Louise Juhl

Jeg hørte engang
en fortælleom en mor
der knugede sit barns hånd 
så fast 
at hånden brækkede 

Du siger at det 
ikke er min skyld
du siger ´ting sker´
du siger det ene og 
du siger det andet
rører ved mit ansigt

jeg fjerner din hånd – 
forsvind, nej bliv

HVAD?

Jeg har glemt
hvorfor jeg spørger 
du svarer måske 
eller du går
ja det er dét du gør
du går 

og jeg smækker 
døren bag dig
hårdt og hidsigt 
og ser først for sent 
mine fingre mellem 
døren og karmen
lyden af knogler 
der giver efter
som grus mellem tænder
og endelig 
endelig! 
smerten

Senere din stemme: 
´græder du?´ 
mig der svarer 
´nej det må være mine øjne 
der løber over´

sådan har det været længe

ringen for øret
skygger bag øjet 
at jeg klipper hul i læben 
med en neglesaks
bløder mig
til ro

det er hele tiden
hele tiden

nab-i-læben 
knirk-i-kæben
små slag 
mod bagsiden af kraniet
syv-ni-tretten
at knække fingre hvert kvarter 
og så alt det blod


englehop for rastløse ben
mavebøjninger mod angst
så jævnt og virksomt 

ikke føle ikke røre 
bare gøre
følg efter 
tiden
undgå at se 
til siden

Livet er ladet med: 

-glasrens, tehætter og torsdagsnegle

kroppen med et bundløst savn
man falder 
og falder 
og falder igennem