Louise Juhl

Mit liv lige nu lyder som dårlige avisoverskrifter:
“hjerte på tvungen orlov,” “drømme og drivis”.
Kulden udenfor er smuk, den får græsset til at knase og min ånde til at ligne røgsignaler: SOS. Dagene trækker sig sammen under frosten, sekunderne fylder hver især mindre end et nys, et nu.
I sin bog ‘I civil’ skriver Amalie Smith:
“Om vinteren sætter bierne sig i en vinterklynge omkring dronningen i boet. Den yderste kreds af tætpakkede bier fungerer som en levende pels. Den inderste kerne opretholder en temperatur på 33 grader vinteren igennem”.
Jeg finder trøst i den slags. I tanken om vinterklynger, levende pelse, en inderste kerne, der holder os varme. Og noterer alt, for at dokumentere et hi: Prisen på en brødrister, antallet at aflyste tog mellem Aarhus og Fredericia, timerne fra jeg står op til jeg går i seng (15,27).
Antallet af ord i denne tekst.
Det latinske ord “cura” betyder pleje, omsorg – men også skrift. Så jeg skriver: Om pelse og bier og drømme og brødristere. Det giver ingen mening, men det giver mig et øjebliks varme, et bål jeg kan varme hænderne ved.