Louise Juhl

I går aftes så jeg Niels Hausgaards dokumentar “Os der lever” på DR. Måske skal jeg starte med at sige, at jeg er stor beundrer af Hausgaard, jeg holder utrolig meget af hans skarptslebne men aldrig fingerpegende pointer, hans lune og hans indiskutable intellekt. Det var derfor med store forventninger, jeg satte mig foran skærmen, forventninger der ikke blev mindre af, at filmen tog udgangspunkt i Vendsyssel, en egn, jeg har besøgt utallige gange og føler, er en del af mit DNA.

Der er meget godt at sige om Hausgaards portræt af den nordjyske landsdel, vi præsenteres for mange elskelige personer, ikke mindst murermester Keld, manden, der flyttede Rubjerg Knude fyr 70 meter ind i land for at redde det fra at falde i havet. Alligevel efterladt udsendelsen mig mere frustreret end fornøjet, fordi den fastholder det klassiske skel mellem Dem og Os. mellem land og by, udkant og inderkreds. Hausgaard bygger dokumentaren op omkring et konfirmation – bekræftelse af sit tilhørselsforhold – med suppe, steg, is og svulstige taler. Og bladrer så familiealbummet igennem en for en. Der er Grete og Lis, der knipler og broderer og drømmer om at bortføre Keld. Der er modelbyggende mænd, der sirligt opfører en hel lille by med vaterpas, miniaturemursten og mørtel. Der er to unge knægte, der kører i ring på stranden, rundt og rundt og rundt, og dermed rejser spørgsmålet: Kommer de nogen vegne, og er fremad den eneste retning, der er værd at gå. Tung symbolik, der gentages i hestepigerne, der strigler deres dyr som skulle de gå catwalk og rider ensomt gennem skoven, som en slags dannelsesrejse med naturen som både start og slut. Der er enkebal og rottweilerhunde, ensomhed og store vidder.
Det er jo fint nok. Men også ekstremt stereotypt, og selvom jeg ikke er i tvivl om Hausgaards gode hensigter og at han bevidst benytter pastiche som et greb, så synes jeg det er et fejlskud i det her tilfælde. For der er så rigeligt med fordomme “for sjov” allerede: om jydeland, Støjberg Fanklubber, havenisser og træg humor. Om en landsdel beboet af minkfarmere og motorcrosskørere, og sandt er det jo, at Hans Nielsen var fra Brovst og Erik Gundersen fra Esbjerg og at der før corona fandtes 39 minkfarme i den ellers undseelige by Gjøl. Men der findes så meget andet også, som Hausgaard overser, mennesker, der bruger et halvt liv på at opfinde en ny matematik, Mads, der hjælper flygtninge og andre, der er faret vild, sejeste Julie, der hjælper kvinder i Reden i Aalborg. Selvfølgelig gør der det, og at reducere en hel landsdel til at være træge og fremmedforskrækkede er lige så tåbeligt og reducerende som at påstå, at sjællændere er overfladiske, caffelattekonfiterede Vanopslagh-kultdyrkere, der ikke kan kende forskel på en hest og et æsel. jeg er helt med på, at meget dril er kærligt ment og at talemåden “Den, man tugter, elsker man” sikkert også er på spil i tvisten mellem vest- og Østdanmark. Men jeg har i mit arbejde på tværs af landet alligevel oplevet, at der er en tendens til subtil mobning, når der for eksempel rejses tvivl om, om det “kan betale sig” at afholde et kursus i Jylland. For “er der virkelig publikum til den slags derovre?”

Jylland er altså ikke bare et hjemstavnsresort for stressede studerende, der kan blive tanket op med flæskesteg og ris alamande før de fortsætter deres akademiske dannelse i hovedstaden. Jylland er ikke mere befolket af tavse træmænd og halbalhungrende enkefruer end Rødovre er af bingobenovede pølsebodsejere eller Anholt af kriminelle undslupne.
Så tak til Niels Hausgaard for rigtig rigtig meget, men ikke for filmdigtet “Os der lever” – den gør efter min mening ikke nogen klogere på Vendsyssel, tværtimod.