Louise Juhl

Folk har for tiden travlt med at kritisere opslag, der ikke handler om Trump, Musk, Putin, Rasmus Paludan eller hvad de rabiate politiske stemmer, der fylder alt for meget for tiden. De anklager glæden over en netop udsprunget forsythiagren eller sorgen over en tabt drøm for at være navlepillende, irrelevant, eller et first world problem.
Ja, Trump er en despot, en rablende megaloman med et voldsomt magt- og pengebegær. Musk er et tidligt skadet barn, hvis følelser må være blevet så eftertrykkeligt lukket ned i de første leveår, at han nu er at sammenligne med en robot uden et fungerende styresystem. Putin moralsk kompas er styret af personlige præferencer og begær og hans loyalitet til salg for en flaske vodka og en flise på Walk of Fame.
Ingen – INGEN – skal være i tvivl om, hvor jeg står i forhold til den siddende amerikanske og russiske regering. Eller Viktor Orbán for den sags skyld.
De er allesammen meget meget små mennesker med meget meget stor magt.

Men det er ikke forsythiagrenens skyld. Det er heller ikke sådan, at engagement, indlevelse og bekymring kan måles på, hvor mange eder og forbandelser man giver udtryk for, hvor mange karikaturtegninger af den Orange Brøleabe, man deler, eller hvor intolerant og brovten man opfører sig over for dem, der ikke skriver om præcis disse emner.

I går delte jeg nogle overvejelser om en posthum udgivelse af Joan Didion. ‘Notes to John’ hedder den og er en ret nidkær og sært nøgtern beskrivelse af et terapiforløb Didion gennemgik i årene op til sin mands, og senere også sin datters, død. Det faldt en vred, hvid, midaldrende mand for brystet, han gav på stærkt sarkastisk vis udtryk for, at det var en fuldkommen illegitim beskæftigelse, jeg med mit opslag havde gang i. En slags genital leg (jeg er stadig lidt i tvivl om, hvordan kønsorganer blev blandet ind i det hele, men fred være med det). Han kaldte det en #øvremiddelklassevirkelighed, hvilket ikke er usandt, hvis vi taler Didion, mens jeg – med min freelancetilværelse som forfatter og underviser – nok desværre ikke kan påberåbe mig et tilhørselsforhold i lige netop den socialklasse. Jeg vil til det svare, at der i den #denhvidemidaldrendemandsvirkelighed må være være brugt en hel del tid til at læse et længere opslag til ende og tilmed formulere et svar. Tid, som kunne være brugt på at bekæmpe alle de uhyrligheder, der foregår rundt omkring i verden. Man skal passe på med at kaste med sten, når man bor i et glashus:
Det er ikke sådan, at man ikke både kan læse bøger om eksistentielle refleksioner og samtidig bekymre sig om konkrete politiske strømninger. Det er heller ikke sådan, at der findes en sand og rigtig måde at agere politisk i verden på. At glædes over en forsythia kan sagtens være udtryk for en omsorg, der ikke kun gælder en selv. At dele overvejelser om skrift og form er ikke alene en esoterisk diskussion, men en snak, der også handler om, hvordan Trump taler. Musk, Putin. Hvordan vi taler til hinanden herinde på Facebook.

Jeg kæmper på én måde. Andre kæmper på anden vis.
I stedet for at bekæmpe hinanden, skulle vi så ikke bekæmpe despoterne?

Kh