus indtil hun fik børn, men da jeg blev født, havde hun længe gået hjemme, fodret høns, syltet, kogt grød og i årevis spillet yatzy med sig selv: “for så er jeg sikker på at vinde.”
Hun kaldte mig for puttehønseskid, flettede mit hår og lærte mig at sige fra, hvis det blev for stramt.

Min morfar var helt modsat: en temperamentsfuld herre, der aldrig sad stille, han havde altid gang i et projekt i snedkerværkstedet, i fårefolden eller i frugtplantagen. Han levede af kaffe med rigelig fløde og hvidt brød med honning, eneste undtagelse var, når der blev serveret and, så tog han for sig af retterne. En enkelt gang  så meget, at han måtte indlægges med maveforgiftning, forgiftningen viste sig dog  at være almindelig forædelse. Min morfar kunne måske virke vrissen, for hvis ikke tingene artede sig, som han mente, at de skulle, kunne han finde på både at bande og svovle. Lige indtil Stella,  kiggede på ham med fuldkommen ro og med lav stemme sagde “Viggo!” Så holdt han mund. Nok var Stella både blid og mild, men hun fik altid det sidste ord.

Det var min morfar, der bestemte, at der på gravstenen skulle stå “ lyset stander stille ved livets kyst.” Jeg ved ikke hvorfor, jeg tror ikke han var religiøs, i hvert fald sagde præsten, da han gik hjem efter min morfars halvfems års fødselsdag:
“Ja, Viggo, du overrender jo ikke kirken, så mon ikke at næste gang vi ses, bliver til din begravelse?”
Det fik han ret i, præsten.?