Louise Juhl

Min far siger, det er bedre at kaste penge i grams end at tabe dem på gulvet. Han siger: den, der leger med ilden, holder varmen. Han kaster en kæp efter en fugl. Deres kvidren giver mig pip, siger han og lægger hovedet på skrå, smiler spørgende: Fangede du den?

Han har to armbåndsure, et på hvert håndled, han trækker ikke nogen af dem op. Han har også en bog med nøjagtig optegnelser af benzin hældt på bilen, dato og antal liter. 83 km/timen er optimal hastighed, sådan kører den længst på literen. Vi er seks en halv time timer om at nå til København, den ene bil efter den anden overhaler os på motorvejen. Blinker og dytter. – Det var Povl Kjøller, råber min far og ruller vinduet ned, vinker til en bistert udseende chauffør med skulderlangt gråt hår.
På en rasteplads lidt udenfor Slagelse spiser vi frokost, en pose optøede miniflutes smurt med trekanter af ost. Den leende ko. Vi drikker vand af hanen på toilettet, selvom der hænger et skilt med en hane, et glas vand og henover begge: En rød streg som i nej. Min far siger: Hvo intet vover, intet vinder og tager en ordentlig slurk, Tørrer sig med bagsiden af hånden. Ingen af os bliver syge.

I april vinder han 600 kroner i Landbrugslotteriet og køber en ny brødrister med optøningsfunktion. Vi fejrer det ved at bage snobrød henover risten. Det bliver ikke helt bagt, men min far siger, at den, der gemmer til natten, gemmer til katten og æder den rå dej af pinden