Ulysses superlight vol. 3 (eller tanker på månen)

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg har ikke noget manuskript jeg følger. Heller ikke noget, jeg kunne tænke mig at følge.

Kunne skrive om det meningsløse og tilfældige. Om krop og ikke krop og befrielsen midt-i-mellem. Ord og ord og deforme håb. Men klaveret spiller ikke længere. Slut med less-is-more. Det eneste jeg ved og mærker er, at loss is loss. Hverken mere eller mindre. 

Så jeg søger tilbage til dansen. Gentagelsen for gentagelsens skyld, nydelsen for nydelsens skyld: Sove når jeg er træt og se, når jeg orker. Være en kat og ligge henslængt i umulige stillinger og vente, men ikke forvente. Bare æde og drikke og instinktivt jage. Fordi det er min natur. Som kat. Min gerning, ligesom. Og sove igen, for hvorfor ikke. Og kede mig, men ikke kende kedsomheden og derfor forveksle den med lykke og nærvær. Lade den være. I stedet for at jage den. På flugt.

Jo mere ihærdigt jeg forsøger at nærme mig, jo længere væk kommer jeg. Jeg er faret vild eller er vildfaren eller hvad ved jeg. Det er også lige meget. Lige vidt. Lige gyldigt. Vil istedet forsøge den omvendte strategi: bevæge mig bort fra, undgå, fortrænge. Aflive drømmene. Om Noget, Nogen, Dette og Hint.  

Jeg vil forpuppe i en slags neutral midte, en stilfærdig essens af ingenting. Andet end ro. Ikke-søgen. Ikke-krop, eller måske netop krop. Begge ben på jorden og blikket på normal. Uden røntgensyn eller infrarød. Bare se. Glo. Suge ucensureret og blive fyldt med forundring over alt det, jeg ikke tør tro. Og som ikke er, men bare føles og føles godt.