Louise Juhl

Hver morgen når jeg står op, opløser jeg tre skefulde psylliumfrøskaller i lunkent vand, jeg har læst at de uopløselige fibre narrer kroppen til at tro, den får mad, og dermed sætter forbrændingen i gang. Så tager jeg en tæt tynd trøje på, gamacher og sko og løber ti kilometer, undervejs tæller jeg alt, jeg kommer forbi, lygtepæle, elskabe, børn med huer og uden. Holder alle andre tanker i skak: hvad, hvorhen, hvorfor.
I november søger jeg et job som sekretær ved en fysioterapeut i Hinnerup, de søger en struktureret og fleksibel medarbejder. Jeg er god til at tælle og villig til cirka alt, så jeg svarer, at jeg “mener at matche deres profil” og skriver mit navn nederst med en glimmertusch, fordi jeg har lært på et kursus, at det gælder om at stikke ud, gøre sig bemærket.
Jeg bliver kaldt til samtale en onsdag, klinikken lukker sent, det er mørkt udenfor. Neonskiltet fra en butik overfor lægger et blegt køkken-agtigt skær over rummet. Jeg har været i Salling og købe langskaftede støvler med plateusåler og en skjorte i lys blå, fordi jeg forestiller mig, at det er sådan en sekretær i Hinnerup ser ud. Lederen af klinikken giver hånd, vi bliver kun ham og mig, forklarer han, han hedder Morten og har drevet fysioterapien i ni år nu. 
“Ti til januar,” fortsætter han. Jeg forsøger at virke imponeret: 
“Hold da op, det skal da fejres?“, foreslår jeg og Morten smiler: “ja, det tænker jeg, det skal.”

Vi taler længe, Morten vil høre, om jeg bor alene, hvad mine interesser er, om jeg planlægger at få børn eller at rejse. 
“Hvad vil du sige, er din stærkeste sider, din svageste?”
Jeg svarer ham noget i retning af, at de fleste styrker ender som en svaghed, hvis ikke man holder den i kort snor. 
“Alt med måde” og “hver ting til sin tid”, uddyber jeg, og jeg taler så længe og om så lidt, at jeg næsten lykkes med at overbevise mig selv 
Efter en time er Morten glad, “jeg tror, jeg har fået svar på mine spørgsmål.” 

Næste dag ringer han, at jeg har fået jobbet. Jeg kan starte til december: “Så kan du være med til at planlægge jubilæet.”
Jeg beder om en times betænkningstid, ender med at takke nej. Jeg har jo kun den ene lyseblå skjorte, jeg har indkøbt til lejligheden, og min forfod er øm efter kun en dag på høje hæle. 
Morten forstår ingenting: “Men hvorfor søgte du så overhovedet jobbet?” 
Jeg bliver ham svar skyldig, løber en tur. Tæller seksten sølvgrå biler og en enkelt tabt handske.

Jeg vil ikke sige, det er et mønster, men senere bliver jeg regnskabsmedarbejder i en kælder i Odder og efter det, lægger jeg skema på en sygehusafdeling. Der sidste er et puslespil af en anden verden, mærkelige mødetider og afspadsering skal ganges med 1,17, der skal trækkes fra, tilkaldevagter med faktor 2,08, der omvendt skal lægges til. Jeg lykkes dog med at få det hele til at gå op, tal og tid og løn, det er kun min vægt, der går den anden vej, ned.