Louise Juhl

Det var dengang alle piger hed Helle eller Mette eller Lene. Jeg kan ikke huske, hvad hun hed, men hun boede i et gult murstenshus med en lampe i indkørslen – som dem, man ser, i gamle illustrerede eventyrbøger med tykt glas og ”skær” fremfor lys. Hendes far hed Ernst og var altid hjemme. Han mødte tidligt og fik derfor også tidligt fri, det var i hvert fald det, hun sagde, når jeg spurgte, hvorfor han altid var hjemme. Han gik i uldne strømper også om sommeren.
– Varmen i fødderne ender i hjertet, påstod han, og af en eller anden grund virkede det indlysende, han var jo hjerteligheden selv. Hendes mor var mild og bestemt, hun havde kommunefarvet hår og lærte, som noget af det første, sine børn at smøre deres madpakker selv. Og at skrælle kartofler:
– Så har jeg bedre tid til at være sammen med jer, forklarede hun, og det var rigtigt nok. Hendes mor havde altid tid til at snakke. Jeg husker ikke, hvad vi talte om, måske betød det ikke så meget. Hun sluttede i hvert fald altid af med at give os et klap bagi og sendte os ud for at fodre kaniner.
De havde to, begge væddere med lange gråbrune ører. De lod sig klappe og kæle i timevis uden at protestere. Vi fodrede dem med salatblade og så på, mens de bevægede deres småbitte munde: Ikke op og ned eller frem og tilbage, men rundt og rundt og rundt. Som en kværn.
Senere blev det vores tur, vi fik farsbrød med kogte porrer og en tynd, næsten suppeagtig sovs, for hendes mor var altid på kur. Nogle gange fik de appelsinsalat en hel uge i træk, morgen, middag og aften. Bare skiveskårne appelsiner med et drys af hakkede hasselnødder. Og basilikumblade! Det sidste var vigtigt, for hendes mor havde læst, at man spiser med øjnene. Det tænkte jeg en del over, jeg havde svært ved at forestille sig, hvordan man skulle kunne tygge med øjenlågene, men salaten smagte så godt, at jeg glemte at spørge.
Næste gang jeg kom, fejrede vi, at hendes mor havde tabt to kilo: Vi fik hotdogs med ristede løg og remoulade. Bagefter var der hjemmelavede havregrynskugler med nutella-overtræk, og hendes far smed sine uldne strømper og viste os, at han kunne løse en professorterning med tæerne.
Jeg fortalte begejstret om det derhjemme, det med professorterningen, men min far hev mig hurtigt ned på jorden igen:
– Den slags kan slet ikke lade sig gøre, det er fup, påstod han. Men jeg var ligeglad, man kan heller ikke spise en salat med øjnene, alligevel mætter den mere, hvis man har gjort sig umage.