Månen er en narrefisse.

by Louise Juhl Dalsgaard

Jeg er ikke født i en forkert krop eller ti år for sent. Faktisk er jeg født lige til tiden en solskinsdag i juli. Jeg ved ikke så meget om den dag. Mine brødre skulle have hotdogs til aften, har de fortalt, men blev snydt, fordi min mor skulle afsted for at føde. Det var en stor skuffelse for dem, den har jeg hørt for lige siden.

Jeg voksede op i et landskab af far, mor og børn, villa, Volvo og Halfdan Rasmussens rim. Rapanden Rasmus var således min første rigtige ven. Om aftenen sang vi “Tænk hvis jeg sad på månen, og leged’ med en himmelsky”. Når vi sang, min mor og mig, var vi kun os to, oppe på månen, mens resten af verden fløj rundt udenfor.

Som 9-årig begyndte jeg til spejder, det var sådan en sund interesse, blev der sagt. Jeg var vist nok lidt omvendt, i hvert fald syntes jeg bedre om den månedlige kageordning end om flaghejsning, natløb og honnør. Jeg forsøgte mig med håndbold i stedet, men var bange for bolden, så det opgav jeg.

På den måde tilbragte jeg min barndom med lidt her og der og opgav det meste undervejs, som man nu gør. Jeg endte med at spille klassisk guitar, fordi jeg kunne. Jeg spillede og spillede til mine fingerspidser blødte, det syntes jeg var i orden, blod, sved og tårer. Den slags.

Jeg lærte aldrig noder, til gengæld lærte jeg at lytte og at spille efter gehør. Klassisk guitar mindede mig om Halfdan Rasmussens remser: “Else Pelse Pølsesnak”. Det gav muligvis ikke meget mening, men det gav så meget andet.

Om jeg havde en lykkelig barndom? Det er lidt som at spørge en solsikke, om den har fået mere kærlighed end andre blomster, siden den smiler så stort. Solsikken kan jo ikke gøre for, at den ligner en sol. Vi finder alle sammen en vej. Om ikke andet, så en vej af rytmer og stavelser. Den vej gik jeg:

“Sol gir’ varme, sol gir’ slud, sol gir’ næsen fregner. Sol går op, og sol går ned, også når det regner”.

Sådan var min barndom: op og ned og med fregner.

Jeg var et nemt barn, jeg låste mig inde på badeværelset, når min mor havde migræne, så skulle hun i det mindste ikke bekymre sig om mig. En slags selvpålagt stuearrest måske, hvad ved jeg. I hvert fald sad jeg på gulvet i badeværelset og talte de bittesmå klinker på gulvet, en, to, tre, …trehundredefemoghalvfjerds, det blev til mange timer og mange tal. Jeg fandt mønstre i klinkerne og fandt på rim undervejs, og hele tiden huskede jeg Halfdans rim om en pigen på månen, der ikke kunne finde sin mor, fordi verden var for stor. Det var godt med rim og remser, det gav mig noget at holde fast i, noget rytmisk og sikkert. Stavelserne. Tænk-hvis-jeg-sad-på-må-nen.

Jeg tænkte meget på månen dengang, og på verden, og på, hvordan tingene mon så ud udefra eller oppefra. Jeg tænkte, at måske sad jeg på månen og så ned, mens alle i virkeligheden troede, at jeg sad på klinkerne i gulvet i badeværelset og så op. På månen. Det var svært at få det hele til at hænge sammen, jeg hørte om lysår, og forsøgte at finde ud af om tid og afstand var det samme, og om lys og hastighed kunne adskilles. Imens lå min mor et sted i huset og havde migræne, og selvom hun var lige i nærheden, var det som om hun var hundrede af kilometer væk. Hvad kaldes den afstand?

Jeg talte klinkerne, forsøgte at tælle til uendelig, mens jeg undrede mig over afstanden til min mor og til månen. Tænk hvis.

Når ikke jeg sad og funderede gik jeg i skole og rakte fingeren op og svarede før læreren spurgte. Jeg sang i kor, gik til fødselsdage og spiste kagemand, jeg satte to streger under facit med en lineal. Den slags. Jeg kom på gymnasiet, fik nye venner og en kæreste, der spillede saxofon. Det gik godt, skolen gik godt, min mor havde ikke længere migræne. Tiden og lyset fulgtes ad, uden at jeg skænkede det en tanke.

En dag blev jeg student, en af årets bedste vistnok. Det var solskin, jeg kan huske at jeg bemærkede det, og lod et ord falde om lysets hastighed. Ingen hørte efter, tror jeg. Vi drak øl på terrassen, og det var okay, alt var okay, ikke helt så godt som at spille efter gehør, men alligevel, fint, fint.

Om aftenen lå jeg i min seng og tænkte over, om jeg nu var voksen, og om afstanden fra barn til voksen kan reduceres til et eksamensbevis. Det er noget med tyngde, tænkte jeg, alt det med barn, voksen, månen, jorden og Halfdan Rasmussens rim. Lyste og tiden, også. Det er noget med tyngde. Og pludselig savnede jeg, at min mor og jeg sad på månen, vægtløse, mens jorden fløj rundt i sin debile cirkel, låst fast i sin bane om solen. Stakkels jord.

Næste dag traf jeg en beslutning, jeg ville være vægtløs igen, eller jeg ville ud af min bane, eller. Måske ville jeg bare tilbage, gå baglæns, på tværs af tid og lys og hastighed. Spille efter gehør. Jeg ved ikke, hvad jeg ville, men jeg traf en beslutning, jeg skrev en seddel om, at jeg fra dags dato ville være slank, slankere, slankest, jeg ville ophæve tiden, tyngden, jeg ville tilbage til månen. Se alting udefra, oppefra.

Man kan ikke ophæve tyngdekraften, man kan ikke skrue tiden tilbage, det ved enhver. Det vidste jeg også. Man kan tænke fremad, man kan lægge planer, man kan sætte sig mål, det er den vej tiden går, fremad. Og nok er det muligt at købe skindet tilbage fra den skudte bjørn, men det bliver den ikke levende af. Else pelse Pølsesnak. Det jeg besluttede, gav ingen mening, men det gav så meget andet.

Jeg levede af kogt fisk og broccoli, vejede af og tilberedte uden fedtstof og løb ture om aftenen, fordi det var rarest at løbe, når månen var tændt. Månen mindede mig om, hvorfor jeg sled så hårdt, tænk-hvis-jeg-sad-på-må-nen. Efter noget tid blev fisken bandlyst og menuen reduceret til kogt broccoli, senere igen drak jeg kun afkoget, det andet var fråds. Da jeg blev for udmattet til at tænde for mit kogeblus, spiste jeg gule gajoler i stedet, én klokken otte, én klokken tolv og én igen klokken fireogtyve. Den lille sorte pastil var den eneste tyngde, der holdt mig fast i min bane om solen.

Hold kæft, hvor kan man sutte længe på sådan en lakrids, og når det ikke er mere lakrids tilbage, så kan man stryge tungen mod gummerne og hvis man er heldig er der stadig noget, der minder om smag tilbage.

På et tidspunkt dukkede jeg igen op ved min læge, alt gjorde ondt, mine arme føltes for tunge, mine knæ for runde, min mund for stor. Lægen sagde, at jeg stank af acetone, at det var min krop, der spiste af sig selv, at jeg var syg, og da jeg svarede ham noget i retning af, at jeg havde set en kat, der haltede på bagbenet og havde slidte vinger, ja så låste han døren bag mig og ringede efter en ambulance. Jeg var utilregnelig, tror jeg, han kaldte det. Og jeg så ambulancen komme og forestillede mig, at det var en rumraket, at jeg nu var på vej til månen, at jeg ville blive løst fra jordens tyngdekraft, at, at, at.

Månen er en narrefisse.

Det skrev jeg, kort tid efter, at jeg var blevet indlagt på Frederiksberg hospital med døgnvagt og en mættet kostplan.

Månen er en narrefisse. Den hænger der og ser så følsom ud, og så er det i virkeligheden en forhørslampe. Og de så på mig, lægerne og sygeplejerskerne, der skulle lære mig at spise, de så på mig og sagde, at jeg skulle spise nu, først tre halve med tomat og en streg majonæse, senere blev det til fire og fem halve, inklusive smør og kødpålæg. Tyngdekraften blev pludselig meget konkret. Jeg begyndte at tænkte klart, det var ikke nogen fordel, nu kunne jeg mærke knoglerne, huden, jorden, der trak. Jeg tyggede mig igennem maden ved hjælp af rytmer

”Else elsker pølse

Pølse åd hun dagen lang

Elses pels blev alt for trang

Pelsen holdt, men Else sprak

Else-pelse-pølsesnak”

Personalet var vist nok bekymrede over den mystiske mumlen, der kom fra mig, mens jeg spiste, men valgte at overhøre den, så længe det gik den rigtige vej. Jeg, for mit vedkommende, tænkte kun på stavelserne, der mimede kæbens bevægelser, på rytmen og remsens selvopfyldende galskab, på den mening, der ligger i at tælle klinker på et badeværelse, når verden bliver for stor. En dag kunne jeg igen bære min egen krop, knap og nap men dog, og jeg blev udskrevet, stod på gaden, midt i verden, bundet til jorden og dens bane om solen.

Og jeg havde hverken løst gåden om lys, tid eller afstanden imellem, men jeg havde genfundet glæden ved at spille efter gehør, at tælle baglæns, fordi man kan, at skrive “Sommerfugleforstøver”, fordi det er sådan et smukt ord, at hoppe i trampolin, også selvom man ikke kan nå op til månen ad den vej. Jeg havde genfundet en slags glæde ved at gøre alt det, der ikke giver nogen mening, men som giver så meget andet.

Jeg læser stadig Halfdan Rasmussens remser, når verden bliver for stor og månen for lille. Den om lillegut fra Lillerød, for eksempel, den holder hundrede procent, altid, og så handler den om retten til at prutte, når man skal. Det er en vigtig ret.

En sjælden gang imellem nynner jeg “Tænk hvis jeg sad på månen”, og det, selvom jeg godt ved, at månen er en narrefisse.