Louise Juhl

Måske skulle man skrive historien om sin mor. Eller historien om En Moder.

Nå anyway, man skriver om En mor: Dette billede på selvopofrelse og slidte hænder. På alt det, man gør for at glæde andre og som for langt den overvejende del misforståes eller tages for givet.

Og der står hun så, med alle sine talenter og sine drømme og sit begær efter bekræftelse og venter. Men der kommer ikke noget: Ingen tak, ingen taknemlighed. Ingen bukken eller skraben.

Og pludselig bliver stilheden så høj. Truer med at sprænge trommehinderne. Hun føler sig til grin, og så kommer vreden – misantropien. Hun føler sig hånet. Klædt af. Forladt og snydt. Hun er vred. Rasende. Hvad i alverden bilder de sig ind, sådan at lave sjov på hendes bekostning,- ringeagte hendes indsats? Nej, hun vil ikke være til grin, så hun lukker af, lukker i, lukker ude.

Og det hele vokser til en klump i maven og en vrængende bøvs ved middagsbordet og ingen forstår en lyd: Hvorfor nu al den vrede og tag dig lige sammen dit eddikesure og ikke mindst utaknemlige bæst. Hvad har du at klage over?

Og pludselig er vreden blevet til skam og den vrængende bøvs runger ad helvede til. For det er jo sandt, hvad de siger. Hvad er problemet? Og hun tænker på de små børn i Kina og de sultne i Afrika og se: så kan man tale om problemer! Og den indre uformelige og ubestemmelige vrede, det er jo bare utaknemlighed og en fis i en hornlygte. Det er ikke rimeligt.

Og hun kigger bort og undskylder og gør sin pligt. Men bøvsen – den bliver siddende i halsen.