Ikke længere endnu ikke

by Louise Juhl Dalsgaard

I Judith Hermanns “Vi ville have fortalt hinanden alt,” citerer hun et sted Sarah Kirsch for følgende formulering: “Ikke længere og endnu ikke”.

Det handler om morgenmørket, den time, to måske, hvor natten er forbi, men dagen stadig kun er på vej.
Jeg elsker den time, de timer. Hunden, der smasker i søvne på sofaen ved siden af, lyset fra skærmen, mørket bag alting, ordene, der ikke er mine endnu, men siger ting, jeg kunne have sagt eller engang vil sige:
“søndag, sagn dø, sand gø, sød nag”.

Jeg var engang indlagt med en kvinde, der fra den ene dag til den anden mistede følelsen i sine ben. Hun kunne hverken gå eller stå, lægernes mente, det skyldtes stress. Hun havde længe haft et forhold til en kendt mand, han var gift og ville gøre alt for sin elskerinde – altså lige pånær at forlade sin kone. Hun fulgte ham overalt, på hans rejser, sov på hoteller og ventede i hans bil, mens han holdt møder om vigtige sager og verdens brændpunkter. Flygtige kys, en seddel sendt med bud og skrevet i kode “Hvis du var en violin, ville jeg købe dig en bue”. Det var aldrig helt til at gennemskue, hvad han mente, om det var fordi, han ønskede sig, at hun skulle spille efter hans melodi, eller om han mente, at hun var sød musik i hans ører. Selv forestillede sig det hele, det værste og det bedste, indtil hun altså vågnede en morgen og ikke længere havde magt over sine egen ben. De adlød simpelthen ikke, når hun bød dem at bære sin krop, men hang bare slapt ned, som forlængelser af en umulig drøm.
Så blev hun indlagt. Hun lå i seks uger i sengen ved siden af min, den kendte elsker kom aldrig på besøg, det var for risikabelt, mente han. I stedet fik hun hjælp af en neurolog og en psykomotorisk terapeut og efter seks uger kunne hun igen gå.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg kommer i tanke om hende nu, måske er det det med timen, den, der ikke længere er og endnu ikke har fundet sted. Men jeg ved, at hun hed Hanne, hende med de pludselige lammelser, hendes kæreste hed vist nok Finn, men det er jeg ikke sikker på.
Selv lå jeg et halvt år på Frederiksberg Hospital, jeg havde ingen problemer med at gå, men derimod svært ved at spise. Jeg husker en søndag, der blev serveret sprængt tunge til middag. Med peberrodssovs og brasekartofler. Jeg græd og græd. Over tungen, der engang havde fyldt et storøjet væsens mund, diet en mors patter, og jeg græd over kalven, hvis tunge nu var ofret for en tyk cremehvid sovs.
Det tog mig tyve år at komme videre, det er helt uden rimelighed, sådan er det nok med ulykkelig kærlighed, sorg i det hele taget, det tager den tid, det tager, og nogle gange mere end det.