Louise Juhl

Hvis man følger den lange lige grusvej længe nok, når man til Vagns gård. En lang hvid bygning med vinduesrammer i falmet blå og mosgroet tegl på taget. På gårdspladsen foran ligger en rusten olietank, den har ligget dér altid eller sådan føles det i hvert fald.
– Vagns gård, er det ikke den med den rustne olietank på pladsen foran?
Han har aldrig været gift, ikke fordi han ikke vil, men fordi ingen har spurgt. – Og så er det jo ikke nemt, vel?
Vagn har travlt. Med krydsord og med at sørge at fluepapiret hænger lige over spisebordet. Ligesom han klipper artikler fra avisen. I lang tid handler de alle om kirken og dem omkring. De afdøde, “Tak for alt”. (–For lidt, tilføjede Vagn, da hans nabo døde). Præsten og kordegnen og den nye stensætning langs kirkegården. Han klipper dem ud og så i stykker, sætter dem sammen igen. Med fluetape til mosaikker, collager af avispapir og døde fluer.
Senere klipper han alt om oprør og protester. En grisefarm lidt syd for byen anklages for vanrøgt af dyrene, en børnehave går i modmarch. Artiklen fylder det halve lokalblad, billeder af hundredevis af børn klædt ud som grise med lyserøde masker og matchende haler.
“Grise har også været børn engang”, står der på banneret, de bører i hænderne.
Og Vagn klipper ud og i stykker og sætter sammen på ny, så tingene går op. Grisene får børneansigter, og præsten holder et banner med tilbud fra Brugsen: “50 pølsehorn for 135 kroner. Kun i dag”.
Der er ingen, der ser hans arbejde, turen derhen er simpelthen for lang. Ni hundrede og enogtredive meter ad hullet grusvej, det er mere end verden kan rumme. Så han nøjes med at vise sit arbejde frem for de vildfarne katte, han fodrer med tun fra dåse. Og bruger diasapparatet som lyskilde, han elsker det sære lys derfra, præcis som han elsker det øjeblik hvert år, hvor den første sne rammer hundens snude: Et enkelt øjeblik, hvor himmel og jord mødes og smelter sammen, bliver til ét.