Louise Juhl

Et hjerte var ikke andet end en muskel sagde Ellen, ligesom februar virkeligheden ikke var andet end en tilstand af tø.
Det var i samme måned, min nabo aflivede sin hund, en airedaleterrier med overbid. Det var tid, forklarede han, da jeg spurgte hvorfor og fra den dag, blev jeg bange for bare at se på klokken.
Jeg havde sparet sammen i halvandet år, ti kroner hver uge, nu havde jeg 800 kroner og købte en sættekasse og toogtredive bittesmå ting til at stille på hylderne.
En grøn fluoritsten, et fingerbøl, to keramikhuse hver på størrelse med en negl.

Min far hjalp mig med at hænge kassen op over min seng, tilpas højt til at jeg ikke stødte hovedet imod, når jeg satte mig op, men dog ikke højere, end at jeg kunne nå hylderne og de små nips.
Nogle gange vågnede jeg om natten og greb ud i mørket efter nips. Det var lidt som en lykkepose fra materialisten, nogle gange var man heldig at finde en rejsetandbørste og et sæt kunstige negle, andre gange var der ikke andet i posen end en tættekam og en pakke plaster.
Det bedste var, når jeg fangede en tabt mælketand på hylden, det betød held, havde jeg læst i en bog om drømmetydning, forandring, nye vinde, frisk mod. De fleste nætter greb jeg dog i blinde og fangede ikke andet end nat og mørke og blev bange for mine hænder, deres uformåen.

Måneden efter måtte min far pille sættekassen ned, han rystede på hovedet: Al det besvær og så til ingen verdens nytte. Jeg græd og undskyldte, knugede den grønne flourit i min knyttede næve, fuld af skam. Senere byttede jeg de to keramikhuse til et tallerkenstort glansbillede af en engel med glimmer på vingerne. Jeg voksede fra det mørkerædde, men frygten for mine hænder og at gribe i blinde forblev den samme. Ligesom angsten for februar og for klokken, at nogen skal se på mig og sige, at det er tid.