Louise Juhl

Jeg var blevet fortalt det på forhånd. At hun kunne være overvældende, altså, Veronica. Hun havde det med at “kravle” på de voksne, sagde de, holde om og holde fast. Ja hun kunne finde på at klamre sig til en arm eller et ben og nægte at slippe igen.
Jeg var nødt til at være bestemt fra start, ellers risikerede jeg, at hun tog det hele. Sugede sig fast. Jeg spurgte ikke ind ti hvorfor, nikkede bare, jeg var jo ny, deres advarsler var vel en form for omsorg. For mig men også for pigen, sagde lederen, Karin, alt andet ville være at gøre hende en bjørnetjeneste, at lade hende vokse op i den tro, at hun kunne knytte sig til alle og enhver. Livet ville lære hende noget andet. At ingen i længden brød sig om fremmede fingre i deres hår, om konstante kram eller at blive holdt om hele tiden. Hængt på. Så det bedste var, om hun lærte det her. Af os, pædagogerne, i et trygt rum og uden at slå sig.
Hun var den første, jeg mødte, da jeg første gang mødte ind. Det var en mandag og klokken kun knap 6.00. Hun stod udenfor med en lillebitte taske på ryggen og vinkede til mig. Og allerede mens jeg stillede min cykel fra mig, var hun i gang med at fortælle. At hun hed Veronica, at hun elskede dyr og drømte om at åbne sin eget zoologiske have med regnorme, musvitter og pindsvin. Jeg ville selvfølgelig komme gratis ind, lovede hun mig og stillede sig helt tæt på og så til, mens jeg tømte mine cykeltasker for skiftetøj og æskerne med flødeboller, jeg havde købt for at fejre min første dag i Krokodillehaven.
Indenfor viste hun mig rundt, pegede alt ud: Læsehjørnet, Hulen, Spisestedet, Perlepladsen, hun kunne bedst lide at lege i Hulen, at dække sig til med dyner, bygge bløde slotte af puder og tæpper. Alle dage var gode, men onsdag var bedst, for der holdt de voksne ingen møder, og der var brætspilstime og man kunne blive helt til klokken 17.00, hvis man ville, og det ville hun altid, for hun elskede Krokodillehaven. “Og diiiig”. Hun tog om min arm, krammede den og lænede sig ind imod min krop, og jeg huskede ordene fra ansættelsessamtalen, at hun var overvældende, Veronica, og at jeg måtte være bestemt fra start. At hun lige så godt kunne lære det nu, her i beskyttede rammer i Krokodillehaven, fremfor senere i livet, ubeskyttet. At et nej på den måde kunne vise sig mere omsorgsfuldt end et misforstået ja.
Jeg blev der ikke så længe. Det var vist nok en skuffelse, børnene havde godt af stabile rammer og voksne, der ikke kom og gik efter forgodtbefindende. Jeg burde have tænkt mig om, før jeg takkede ja til jobbet, sagde lederen, det kunne næppe komme bag på mig, at arbejdet med mennesker var hårdt. Smukt og vigtigt, ja, men mest af alt hårdt. Hun havde nok forventet mere af mig. de havde jo brugt en del ressourcer på at lære mig op, sætte mig ind i Krokodillehavens rutiner, mandag sang og samspil, tirsdag natur, onsdag brætspil, de havde brugt årevis på at finde den helt rigtige balance mellem leg og læring, om jeg var mon forstod, at det var levende væsner og at min exit uundgåeligt ville sætte sig i de mest sårbare af dem som endnu et svigt? Ja, jeg vidste det godt, undskyld og jeg burde have været mig mit ansvar voksent. Og ja, jeg forstod, at det var levende væsner, det var jo netop dét, jeg havde så svært ved. At jeg var nødt til at lære dem, at huler kun fandtes om onsdagen og kun i krokodillehaven. At man ikke sagde “jeg elsker dig” til tilfældige mennesker, at man ikke greb fat og krammede. At afstand var nødvendig. At virkeligheden var ikke var et brætspil med brikker men en kampsport, man ikke vandt med knus, men ved at slå sin modstander i gulvet.
Veronica havde en gave med til mig den dag, jeg stoppede. En mælkebøttekrans, hun selv havde flettet. “Til min alleryndlings,” hun lænede sig ind imod mig, forsøgte at flette ben. Jeg gav hende et hurtigt knus, takkede og tog kransen på hovedet, vinkede fra cyklen: “Tak, Veronica.”
Måske var det sidste, knuset og det at jeg vinkede, at gøre hende en bjørnetjeneste?