Louise Juhl

Jeg tænker nogle gange på, om det, jeg husker, er sandt. Om min bror virkelig sparkede mig den dag for længe siden, om det virkelig skete. Satte han sig, der på dørtrinnet ind til bryggerset, og bandt sine militærstøvler med en omhyggelighed, der burde have advaret mig. Faldt jeg, Kastede jeg op?
Er det sandt, når jeg mener stadig at kunne høre høre halsen på den kanariefugl, jeg ved en fejl kørte over med min kontorstol, brække?
Er det rigtigt, at jeg stjal penge fra min mors pung og senere – druer fra grøntsagsafdelingen i Føtex. Blev jeg, sådan som jeg mindes det, virkelig ført væk af en butiksdetektiv og noteret for min udåd, selvom jeg var syg af sult og druerne min eneste næring i over to døgn?
Er det sandt, at jeg rev min lillefingernegl af med vilje, for at have en grund til at græde.
Er det løgn, når jeg husker dagene som tusinde timer lange, smerten som en sløv kniv, der skar tiden og mit selvværd i stykker. Sulten, der drev mig som et rovdyr til at gribe efter alt, liderlige mænd, jord, muggent brød. 
Findes alt det, findes jeg og hvis ikke, hvem er det så, der spørger?