Louise Juhl

Altså ind imellem kan det der selverkendelsesprojekt køre lidt af sporet, lad os nu for eksempel tage de her dage, hvor jeg så gerne vil finde en årsag til al min ømhed i kroppen, udtrækningerne på huden, afmagten i leddene, og jeg tænker, at det hele starter hos mig selv, i mig selv, ved mig selv, (Kend dig selv!!), og at de fingre, jeg altid peger udad nu er endt som en bjælke i mit eget øje (Kend dig selv!!), jojojo, og jeg tænker så det knager, og søger som en sindssyg og anklager mine øjne i spejlet, men jeg finder ligesom ikke en årsag, men forstår du, jeg SKAL sgu finde en årsag, noget der kan løses, løse mig, ti bud, jeg har brudt for eksempel, eller en flaskehals, der peger (Kend dig selv!!), etellerandet, NOGET, men jeg finder ikke en skid – og så er det, at det kører af sporet, så er det, at jeg suger kinderne ind og ruller mig sammen, og maler mig grøn og lægger mig under madrassen, og råber: “Jeg er en ært! Det er derfor prinsessen ikke kan sove. Mysteriet er løst. Guilty but not charged”

Og nu sidder jeg, grøn og rund og lidt fortumlet, og tænker: Hvad skal jeg egentlig stille op med den erkendelse?