Louise Juhl

Jeg vil gerne kunne sige det smukt, men nogle ting er ikke smukke, de er bare sande. At jeg stadig er bange for min egen sult, for eksempel, og for fugle, der letter i flok. For løbesod i huse uden skorsten og for ejerløse løbehjul.

Da jeg var lille, elskede jeg torsdagene, det var min mors fridag. Det handlede mest om at se på: Min mors hænder, der slog i dejen, satte flueben ved voksne ting. Købe witawrap, vande blomster, skifte emhættens pære. Det lyder kedeligt, men jeg var meget betaget. Af det fokus, der var omkring hende og som beskyttede hende mod verden, som en rumdragt beskytter en astronaut mod atmosfæriske forstyrrelser, giftige dampe, mangel på ilt.
I går hørte jeg en podcast med Peter Sommer, intervieweren vil vide, hvad han ønskede, at der skulle stå på hans gravsten? Sommer citerede en gammel kollega fra mediebranchen for at sige:
“Når I har prøvet med alt andet, så prøv med sandheden”.
Jeg tænker det er en meget fin gravtekst.

Noget helt andet, jeg har tænkt på: Det er som om verden består af to slags mennesker. De, der læser vinteren som en epilog og så dem, der læser den som en prolog. Ser på sneen som et hæfte fuld af blanke sider, der bare venter på at blive fyldt ud. Jeg tror egentlig ikke, det ene er mere sandt end det andet, men jeg tror på, at vinteren bliver nemmere at bære, hvis vi tænker på den som begyndelse fremfor slutning.