Troldspejlet
by Louise Juhl Dalsgaard
Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred.
Og jeg skal nok komme videre. Promise! Synge nye sange og bygge nye reder. Plante smil og plante solskin. Finde en gren, jeg kan sidde på (i stedet for den, du savede over). Og nej, jeg bebrejder ikke nogen noget – slet ikke. Og ja, jeg ved, at jeg skaber min egen virkelighed, skaber mit eget liv, skaber den verden jeg bebor. Jeg har forstået, at jeg ikke er offer, med mindre jeg vælger at være det. Jeg vil, som vores kære dronning, nu vælge at gå til dagens dont med ordene: ”jeg er glad fordi jeg VIL være glad!”. Smile – og smile stort.
Og jeps: det jeg sender ud, får jeg tilbage – I know. Ssszzmil til verden og verden smiler til dig. Over skyerne er himlen altid blå! Mantra, mantra, kædedans og kognitive hjælperim. Jeg skal nok se mig selv i spejlet: lade det fortælle mig, at jeg er smuk. At livet er smukt. Gentage det så ofte, at alt andet forsvinder og det talte ord bliver virkelighed. Yes!!
Og nej, jeg skal aldrig mere tro det bedste om nogen. Men holde fast i mig selv, holde fast om mig selv, holde tand for tunge, holde kortene tæt til kroppen, holde mund, holde tæt og holde kæft. Stå ret, stå fast, stå stolt og rank og på hovedet, om nødvendigt. Jeg skal nok bevare den sunde skepsis og smide naiviteten overbord, belægge mine ord med omhu og ihukomme at tavshed er guld.
Fremover er det persienne-synet, der udvælger motivet: firmaformater, der stemmer overens med humør, dagsform og forgodtbefindende. Lukke af og lukke i. Kun lukke op, når slikskuffen står åben. Beregne, vurdere og bedømme. Altid og hele tiden. Ingen impulsive tilskyndelser, ingen forbarmelse, slut med behovstilfredsstillelse og lytten indadtil. Plusserne frem i lyset og alt andet under gulvtæppet. Under gulvbrædderne, om muligt. Nyt motto: Cut the bullshit. Fra nu af er det ren Gold Digger. Ædelmetal. Kun det bedste, der tæller
Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred. Jeg er ikke vred.
Jeg er glad, fordi jeg vil være glad. Repeat: Jeg er glad, fordi jeg vil være glad. Glad for fanden!!!
Godt så!!
Hvis du putter tilstrækkeligt med ‘ikke’ ind i sætningen vred, så får du plusset følelsen. Og SÅ blir der sgu hot i din nære hede! 😉
Kh
Lonni
Ggggrrrrrr 😉
Mig? Neeeej, jeg er IKKE vred!
Du skal ikke være vred, medmindre du skal. Husk det.
Knus og 🙂
Blogwoman
Vrede?
En understrøm i glædeshavets brænding?
Flyd med, træd vande, find retning og svøm så “Blå hval”!
Livet venter på dig.
BW:
Jeg er vred, fordi jeg ER vred 😉
Men arbejder på. At blive glad. Det virker bare så massivt lige nu. At smile samtidig med, at jeg bjæffer 🙂
Tekst:
Blå hval er blå i hovedet. Af at træde vande og vande trædemøller. Uggh!….
Nogle gange er man vred, fordi ens grænser bliver overtrådt. Det er en ok vrede. Håber at du får ro i dig selv søde du. Ingen impulsive tilskyndelser? Livet er fuld af dem – og det er ok. Det handler bare om at reagere på de rigtige – se det er en kunst jeg endnu ikke mestrer.
Ballast… Jeg tror egentlig, jeg fik formuleret mig rigtig skidt. Det jeg mente var, at man skal have lov til at være vred – uanset…
Ved ikke lige, hvorfor jeg ikke kunne formulere det igår..
😉
Blogwoman
Spacemermaid:
Impulsivitet handler vel om lyst. Og er dermed – i mange tilfælde – noget smukt og godt og rigtigt.
Men er der noget, jeg har svært ved at acceptere ved mig selv, er det lyst. Og jeg tænker lyst i bred forstand – ikke kun drifter og seksualitet, men LYST til livet, til at nyde, til at elske, til at turde tro, til at læne mig tilbage.
Og måske jeg derfor er så vred: Vred fordi jeg aldrig får fred. Fra min egen pisk. Min egen skam og mine uforbeholdne krav.
Så løsningen er måske netop: At være impulsiv. Grine stort og læne mig tilbage?
Jeg ved det ikke. Alt jeg ved, er at jeg er vred. Og meget, meget træt.
Blogwoman:
😉
Jeg er vred. Og glad. Og ked af det. Forvirret!
Men dine kommentarer, dem er jeg glad for. Ægte glad. Uanset… 😀
Det sværeste er at give slip på egne krav. Jeg tør ikke. Så er jeg bange for, at alt falder sammen om mig. Men jeg er også træt noglegange. Dog ikke vred. Mere træt.
SpaceMermaid:
Jeg snakker så meget om vrede. Men jeg er egentlig meget lidt. Vred.
Tror jeg forveksler afmagt med vrede. Dén særegne håbløshed, der får mig til at græde og skrige og stampe i jorden. Det er måske snarere en uudlevet sorg end vrede?
Måske begge dele?
Måske ingen af delene?
Jeg ved det ikke. Og det gør mig træt. Ikke at vide, havd jeg føler. Men føle så stærkt, at kroppen brænder.
Jo, jeg er meget træt. Meget.