fremmede hænder

by Louise Juhl Dalsgaard

Efter det med ham, der kaldte mig for narrefisse, fik jeg arbejde som sekretær på et psykiatrisk afsnit. Det var et rigtig fint job, jeg var virkelig glad for mine kolleger – og patienterne ikke mindst.
Jeg husker særligt én, C, han var lyshåret og meget høj, kraftig af bygning, alligevel virkede han så utrolig lille, når han forsøgte at få øjenkontakt med personalet gennem glasruden. C bankede aldrig på, ikke fordi han var uhøflig, men fordi han var bange for sine hænder. Det lyder måske fjollet, men for C var det alvor, han var rædselsslagen for sine egne hænder eller rettere: for de hænder, der sad for enden af hans arme. De var ikke hans egne, det var det, han kom for at forklare os. Om og om igen, “det er ikke mine hænder, det er ikke mine hænder, det er det ikke!”
De hænder, C bar, var fremmede, tilhørte nogle andre, indimellem overlægen, andre gange en indiansk flaskeånd. I årevis havde han forsøgt at slippe af med dem, som regel ved at lægge dem i en kraftig sæbeopløsning så længe, at de ville blive opløst. Andre gange gik det mere voldsomt for sig, så smækkede han en bildør omkring dem eller strammede et reb om håndleddet for at forhindre blodet i at nå frem.
C kunne ikke huske, hvor længe han havde båret de fremmede hænder, men det var tydeligt, at han led forfærdeligt. Han var bange for hvad de kunne finde på, hænderne: at slå fra sig eller forgribe sig, ja måske endda kvæle nogen. Det, han frygtede mest var dog, at de ville stikke en kniv i hans forældre, han græd, når han beskrev sin angst, bed sig i de fremmede knoer, indtil de blødte.
I dag var det så koldt udenfor, at jeg ikke kunne mærke mine egne hænder, og så kom jeg til at tænke på C. Jeg har ikke set ham siden, jeg håber, han har det godt i dag.