Louise Juhl

I dag var jeg på sygehuset, jeg skulle tale med en anæstesilæge, hun hed Birgit og havde meget travlt (venteværelset var fyldt, alle sad uroligt på deres stole, så på klokken og tappede -med en unødig grådighed – vand fra en automat, selv ventede jeg en time og niogfyrre minutter), Birgit tog sig ikke desto mindre god tid, spurgte omsorgsfuldt ind til sygdomsbillede, brug af medicin, fysisk form, allergier, jeg svarede efter bedste evne, og Birgit forklarede så, hvad der skulle ske: “så giver vi dig noget bedøvelse”, sagde hun, “der gør, at du ikke selv kan trække vejret, det gør vi for dig imens – passer på dig, indtil du vågner igen”, og af en eller anden grund, måske var det torsdagen, måske var det al den venten, i hvert fald sad jeg pludselig og græd, ikke voldsomt eller hulkende, tværtimod, langsomme tunge tårer, jeg vil ikke sige, jeg var ikke ked af det, heller ikke bange, måske var det bare det, at et menneske overfor sagde “vi passer på dig,” meget mærkeligt, men også meget dejligt, Birgit spurgte “er du bange for ikke at vågne igen?”, og jeg sagde ja – jeg har en hund, der skal passes, sagde jeg, og en mand, der skal elskes og på lørdag får jeg besøg af min mor og til oktober skal jeg spille finske sange med en, der hedder Daniel, og … “vi passer på dig,” gentog Birgit, og så rakte hun mig en serviet og vi grinede lidt begge to, og lige før jeg gik, spurgte hund mig, hvad min hund hed, og jeg svarede “Mumrik!”